Du fortjener at vide det

[Cora Greengrass]

Kære Matheo Rosier,

Du genkender nok ikke uglen, men vi har heller aldrig rigtig talt sammen.

Alligevel følte jeg mig nødsaget til at sende dig et brev, nu hvor jeg har hørt at du er hjemme på ubestemt tid (jeg håber naturligvis at du er OK), og derved ikke nødvendigvis ved hvad der foregår på skolen.

Sagen er, at vi har noget tilfælles. At vores forlovede søger hinandens selskab og vi står tilbage og gerne vil kæmpe for at få det hele til at fungere.

Ikke lang tid efter du forlod slottet, bemærkede jeg nogen i søen og indså at det ikke kun var min forlovede Simon Montague , men også din - Agnes Rosier . Udover at lege i vandet så jeg dem kysse. Jeg synes du fortjener at vide det, nu hvor du ikke er her til at forsvare dig selv eller din forlovelse.

Denne forlovelse er vigtig for mig og min familie.

Jeg håber at vi kan tale dem til fornuft, nu hvor de synes at mangle det.

All the best

Cora Greengrass

[Matheo Rosier]

Matheo svarer aldrig tilbage på Coras brev, men sender derimod Agnes Rosier et

Agnes,

Hvordan jævner Gud vores stier, når de betrædes af uretfærdighed?

Jeg har så mange spørgsmål til dig, fordi du kender Bogen bedre end jeg. For jeg kan ikke forstå hvorfor vi bliver udsat for denne prøvelse og rives fra hinanden, når det er Simon Montague der udviser løgnagtighed og jalousi.

Du har lovet mig at du er ved min side, trods vi ikke kan være sammen i denne svære tid. Løftet om at være der for mig gav du tilmed ikke kun én gang.  Alligevel hører jeg, at du har søgt mod ham igen, kort tid efter min afrejse. Hvor længe varer dine løfter så egentlig, når alt kommer til alt?

Bogen siger, at "hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Derfor vil jeg bede dig om at bekende.

Du må aldrig være i tvivl om hvor højt jeg elsker dig.

Men du ødelægger mig også ved at udvise omsorg for den dreng, der forsøger at ødelægge familien der har taget dig ind. Dem der har elsket dig, da du ingen havde.

Og hvad når der intet er tilbage af mig? Kan han så give dig alt?

- Matheo

[Agnes Rosier]

Kære Matheo,

Jeg havde ikke forventet, at de første ord, jeg ville læse fra dig, ville være en anklage. Dine ord sårer mig dybt og endnu engang finder jeg mig selv overveje, om du mon ikke ved, hvilken vægt de bærer for mig.

Jeg ved ikke, hvorfor du ville tro, at jeg har forrådt din tillid. Det er sandt, at jeg talte med Simon Montague efter vores afsked, men jeg søgte ham ikke. Herren har besluttet sig for at prøve os, men jeg ved, at vi har styrken til at komme igennem alle Hans prøvelser sammen. De vil kun gøre os stærkere.

Jeg har ikke mere at sige til den sag. Der har aldrig været anden fremtid for mig end den sammen med dig. Det ved du udmærket godt.

Jeg ser frem til at se dig snart. Forhåbentlig kan det give dig den ro og lindre den tvivl, der uundgåeligt måtte komme med denne adskillelse. Du er i mine tanker.

Din,

Agnes