Bare venner

[Lorcan Scamander]

Onsdag d. 4 April 2025

Til Maggie Hayes

Lorcan havde undgået Maggie siden han dagen for inden var blevet kærester med Raja. Selvom han ikke mente han havde noget at skamme sig over, havde deres samtale omkring mødes med hendes forældre skræmt ham en smule. Han havde gået med tanken om at Maggie måske følte mere for ham end han nogensinde havde for hende. Han mente ikke det var helt fair at blive ved med at undgå hende, han opsøgte hende derfor i opholdsstuen.

"Hey Mags" sagde han og smilte en anelse halvhjertet. Han satte sig ned ved siden af hende i sofaen. "Jeg føler vi burde tale sammen" sagde han og kløede sig nervøst i nakken.

[Maggie Hayes]

Med et halvfrustreret støn trak Maggie fingrene igennem det mørke hår og rev dem igen i en helt ny retning, mens hun prøvede at få det til at give mening. Det hjalp på ingen måde. Talmagi. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun nogensinde skulle få det til at give mening.

En velkendt stemme blev svagt registreret et sted i periferien af hendes opmærksomhed, men hun så først op, da sofaen gav sig let ved hendes side. De blå øjne blinkede overrasket to gange, før hun nikkede. "Ja, selvfølgelig." Hun havde en dårlig fornemmelse i maven. "Hvad så?"

[Lorcan Scamander]

Lorcan holdte været. Han havde aldrig rigtig været for at være så seriøs for nu, det var derfor en sjælden ting. Han holdte blikket fast imod Maggie. Der var ingen let måde at sige det på.
"Jeg ser en anden" lagde han ud med. Problemet lå egentlig ikke i det, han havde set andre ved siden af Maggie, hun var bare den mere permanente, den der altid kom igen.
".. og Sagen er den at vi er blevet kærester." han udåndede tungt. Han brød sig ikke om hvor svært det var at sige. Hun var jo en af hans mest tætteste veninder.

[Maggie Hayes]

For hvert sekund, der sneglede sig forbi i tavshed, blev Maggie mere og mere bekymret, og flere gange tog hun tilløb til at række ud og tage hans hånd, men noget stoppede hende. Og så satte han ord på, hvad det helt præcist var.

Noget inde i hende, der aldrig helt var nået at blive helt fast i kanterne, splintredes og den hånd, der havde været på vej hen mod ham, dumpede tomt ned i hendes skød. Et par lange sekunder sad hun bare og stirrede på ham uden at have ord til at sætte på den eksplosion af følelser, der foregik i hendes indre.

"Åh." Hun slog blikket ned og nikkede så. "Jamen.. Ja." Hendes stemme knækkede og hun rømmede sig, hævede blikket igen. "Okay." Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige og den begyndende niven meldte sig i næsen.

[Lorcan Scamander]

Lorcan holdte opmærksomheden på Maggie. Han kunne mærke at han ikke helt havde regnet med hendes reaktion. Men han burde have forberedt det efter hun havde foreslået at han skulle møde hendes forældre. Hun havde været langt mere inde i det end han selv havde. Hans bryn trak sig sammen og han kunne mærke at han havde lyst til at tage hendes hånd. Men for nu forholdte han sig roligt.

"Maggie, jeg er ked af hvis jeg har.. - Du er jo en af mine aller bedste venner" forsøgte han sig og følte sig utrolig kluntet. Han kløede sig i nakken. "Det håber jeg vi kan blive ved med" han klarede halsen en smule. For fanden da.

[Maggie Hayes]

Selvfølgelig begyndte Lorcan at beklage, men hans medlidenhed gjorde kun situationen værre og mere ydmygende for hende. Hun nikkede derfor blot lidt mere uden at turde møde hans blik af frygt for at give efter for tårerne.

Først da hun følte sig helt sikker, hævede hun blikket igen. "Det er helt fint, Lorcan, det.." Hun nikkede igen. "Det er helt fint," gentog hun tamt.

[Lorcan Scamander]

"Ja?" Hun lød ikke særlig overbevisende og det var langt fra betryggende. Han følte at han gjorde det værre ved at blive, men var heller ikke komplet idiot nok til bare at rejse sig og lade hende hænge.

Skulle han fortælle at det var Raja han var blevet kærester med? Ville sådan en information overhovedet hjælpe på den i forvejen svære situation.

Han skævede imod bogen. "Talmagi? Driller det igen?" Han vidste ikke om det var det rigtige at gøre, men han blev nødt til at forsøge at flytte emnet en smule.

[Maggie Hayes]

"Ja," mumlede hun og havde mest af alt lyst til at krybe tilbage under sin sædvanlige plads bag den største og tungeste sten. Men også det virkede så ydmygende, så hun blev bare siddende foran ham uden helt at vide, hvad hun skulle tage sig til med hænderne.

Derfor var blikket også en smule uforstående, da han gav sig til at tale igen og det var først, da hun så ned på bogen under sin ene underligt tomme hånd, at hun kom i tanke om, hvad der for få øjeblikke siden havde taget hele hendes opmærksomhed.

"Ja. Ja, det gør det." Hun snøftede lidt og mærkede kontrollen glide mellem fingrene på hende. "Lorcan, jeg bliver nødt til at..." Bogen blev pakket sammen i hast. "Ja, jeg bliver... Ja." Hun stak den ind under armen og prøvede at smile til ham, selvom ikke engang mundvigene lod til at ville samarbejde.

[Lorcan Scamander]

Lorcan fulgte hende med blikket. Han var blevet klar over at det ikke var ham hun havde mest brug for at tilbringe tid sammen med. Han nikkede derfor forstående. "Selvfølgelig, vi snakkes bare ved senere, ikke?" Det ville lette bare en anelse hvis Maggie kunne forsikre ham om at hun stadig havde lyst til at se ham.

Han kunne dog mærke at hun var påvirket af hele episoden at han ikke skulle være den der pressede hende ud i noget hun ikke var klar til. Han rejste sig langsomt.

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede, men havde ikke flere ord til ham, for hvad sagde man til sin bedste ven, når han knuste ens hjerte? Hun havde ikke just alverdens erfaringer at trække på.

"Jo, vi snakkes." Halvdelen af pergamenterne fløj ud af bogen, da hun klappede den sammen, men hun havde ikke tid til at stoppe nu. Hun måtte væk fra alle de nysgerrige blikke, før tårerne afslørede hende, så hun flygtede hastigt ud af opholdsstuen uden at se sig tilbage.

afsluttet