Jobberknoll-jagt

[Lily Luna Potter]

Gallagher O'Leary

Det føltes efterhånden som om de havde gået i evigheder, og enhver chance for nogensinde at finde deres jobberknoll syntes for længst forspildt. Det havde ellers været så simpelt en opgave. Passe, pleje og studere noget så simpelt som en fugl i et par uger. Men hvorfor Professor Jordan havde ment, at netop lige hun og Gallagher skulle være partnere i det projekt, var Lily en gåde. Det var sikkert en eller anden form for velment pædagogisk fejltrin.

"Så fortæl mig igen," forsøgte hun sig i det mest afslappede og på ingen måde (kun lidt) dømmende tonefald, hun overhovedet kunne mønstre i hans selskab. "Hvordan skete det lige, at vores projekt forsvandt i de få timer, jeg var nødsaget til at tage til træning?"

[Gallagher O'Leary]

Gallagher vidste egentlig godt, at det var hans skyld. Han var bare ikke helt sikker på, hvordan det var sket - hvilket var problemet. Havde det været alle mulige andre end Lily Potter ville han da også have indrømmet det uden problemer og konstateret at han skyldte en kvajebajer. Som det var, var omstændighederne lidt anderledes...

"Det ved jeg ikke. Måske glemte du at lukke buret?" svarede han i klar respons på det dømmende tonefald.

[Lily Luna Potter]

Utilfredsheden over hans svar og manglende tagen ansvar for sine handlinger lagde sig som fine folder i hendes pande, men blev aldrig til ord. I stedet traskede hun videre i tavshed lidt tid.

"Jeg forstår det virkelig ikke," sukkede hun opgivende, da de nåede drivhusene igen. "Hvis du var en jobberknoll, hvor ville du så tage hen?" Gallagher var jo klart den af de to, der ville have lettest ved at sætte sig i det primitive væsens sted og tankegang.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher havde meget lidt interesse i at spilde sin tid på et eller andet dumt dyr. Måske var det en fejl at han havde valgt faget i det hele taget, tænkte han for gang nummer hundrede, mens han flyttede lidt rundt på mandrakbladet i sin ene kind, så det ikke stak ham.

"Så langt væk som muligt fra skræppende teenagepiger?" foreslog han hjælpsomt og sparkede lidt til en sten. "Det ved jeg sgu da ikke. Er det ikke dig, der skal forestille at gå op i det her fag?"

[Lily Luna Potter]

Lily fnøs uden at bekymre sig med diskretion af hensyn til ham. Hvis han kunne te sig som et pattebarn, kunne hun ikke se, hvorfor hun igen igen igen skulle være den store.

"Jo, jeg ved ikke, hvorfor i alverden jeg forventede andet end ligegyldighed fra din side af," bed hun og fejede en rød lok bag øret, før hun stak hænderne tilbage i lommen.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher modstod kun lige trangen til at hinle med øjnene.
“Fint. Undskyld at jeg lod den satans pipfugl slippe ud,” sagde han endelig, selvom han ikke var helt glad for det.

“Lad os nu bare finde den. Eller lad mig gøre det alene, så du ikke ender med at få en eftersidning for det også...”

[Lily Luna Potter]

Overraskelsen viste sig kun som lette træk omkring hendes bryn. Det var ikke ofte, man kunne trække en undskyldning ud af Gallagher og sjældenheden havde for et øjeblik formået at lukke munden på hende.

"Nejnej, vi er sammen om det," mumlede hun, denne gang helt uden hverken syrlighed eller kant i stemmen. Hun kvalte sin modvilje sammen med et suk. "Havde du en god påske?"

[Gallagher O'Leary]

Det var som om at hans erkendelse af sin fejl punkterede den lidt giftige stemning mellem dem og efterlod dem på den lidt vakkelvorne grund, som de sommetider endte på. Den gjorde ham usikker, men på en eller anden måde kunne han heller aldrig få sig selv til at gå tilbage til det. Ødelægge det igen. Han kom da også - ganske modvilligt - til at smile lidt, da hun ikke bare skred og lod ham klare problemet selv.

Han trak på skuldrene. "Fin nok," svarede han, men det var ikke helt reel. Det var altid underligt at komme hjem. Og lidt for nemt at blive hevet med tilbage i de gamle, småkriminelle løbebaner. "Jeg foretrækker at være her," tilføjede han dog lidt efter. Han skævede kort på hende, uvant med den helt fredelige stemning. "Hvad med dig...?"

[Lily Luna Potter]

Synet af hans smil var overraskende, men ikke lige så meget som det faktum, at hun mærkede en kort dirren i mundvigene. Så vendte hun igen blikket fra ham og så mod skolens overvældende udendørsarealer. Om det var dem eller den skrøbelige fred mellem dem, der gjorde hende underligt tilpas, turde hun ikke dvæle for meget ved i tankerne.

"Det var rart at være hjemme igen," svarede hun med et lille smil. Når hun var hjemme var det lidt lettere at glemme, at hendes forældre var andet end bare hendes mor og far. "James og Albus kom også forbi. Det var godt." Hun nikkede lidt og fangede igen sig selv i at smile i hans generelle retning.

Selbevidst fjernede hun hastigt blikket igen. "Skal vi prøve at gå hen mod søen?"

[Gallagher O'Leary]

"Fedt," svarede han med et svagt smil, selvom han ikke havde et helt afslappet forhold til hendes familie. Den var grund til ret meget af det der var foregået mellem dem og han havde ikke meget lyst til at dykke ned i det. Derfor var han da også tilfreds med hendes emneskift.

"Ja, klart. Ved du overhovedet hvad de foretrækker, de her dyr? Noget med vand, eller hvad?"

[Lily Luna Potter]

Lily trak på skuldrene. "Jeg har ikke fået læst helt op på det," indrømmede hun modvilligt og sukkede. Hun havde mest af alt valgt magiske dyrs pasning og pleje på sine forældres opfordringer.

"Men de spiser jo insekter, så der er nok lidt flere af dem dernede, tænker jeg." Hun fortsatte lidt i tavshed, før hun tilføjede: "Det er svært, når den ikke laver en eneste lyd."

[Gallagher O'Leary]

"Åndssvage skoddyr," sukkede han over Lilys ord. De ville aldrig komme til at finde den. Han trak fingrene igennem de viltre krøller, hvilket blot fik dem til at stritte lidt mere op. "Tror du Professor Jordan ville lade sig narre af en kanariefugl eller en måge? Det er uden tvivl nemmere at finde."

Hans tonefald var tørt, men det trak alligevel lidt i hans mundvige, som han skottede til hende. En lille del af ham kunne ikke helt lade være med at nyde at have tid alene med hende...

[Lily Luna Potter]

"En måge?" Lily ville gerne have haft det til at lyde skeptisk, men modvilligt måtte hun slippe et underholdt fnys over hans ord. "Kanariefugl er nok tættere, selvom jeg ikke tror at nogle af delene vil skaffe os bare et A."

Hun trak en lok af det røde hår bag øret og fortalte sig selv, at det var for bedre at kunne se, hvor hun gik og ikke for at have lettere ved at skæve hen mod Gallagher. Måske var det heller ikke kun slemt, at den jobberknoll var forsvundet.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher kunne ikke lade være med at smile en lille smule selvtilfreds, da han fik hende til at fnyse muntert. "Altid så pessimistisk," konstaterede han og smilede selv skævt - for en gangs skyld var der ikke noget spydigt i hans tonefald.

"Jeg er ellers rimelig hård til forvandling. Jeg ville vædde med, at godt kunne få en kanariefugl til at ligne..." konstaterede han med en skuldertrækning, ikke helt useriøs. Han havde trods alt planer om selv at undergå en temmelig stor forvandling.

[Lily Luna Potter]

Selvom Lily holdt blikket ligefrem, var smilet stadig at høre i hendes stemme, da hun straks gav igen: "En af os skal jo være det." Hun stak hænderne i lommen. Egentlig burde de jo nok erklære fallit og bare komme tilbage til slottet...

"Så det er du?" Det var en tåbelig idé. "Tja, det er jo ikke fordi vores søgen har båret frugt..."