Skal, skal ikke?

[Kala Patil-Fawley]

Det kunne virkelig mærkes at foråret var på vej med det gyldne lys, der strømmede ind ad Vildsvinets vinduer. Det var nok ikke dét, at Hogsmeade-weekenderne egentlig var tiltænkt, var Kala ret sikker på, som hun trak sin bluse på igen med en dyb, tilfreds indånding. Blikket gled fra vinduet tilbage til William Knight, og mundvigene lod sig allerede nu trække opad.

Dybt nede vidste hun godt, at det nok ikke kunne fortsætte sådan. Ingen af dem havde egentlig råd til at leje et værelse et par timer i hver Hogsmeadeweekend, og det føltes altid en lille smule beskidt at gå derfra igen. Men som hun trak fingrene igennem det godt filtrede hår, var det svært at huske, hvorfor det var en dårlig ide.

"Hey, Liam?"

[William Knight]

Åndedrættet var tungt og forløst. De professionelle hverdage var trættende for en utålmodig knægt, som ikke nødvendigvis havde de største ambitioner med stillingen han besad. Faktisk, begyndte han nærmest at blive mere og mere demotiveret. Ironisk nok, som han blev bedre til det hele.

Hogsmeadeweekenderne var glædeligt markeret på den mentale kalender. Ofte kunne han ikke vente med at komme afsted, og ofte endte eftermiddagen i en af de knirkende krosenge. Som nu. Sageligt, lå han på ryggen og betragtede den mørkhårede pige sætte sig mere op, da hun kom i tøjet.

En arm var placeret bag nakken. "Hm?"

[Kala Patil-Fawley]

Selvom Kala havde trukket blusen over hovedet, lå bukser og trusser stadig urørt på gulvet. Hun trak det ene ben ind under sig og rystede lidt på hovedet, pludselig genert. Det var ellers en sjælden følelse i løvens nærvær. De havde set hinanden på både godt og ondt.

"Ligemeget," trak hun i land og trak tæppet lidt om sig. "Ligger du godt?"

[William Knight]

Madrassen var nok ikke den mest komfortable, men Liam nikkede alligevel. Brune øjne flugtede over den halvt tildækkede krop, men snart efter, havde Kala krøbet benene under tæppet igen. "Bedre når du også gør det samme," svarede han med et roligt smil. Blikket bevægede sig mod vinduet.

"Bare lidt længere, babe." Bød han. Ellers skulle han undvære hende og det her en måned endnu.

[Kala Patil-Fawley]

Mundvigene sitrede opad. Det var altid lettere at være glad, når hun vidste, at Liam havde det godt, og Kala endte med at lægge sig ned ved hans side igen. Med benene fik hun viklet tæppet over deres begges fødder, før hun puttede sig ind til ham med hovedet på hans brystkasse.

"Bare rolig, jeg er slet ikke klar til at skulle tilbage til lektierne endnu," svarede hun med et skævt smil. Det gik ikke at tage sig selv for seriøst. "Jeg fik et R i besværgelser i sidste uge." Et Ringe var ikke engang bestået.

[William Knight]

Armen kringlede sig rundt om Kala, da han mærkede hende rykke på sig. Det gjorde stillingen - med hendes hoveds tyngde mod brystkassen - mere behagelig.

"Det kunne være værre," bemærkede han, som en kommentar til hendes karakter. For karakterskalaen stak en smule dybere. Ikke meget, men en smule.

"Tager jeg for meget lektietid fra dig?" Tomlen strøg over hendes skulder.

[Kala Patil-Fawley]

Det var bestemt plads til forværring, men et R var stadig under dumpegrænsen og uden tvivl en karakter, hendes forældre ikke ville blive begejstrede over. Af samme årsag havde Kala ikke fortalt det til andre, end den mørkhårede lærling ved hendes side.

"Jeg tror nu mere, det er Quidditch, der stjæler den," indrømmede hun. Hvis ikke, hun var dér med ham, ville hun sikkert være i gang med at piske holdet rundt. "Og hvis jeg kun lavede lektier én gang om måneden, ville jeg nok fortjene en lavere karakter."

[William Knight]

"Du presser dig selv for meget," Lød det fra Liam, da tomlen endnu en gang strøg over Kalas arm. Blikket var vendt mod det snavsede tapet og vejrtrækningen var stadig dyb og rolig. Han havde selv bakset med overhovedet at dimittere. Havde det ikke været for Gillians akademiske støtte.

"Er du urolig for den næste kamp?" spurgte han.

[Kala Patil-Fawley]

Kala mente slet ikke, at hun pressede sig selv for meget. Ikke med kun et halvt år tilbage til at få vist sit værd til de britiske og irske hold, så hun kunne forlade skolen med en kontrakt.

"Ja, Ravenclaw ser ud til at være vores konkurrent i år," svarede hun og tegnede distræte mønstre over hans brystkasse med fingerspidsen. "Wood er en vanvittig holdkaptajn. Og søger, for den sags skyld. Desuden er to ud af tre af mine angribere først kommet på holdet i år. Men jeg tror på det."

Når først emnet slog ind på Quidditch, kunne hun snildt plapre i timevis, men var dog også bevidst om, at det aldrig havde været Liams passion.

[William Knight]

Liam var ikke Quidditchinteresseret, men han var Kalainteresseret. Derfor forsøgte han at sætte sig ind i situationen. Han kunne ikke forestille sig at have mere ansvar, end bare det han havde for sig selv og sine egne præstationer. "Og jeg tror på dig," bemærkede han med et støttende nik.

Øjnene lukkede i en saglig stund, før han gabte. Det her var sgu livet. Ukompliceret, selvom det var i dagslys. Efter lidt tid, åbnede han munden igen. "Jeg glæder mig ærligt til du er færdig med skolen. Så vi ikke bliver nødt til at være vildsvinets månedlige stamgæster."

[Kala Patil-Fawley]

Hjertet slog lidt hårdere, og Kala trykkede sig lidt tættere ind til sin bedste ven, som længe havde været så meget mere end det. Sådan lå de lidt i tavshed, badet i lys og gensidig omsorg. Impulsivt trykkede hun et kys mod hans brystkasse uden anden grund, end at hun havde lyst til det.

"Mmh," svarede hun, selvom hun ikke helt kunne forestille sig ikke længere at have en hverdag på slottet. "Hvad, øhm, egentlig... dér? Altså, hvordan, uhm... Gør vi så?"

[William Knight]

Fornemmelsen af de buttede læber mod brystkassen, varmede. Liam tænkte ikke meget over sin ageren omkring Kala. Det hele forekom ham mere naturligt, og efterhånden havde han glemt den næsten indstuderede frygt for at træde forkert. Hun accepterede ham - og det burde ikke være så seriøst.

Øjnene åbnedes igen, før han sænkede hagen lidt for bedre at kunne se på hende. "Tja. Jeg ved sgu godt at det ikke er det mest optimale at knalde hjemme hos en af os, når vi begge bor hjemme," svarede han. De hængte også ud, men som regel endte det mod en madras.

[Kala Patil-Fawley]

Selvfølgelig var det sådan, Liam havde tolket hendes ord, og et sted var Kala lettet over det. Derfor smilede hun også bare skævt og trak på den skulder, hun ikke lå på.

"Vi finder på noget," konkluderede hun i stedet for at grave i det. Det var jo gået indtil videre.

[William Knight]

Andre fortolkninger havde været umulige for ham. For Liam forsøgte ikke at lokke en eneste kompliceret tanke ind i hovedet, nu hvor han havde bakset med dem slags det meste af sit syvende skoleår. Han smilede ned mod den mørkhårede heks, hvis kind hvilede mod brystkassen.

"Jeg mangler en roomie," bemærkede han med et hentydende grin. Han havde ikke rigtig råd til at bo for sig selv. Desuden, var det nok for ensomt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs underholdt. Det var ikke engang et halvt år siden, at hun havde foreslået Liam præcis dét; at de burde flytte sammen, hvis ikke han havde fundet noget, inden hun dimitterede. Og med kun fire måneder tilbage så det ikke sådan ud.

"Siger du det?" spurgte hun derfor også med et skævt smil og nev ham drilsk i siden.