Enfoldig

[Briony N. Baines]

Edward Nott

Egentlig var deres ferie startet godt ud, hun og Edward var blevet venner igen og det hele virkede lovende. Det gik dog galt da han inviterede Brionys veninde, hans forlovede, på besøg. Hun havde forsøgt at overtale ham til at lade være og havde brugt deres mor som argument. Sandt nok, var den ældre kvinde ved at få et hysterisk anfald over at der kom fremmede ind i huset og Briony havde brugt hele sin ferie på at forsøge at få hende tilbage i nogenlunde normal tilstand.
Derfor havde hun ikke talt særlig meget med Edward og var heller ikke kravlet ind til ham i sengen. Hun havde holdt sig på sit værelse mens veninden havde været på besøg og undgået hende komplet. Hun fandt det hele utrolig pinligt og havde ikke lyst til at se Brianna i øjnene.
I stedet for at forsøge at undgå Edward, havde hun dog besluttet sig for, at forsøge at tale med ham om det og derfor havde hun bedt ham om at komme hen til deres sædvanlige sted, hvor hun nu sad på en af de få borde på lokalet og svingede med benene.

[Edward Nott]

Edward kom naturligvis, når det var Briony, der kaldte. Han havde haft en særdeles god ferie og han mente selv, at nu var alt, som det skulle være. Briony var kommet sig over sin lille oprørsfase og de var tilbage til det forhold, de burde have. Desuden var alt gået tilfredsstillende med Brianna og han havde oven i købet klaret at komme på forkant med alle sine lektier, fordi han havde haft så meget ro omkring sig, at det kunne lade sig gøre. Han kunne dog ikke lade være med at være lidt nysgerrig på, hvad det mon kunne være, hun ville tale med ham om, som var så privat, at de skulle mødes alene.

Han kom ind i lokalet og smilede let til hende. Han sagde ikke noget, før han gik hen til hende og satte sig på kanten af bordet ved siden af hende. Han strøg hende let over kinden med bagsiden af sin pegefinger og smilede mildt. "Hvad så, Bri?"

[Briony N. Baines]

Briony var godt klar over Edward havde haft en fin ferie, han havde en evne til at lukke deres mors problemer ude af sit liv og det hjalp ikke at moderen forsøgte at skjule det for ham. Da han kom ind i lokalet, vendte hun ansigtet lidt væk fra ham da han aede hende på kinden.
"Du kan altså ikke bare sådan invitere fremmede på besøg. Mor var helt ved siden af sig selv resten af ferien." Sagde hun og så på ham med et lettere anklagende blik, hvorefter hun sukkede frustreret.

[Edward Nott]

Han hævede et bryn, da hun vendte ansigtet væk. Noget kunne tyde på, at det var ubehagelige sager, de skulle diskutere. Hendes ord fik dog hans øjne til at blive alvorlige. "Brianna er ikke en fremmed," svarede han bestemt. "Præcis ligesom jeg er nødt til at indordne mig under dette, så er resten af familien det samme. Det er nu engang sådan, mit liv ser ud nu." Hans stemme var ikke hård eller vred, men den var heller ikke blød. Han sagde blot fakta, som de var.

[Briony N. Baines]

"Men hun er for mor." Sagde Briony og så frustreret på Edward.
"Næste gang du inviterer nogen på besøg, så kan du selv forsøge at tale hende til ro når hun får sine hysteriske anfald." Sagde hun og så skarpt på ham.
"Og hvis du må have besøg af Brianna så må jeg vel gerne have besøg af Hector OG lade ham sove på mit værelse." Tilføjede hun, selvom hun absolut ingen planer havde om at lade dette ske. Til sidst så hun bare afventende på ham, mens hun ventede på at han ville blive vred, som hun plejede.

[Edward Nott]

Hendes frustrationer var forståelige, omend ikke komplet rimelige, hvis nogen ellers gad spørge Edward. Det syntes han ellers efterhånden aldrig, der var nogen, som gjorde. Han skulle til at sige noget forsonende, da hun fortsatte og gav sig til at hidse sig op mod ham igen. Han sukkede irriteret. "Skal vi virkelig til det her igen?" spurgte han i en knap stemme. "Selvfølgelig kan du ikke gøre det samme. I er ikke forlovede. Desuden er du en kvinde. At Brianna tillader den slags er op til hende, men du er en Nott." Hans stemme var lav og kun med en snert af irritation. "Desuden burde vi måske finde en plejer til mor. Det er ikke rimeligt, at hun skal være dit ansvar." Og hun blev bestemt ikke hans.

[Briony N. Baines]

Edward havde vist hende hvad han kunne finde på at gøre, hvis hun opførte sig på en måde han ikke brød sig om og Briony havde ikke glemt det endnu. Hans svage irritation lagde derfor en stopper for at hun gav mere modstand, selvom hun måtte undertrykke en overvældende vrede.
"Hvorfor lader du Brianna opføre sig sådan hvis du ikke vil lade mig gøre det?" Sagde hun og så spørgende på ham, selvom hun egentlig havde lyst til at råbe.
Da han foreslog at deres mor skulle have en plejer, var det dog for meget for Briony.
"Hvad? Det kan jeg ikke gå med til. Jeg skal nok være der for hende. Knirke kan hjælpe mig." Sagde hun og lagde armene over kors med en sur mine.

[Edward Nott]

Han sukkede tungt og klemte sammen om næsebroen med to fingre, da hun blev ved med at hidse sig op. "Så lader vi være med det," svarede han til spørgsmålet om en eventuel plejer for deres mor og ignorerede, spørgsmålene om Brianna. "Har du virkelig lyst til at skændes igen nu?" spurgte han træt. De var kun lige blevet venner igen og han orkede ærligt talt ikke mere bøvl med hende lige nu.

[Briony N. Baines]

Briony havde ikke lyst til at skændes, hun hadede det, men hun blev altid vred på ham når hun var ked af det. Hans trætte svar ødelagde dog hendes sædvanlige mønster og i stedet for at blive mere vred på ham endte hun blot med at blive helt tavs.
Hun svarede ikke men satte bare hænderne mellem benene, mens hun så ud af de vinduer der var i den anden side af lokalet.
"Fint, så er vi venner." Sagde hun og gav sig til at svinge sine ben en anelse mens hun så ned på sine hænder. Hun overvejede hvad han ville sige hvis han vidste Hector var en varulv. Hun tvivlede på at han ville blive særlig begejstret, men heldigvis, ville han aldrig få det at vide.

[Edward Nott]

Han så over på hende, da hun gav sig og han åndede et lille lettelsens suk. De sad en tid, hvor de ikke sagde noget, inden han lagde en arm om hendes liv. "Hvis du bare ville tale med mig om den slags ting i stedet for at råbe af mig, så er jeg sikker på, at vi kunne finde en løsning på de fleste af dem," sagde han forsonende, mens han strøg sin tommelfinger mod hendes gevandter.

[Briony N. Baines]

Briony registrerede kun svagt at han sukkede. Hun faldt lidt hen i sin egen verden, inden han lagde armen om hende og hun blev trukket tilbage til virkeligheden.
Hun havde lyst til at græde, men gjorde det ikke fordi hun vidste han ikke brød sig om det. Derfor havde hun ikke rigtig så mange valg tilbage. Det eneste hun rigtig kunne gøre var at vende sig mod ham og presse ansigtet ind mod hans brystkasse.
"Jeg er bare så bange for at miste dig. Hvis jeg ikke har dig, hvem har jeg så?" Spurgte hun og bed sig i underlæben.

[Edward Nott]

Han trak hende ind til sig og kyssede hendes hår. "Du kan aldrig miste mig, Bri," sagde han lavmælt ind mod hendes hår. "Du har været den vigtigste person i mit liv alt for længe, til at det nogensinde kan ske." Han strøg hende over kinden og kyssede hende i håret igen.

[Briony N. Baines]

Den kommende forandring havde gjort hende usikker, ikke nok med at hun ville miste Edward, Brianna stod også til at komme videre i sit liv. Snart ville de have børn sammen og hun ville stå alene tilbage. Hun så sin fremtid sammen med sin mor, i det store mørke hus, uden nogen andre. Det gjorde hende ulykkelig.
"Lover du det?" Hviskede hun og rettede sig lidt op for at se ham i øjnene. Da han endnu engang strøg hende over kinden, rødmede hun og sænkede blikket, mens hun bed sig i læben.

[Edward Nott]

Han så hende ind i øjnene og sendte hende et lille smil. "Selvfølgelig, Bri," svarede han og nussede hende lidt i nakken. Den lette rødmen i hendes kinder, fik ham pludselig til at tænke på Brianna, som havde rødmet på samme måde, når han lagde an på hende og en lille rynke faldt kortvarigt ind mellem hans bryn, mens han overvejede, hvorfor Briony mon havde det med at rødme. "Du og jeg hører sammen, Bri. Altid."

[Briony N. Baines]

Briony smilede en anelse selvtilfreds, da han gav hende ret og så ham i øjnene med et sigende blik. Hans næste ord gjorde hende endnu mere glad og hun lyste en smule op, selvom hun forsøgte at nedtone det.
"Stoooop Edward." Sagde hun og fnes en smule tøset, mens hun rystede let på hovedet og forsøgte at få kontrol over sig selv, så hendes kinder ikke ville blive så røde.