“Bedste venner“

[Calliope Zabini]

Ferien havde været mildest talt rædselsfuld. Ikke alene var Calliope blevet forlovet med sin bedste ven og løbet hjemmefra, nu ville selvsamme såkaldte bedste ven ikke engang i nærheden af hende. Men to kunne lege den leg.

Rasende havde hun derfor også ignoreret ham, og der var gået hele tre dage efter feriens afslutning, inden de blev sat sammen i besværgelser. Uden at værdige Finley Runcorn et blik, smækkede hun sin bog højlydt ned mod hans bord og dumpede ned ved hans side.

[Finley Runcorn]

En skråler eller to, havde ikke ligefrem overbevist Finn om at det hele var en god ide. Nok havde Milphio Borgin understreget hvordan det kunne ses som en fordel, at blive smedet sammen med sin bedste ven, men Finn havde stædigt overbevist sig selv om noget andet. De mentale billeder, gjorde ikke situationen bedre. Ej gjorde mareridtet om skrigende unger, han havde haft på førstedagen tilbage på slottet efter nytårsfesten.

Smæk!

Bogen ramte temmelig hårdt mod bordpladen og tvang hans opmærksomhed op mod løven med det krøllede hoved. "Støjniveau. Styr dig." mumlede han.

[Calliope Zabini]

Calliope var pisse ligeglad med sit støjniveau. Og Finley. Og forlovelsen. Og det meste. Hun gjorde et svirp med nakken, så rodebutikken af krøller blev skudt tilbage og skubbede bogen op i kanten af bordet for i stedet at hive staven frem fra tasken.

Hun havde intet at sige til ham. Ikke et ord. Det var tydeligvis sådan, han ville have det.

[Finley Runcorn]

Han skriblede med pennen på noget af det rodede pergament foran sig. Kruseduller og mere formede tegninger. Et par sjofle og væmmelige ord, hist og her. Det var den slags han indøvede, når han hørte nogen i krypten sige det. Så måtte han vurdere hvad det betød.

Øjnene blev hurtigt himmelvendte over Cals måde at ignorere ham på. Han var heller ikke ligefrem stille, da læberne slap et irriteret suk.

[Calliope Zabini]

Calliope skævede stjålent hen på Finleys side af bordet ved lyden af skriblen fra pennen, og hun var nær eksploderet, da hun så hans skriblerier. For hende bekræftede de hans uomtvisteligt ligeglade indstilling. Sukket pustede til gløderne.

“Støjniveau. Styr dig,” hvæsede hun i tarvelig imitation af ham.

[Finley Runcorn]

Øjnene bevægede sig op fra kruseduller og tegninger mod Cal. De hvæsende ord, pissede ham ærlig talt af. Det samme gjorde det faktum, at han skulle giftes med en med et så rædsomt temperament som hendes. Ikke, at hans var meget bedre, at dømme på den mørke gnist i blikket.

"Fuck, hvor er du barnlig."

[Calliope Zabini]

Selvom hun kunne mærke hans blik på sig, så Calliope ikke på ham med det samme. Det var først, da hans ætsende ord ramte luften mellem dem, og hun straks rettede de mørke øjne mod Finleys dumme fjæs og rakte tunge.

Det hjalp nok ikke hendes argument særlig meget, men det var fandeme ham, der var barnlig. Ham, der havde ignoreret hende.

[Finley Runcorn]

Mellem Calliopes barnagtige gestus mod ham, og Finns uanstændige tegninger, var det nok tydeligt at de begge opførte sig temmelig infantile. Slangen gjorde dog, hvad han gjorde bedst. Han bebrejdede veninden for at være den mest barnlige af de to, selvom han var den der havde søgt afstand.

"Og du fylder fandme også..." bandede han dæmpet. Stolbenet ramte hendes.

[Calliope Zabini]

Calliopes fod blev fanget mellem stoleben, og det var nok til, at hun eksploderede. Hun sparkede hårdt til hans stol og bemærkede ikke engang, hvordan tryllestaven slog faretruende gnister fra placeringen i hendes tæt sammenknyttede hånd.

“Fint. Så lad mig fri dig for mit selskab!” brast det ud af hende, inden hun rejste sig op og stoppede tingene tilbage uden at ænse professoren, der spurgte ind til, hvad hun dog foretog sig.

[Finley Runcorn]

"Gid jeg kunne være fri!" udbrød Finley - chokeret ovenpå sparket. Knægten havde tilmed rejst sig op med en sådan hastighed, at stolen nærmest brølede mod de ru brædder. Det var næppe overraskende, at de begge blev sendt uden for døren af professoren. Som formanede dem om, at de skulle blive der, til var faldet ned. Finn kendte dog det blik udmærket og vidste at der ventede dem en eftersidning inden længe.

Fanget på gangen foran forvandlingslokalet, sendte han nu onde øjne mod Cal.

"Hvad er dit problem?"

[Calliope Zabini]

Ordene, der blev slynget efter hende, gjorde mere ondt, end Calliope nogensinde ville stå ved. Finley havde altid været den vigtigste person i hendes liv og det var som et slag i maven, at han tydeligvis sagtens kunne undvære hende. Endda helst ville være fri.

Derfor stirrede hun også bare stift frem, da hun stod på gangen med Finn. Hun ville allerhelst bare væk, men det ville kun gøre straffen værre, og hun gad ikke være fanget med ham i en lang eftersidning.

“Hvad er dit?” spurgte hun monotont.

[Finley Runcorn]

Ryggen blev lænet mod døren og armene, lagt over kors. Finn ønskede selvfølgelig ikke at miste Calliope, men han var samtidig ikke villig til at indrømme den slags. Han ønskede at være fri fra forlovelsen, forpligtelserne og forventningerne. Skulle de engang være intime, ville det fandme ødelægge venskabet. Ægtefolk var, efter hans optik, ikke ligefrem venner. Snarere virkede de uinteresserede i hinanden.

"For det første, opfører du dig som en på fem," konstaterede han, næsten roligt.

[Calliope Zabini]

Kæben spændtes op som en flitsbue og igen knitrede gnisterne fra spidsen af hendes stav. Heldigvis var der ikke brandbare materialer i hendes nærhed, ellers kunne det nok hurtigt gå galt. Calliope fnøs i foragt af hans ord.

“Skulle jeg hellere opføre mig som dig og lade som om du ikke eksisterer?” spurgte hun glat og sendte han et isnende blik.

[Finley Runcorn]

Næseboerne slap en fnysende lyd. "Selv hvis jeg forsøgte at lade som om, er det sgu svært når du banker bøger ned i borde og skaber dig," bemærkede han trodsigt.

"Har du overvejet, at jeg forsøger at fikse det hele, så vi kan vende tilbage til normalen?" spurgte han. Det var sandt at han havde sendt utallige breve også bestukket en ældre elev til at forhekse en skråler, som han kunne sende hjem mod forældrene i Diagonalstræde.

[Calliope Zabini]

“Fikse det? Held og lykke,” hvæsede Calliope. Hun vidste, hvordan deres forældre var og måske havde hun ville kæmpe for at ændre det med sin bedste ven ved sin side, ligesom hun ikke havde tøvet med at stikke af med ham. Men hun tydeligvis ene om at have det sådan, så Finn kunne sejle i sin egen sø.

“Fuck normalen. Du kan rende.”