Fremtidens farer

[Tom Yaxley]

Datoen var lagt. Det var i sig selv ikke så chokerende. Nej, chokket var nærmere, at Sinéad L. Yaxley's og hans egen familie havde besluttet sig for, at det ville være en glimrende idé at slå deres bryllup sammen med Keeran Appleton's til Maeve Rowle. En mugglerfødt troldmand. Måske var signalet et til de tilbageværende folk fra MACUSA om hvor deres støtte lå på den skala. Måske var det noget helt andet. Uanset grunden, havde det efterladt Tom i komplet chok.

Han havde skrevet til Keeran og bedt ham om at komme, men han anede ikke om det ville ske eller ej. Nu sad han bare på sengekanten og stirrede ud i luften og ventede.

[Keeran Appleton]

Ud fra et rationelt ståsted havde Keeran rigeligt med grunde til at være tilfreds. Han havde en god forlovelse i hus, én af de vigtigere sager i Ministeriet og endda formået at få et dobbeltbryllup med et andet fuldblodspar. Var man sådan én, der fokuserede på følelser, var der sikkert meget dårligt at sige om det. Men det prøvede han ikke at fokusere på, da uglen bankede på vinduet til hans lejlighed.

Et bad og et tøjskifte senere var han på vej gennem pejsen og trådte snart ud i Toms lejlighed, hvor han børstede en smule sod af skulderen.

[Tom Yaxley]

Toms lejlighed var ikke stor og han både hørte og så Keeran træde ud af kaminen. Lyse øjne fæstnede sig på den anden mand - hans kærlighed, ærlig talt - og han tog en dyb indånding.

"Hvordan kan det her være sket...?"

Modsat specialstyrketroldmanden var han ikke kølig og samlet. Hans lyse hår strittede lidt, hvor han havde hevet sig i det, og han lignede en presset mand.

[Keeran Appleton]

Keeran rynkede brynene let over tilstanden på troldmanden foran sig. Normalt var Tom lidt mere nyvasket og nystrøget, men det var ikke dét syn, der mødte ham, så ireren blev stående midt i rummet uden at kunne beslutte sig for, om han skulle nærme sig eller ej.

“Jeg antager, at du mener dobbeltbrylluppet.”

[Tom Yaxley]

Tom var ikke uvasket, men lidt flosset i kanterne. Han så direkte på Keeran, men tog ikke initiativ til nogen fysisk kontakt. Han ville muligvis gå i stykker, hvis de rørte ved hinanden. Og han prøvede ellers virkelig ikke at blive ødelagt af at hans elsker langsomt blev mere og mere investeret i sin forlovede og aldrig rigtig i ham.

Han nikkede tavst. Måske betød det intet for Keeran. Måske passede det ham fint. Den perfekte måde at afslutte deres kapitel på. Han sank hårdt.

[Keeran Appleton]

Langsomt gik Keeran over til Tom og dumpede ned ved hans side. Måske ville en bedre mand have fortalt ham, at han havde været inde over beslutningen om dobbeltbrylluppet, men han undlod.

“Det er bare for dem,” mindede han ham om, tydeligvis uden høje tanker om dem, hvem end de så var.

[Tom Yaxley]

Tom følte sig allerede flosset, men havde endnu sværere ved at holde sammen på sig selv, da først Keeran satte sig ned ved siden af ham. Han forsøgte dog bravt, indtil han slet og ret blev den, der i stedet rejste sig og gik over til køkkenet, for at hælde et glas vand op til sig selv. Der blev han dog stående, lænede sig imod køkkenlågen og drak en tår, før han stirrede ud i luften.

"Jeg gør det ikke," konstaterede han i et øjebliks vanvid. "Jeg kommer ikke."

[Keeran Appleton]

Keeran blinkede, da Tom rejste sig, men burde måske have forudset det. Blikket fulgte ham og vedblev at hvile på ham, da han gjorde holdt i den modsatte ende af lokalet. Han tog en dyb indånding.

“Det er dit bryllup, Tom. Det er du nødt til.”

[Tom Yaxley]

Tom spændte lidt i kæben. Det var et forudsigeligt nok svar, men det bragte ham absolut ingen lettelse at høre ordene fra Keeran. Han rystede langsomt på hovedet. "Hvorfor?"

Blikket fandt specialstyrketroldmanden. "Hvorfor er jeg nødt til det? Hvad ville der ske, hvis jeg bare lod være?"

[Keeran Appleton]

Det ene bryn blev hævet. Måske burde han have forventet det, men Keeran havde fejlagtigt troet, at Tom forstod, hvad der var krævet i det samfund, de var en del af. Tydeligvis ikke.

“Det ved du godt,” svarede han tålmodigt. “Det er sådan, det fungerer. Hvis du ikke møder op, mister dit ord vægt. Og en mand er intet uden sit ord.”

[Tom Yaxley]

Tom fnøs lavt. "Jeg har aldrig givet mit ord på at ville gifte mig med den skingrende tosse," konstaterede han hårdt. Hans blik glødede, da han så Keeran i øjnene.

"Det er ikke os alle sammen, der fik lov til at vælge."

[Keeran Appleton]

Keeran var ikke den, der havde besluttet, hvem Tom skulle giftes med, eller at han overhovedet skulle. Derfor tog han heller ikke det hårde tonefald personligt.

“Nej, det er det ikke,” svarede han. “Og det er forkert. Men det kan du ikke ændre på uden din familie og alliancer i ryggen. Alliancer, man får gennem ægteskab, og ikke ved at pisse de gamle slægter af.” Et glædesløst smil strejfede flygtigt hans læber, men forsvandt lige så hurtigt, som det dukkede op.

[Tom Yaxley]

Tom fnøs let og rystede på hovedet igen. "Bullshit. Mit familienavn har ikke givet mig noget som helst. Min far er er også skingrende skør og jeg har selv skaffet mig mit job, min lejlighed og alt hvad jeg ejer."

Han tog en dyb indånding. "Jeg kommer ikke. Det kan du fortælle dem, når du står der med din tykke lille, æblekindede sekretær og tossen ved siden af."

[Keeran Appleton]

Keeran var klar til at lægge øre til lidt af hvert, men da det begyndte at nærme sig ham eller kvinden, han havde valgt som en forlængelse af sig selv, rynkede han brynene.

“Jeg forstår, at du er vred, men jeg advarer dig, Tom,” konstaterede han roligt. “Kom her og sæt dig i stedet.”

[Tom Yaxley]

Tom klemte hårdt om glasset og vendte blikket væk, imens han rystede på hovedet igen. "Jeg er ikke vred, din idiot," mumlede han, selvom det tydeligvis var løgn. Det var dog rigtigt, at det ikke var alt han var.

"Jeg er ved at miste dig. Og nu skal det endda foregå lige foran øjnene på mig, som om det ikke var svært nok i forvejen."