Noget af en aften

[Elliott Wood]

Det var en ret imponerende fest, hvis man var til den slags. Elliott var det ikke helt, og endte med at sidde i en af de brede gange på en lille pyntebænk, der sikkert aldrig blev brugt. Blikket gled uinvesteret over billedmotiverne.

Først da en skikkelse dumpede ned ved siden af ham, drejede han hovedet og så på Elias Oliver Wood. "Det er noget af et sted, hva'?" bemærkede han og så tilbage til rammerne. På et af portrætterne stod lyshårede, nystrøgede Avery-børn på lige linje langs den brede træppe ude i indgangshallen.

[Elias Oliver Wood]

Undertrykt var et suk, da Elias gled ned på bænken ved siden af sin lillebror. Den lille pokal med bobler blev hævet mod læberne og han tog en god slurk, at sunde sig på. Ikke at han behøvede mere, men tømmermænd ville nok blive det mindste af hans problemer efterhånden.

"Hm?" Lød det distraheret, da pokalen endelig blev sænket og blikket vendtes mod Otter. "Jaerh. Det er lidt vildt." Hagen blev hævet lidt for at betragte portrættet på væggen.

[Elliott Wood]

Elliott havde ganske vist kastet et blik i brorens retning, men det var først var det distræte svar, at han drejede hovedet og rigtigt så på Elias. En lille fold sneg sig ind mellem hans bryn.

"... Hvor har du været?" spurgte han prøvende og vidste bedre end at stille det temmelig direkte spørgsmål, han helst ville have svar på.

[Elias Oliver Wood]

Skulderne blev hævet og sænket en gang. "Ude og trække noget luft," svarede han, i et forsøg på henkasthed. Det havde i hvert fald været intentionen, da han først stødte på Jemima Burke og dernæst pigen på portrætmaleriet, som han snart tvang sig selv til at tage blikket væk fra.

"Er du frisk på snart at tage hjem?" spurgte han, uden egentlig at vurdere at klokken endnu ikke havde slået tolv.

[Elliott Wood]

Henkastetheden var transparent, i hvert fald for Elliot, der i de første år havde delt værelse og senere blot størstedelen af sin fritid med ham. Han kaldte ham dog ikke ud på det.

"Øhm, jeg har lovet at være her til midnat. Lidt," svarede han, oprigtigt beklagende. "Men jeg kan godt finde, øhm, hende og sige, at jeg tager hjem?"

[Elias Oliver Wood]

Fordi mange andre tanker distraherede den unge hjerne, var kommentaren næsten fløjet over hovedet på Elias. Han nåede dog lige at fange sig selv i det - og hænge fast i virkeligheden.

"Hende?"spurgte han. Hovedet tiltede lidt på skrå.

[Elliott Wood]

"Hm?" Elliott skævede hen til Elias. "Oh, ja, Holly." Han og grævlingen havde været venner det meste af skoletiden, og han mente også at have nævnt hende nok over for den ældre bror til, at det ikke krævede forklaring.

"Jeg lovede hende et kindkys til nytår." Det føltes som en underlig ting at sige til sin bror, og han kløede sig lidt på knæet for at have noget at gøre med sin hånd.

[Elias Oliver Wood]

"Ah," Elias bevægede hagen op og ned i et forstående nik. Mundvigen sitrerede en smule, før han kunne mønstre et mere storebroderligt og støttende smil. "Ja. Så er du nødt til at blive." Man måtte holde hvad man lovede... Selvom han nok ikke selv kunne følge eksemplet.

"Er mor og far har stadig?" spurgte han dernæst. Han vidste at han kun kunne skride fra festen, hvis de stadig var her. Otter skulle ikke være helt alene.

[Elliott Wood]

Elliott trak på skuldrene og var sikket på, at han sagtens kunne forklare hende, at han blev nødt til at tage hjem. Især fordi Elias ikke lignede én, der burde tage alene hjem.

“Ja, det tror jeg. Et eller andet sted,” svarede han. “Men jeg har det faktisk lidt dårligt. Så, skal vi ikke bare smutte? Jeg skal altså bare lige finde Holly først.”

[Elias Oliver Wood]

Så snart Otter formulerede at han havde det dårligt, lagde Elias en arm om hans skuldre. "Otter dog..." Han lød bekymret, men samtidig var der et halvtragisk snert af søskendedrilleri over ordene. "Du siger ikke at du har det skidt, fordi du ikke vil kysse hende, vel? Der er intet at være nervøs over."

Selvom det bestemt komplicerede tingene at kysse på piger. Ikke at han havde kysset Jemima. Nej, dér forstod han stadig ikke hvad i merlins navn han skulle gøre. Og han frygtede kædereaktionen der kunne følge.

[Elliott Wood]

Hvis der rent faktisk havde været tale om et rigtigt kys, ville Elliott måske have haft halvklamme håndflader. Men et kindkys med en af sine bedste veninder var ikke noget, han rigtigt havde skænket mange tanker. Derfor rystede han også på hovedet.

“Det ved jeg da godt,” svarede han, selvom det ikke var helt sandt. Han havde jo aldrig kysset nogen.

[Elias Oliver Wood]

Der gik nogle sekunder, før han trak armen til sig. Hænderne blev foldet lidt i skødet, før ryggen lænede sig godt tilbage mod muren bag dem. "Fortæl hende at du smutter, hvis du er sikker på at det er' hvad du vil," forsøgte han broderligt, før blikket vandrede mod det forbandede portræt igen.

Næsetippen summede lidt grundet de glas bobler han havde fået, men modsat andre unge til festen, havde han nok mest af alt lyst til at kravle hjem under dynen.

[Elliott Wood]

Elliott havde ikke lyst til at gøre Holly Bulstrode-Rosier ærgerlig, men i sidste ende var han ikke i tvivl om, hvad der var vigtigst for ham. Derfor nikkede han også blot lydigt, inden han rejste sig og gik ud for at finde veninden. Det tog lidt tid, men han søgte direkte tilbage og fandt Elias, hvor han havde forladt ham.

“Jeg sagde også til mor og far, at vi tager hjem,” bemærkede han og undlod at nævne det undersøgende blik, han havde fået af deres mor.

[Elias Oliver Wood]

Tiden alene var måske ikke den mest strukne, men Elias oplevede sekunderne som endeløse. Især når portrættets beboere blinkede, hævede og sænkede deres brystkasser i vejrtrækning og rettede på gevandterne. Hovedet kunne ikke undgå at genspille samtalerne han havde haft til aften.

Otter blev redningen og Elias tøvede ikke med at rejse sig op og nikke. "Godt. Lad os komme afsted." Han havde ingen intention om at sige farvel til nogen, men satte bare mod nærmeste kamin sammen med sin lillebror. En enkelt gang bumpede skulderen ind i hans. Alkoholen kunne da mærkes lidt.

[Elliott Wood]

Ud over et enkelt glas champagne, da han ankom, havde Elliott ikke drukket andet end sodavand, og han trak bare lidt på smilebåndet, da Elias bumlede ind i ham. Normalt var det utvivlsomt den ældre bror, der havde mest styr på koordinationen.

Det tog dem ikke længe at komme hjem til Portree, men han havde ikke tænkt sig at lade Elias slippe så let, og dumpede ned i sofaen.

“Skal vi ikke fejre nytår, bare os to, så?”