En time til midnat

[Kala Patil-Fawley]

I sidste øjeblik havre Kala forkastet buksernes og i stedet besluttet sig for én af de to kjoler, hun havde i sit skab. Begge havde været købt til I tavs bryllup i nervøsiteten over eventet, og det virkede ganske passende at få luftet den anden i Avery-huset nu. Til sin store forandring gik det hurtigt mere glidende, end hun havde forventet. Hun hyggede sig med de andre Quidditchspillere, og var næsten uberørt, da hun fangede Maisie Ogdens blik på tværs af lokalet.

Hun var derfor hellere ikke sen til at søge hen til William Knight, da hun spottede ham omkring ellevetiden. “Hey fremmede,” hilste hun, da hun nåede inden for hørevidde.

[William Knight]

Det lignede ham nok ikke, men Liam havde forsøgt at holde igen med alkoholen. Pletten var blevet fjernet fra skjorten, men han ønskede ikke flere til at erstatte dem. Desuden... Hvis flere tørre folk fra ministeriet begyndte at snakke med ham, ville han nok være blevet mere sarkastisk og grov i mælet, hvis han havde opbygget en promille.

Men fuck, hvor var det kedeligt. Indtil han da spottede Kala i mængden. "Fremmet? Er det dén leg du vil lege?" spurgte han, med et smørret smil om læberne.

[Kala Patil-Fawley]

Der var allerede et smil om de buttede læber, men Liams ord sendte et umiskendeligt glimt i hendes gyldne øjne. Nok var Kala i sin eks-kærestes hus og han havde da også en eks eller to til festen, men de var langt fra hendes tanker lige nu, som hun trådte et skridt tættere på og rakte hånden frem til ham.

“Godt at møde dig. Hvad sagde du, navnet var?”

[William Knight]

Hånden rakte sig fremad, for at trykke den mørkhårede heks'. Selvom fornemmelsen virkede bekendt, havde han intet imod deres lille pretend-game. Det slog enhver anden interaktion han kunne have herinde.

"Det sagde jeg ikke," lød det kryptisk fra ham. Der blev blinket halv-karikeret med venstre øje. "Jeg kan være lige hvem du ønsker jeg skal være."

[Kala Patil-Fawley]

Kala følte sig lidt summende over håndtrykket og fandt sig selv i et rykke bare et skridt tættere på. Ordene og den karikerede blink fik hende til at grine, og hun trak fingrene igennem det for en gangs skyld løstsiddende hår, førte det lidt væk fra ansigtet.

“Hvad med julemanden?” spurgte hun med et skævt smil, før det gik op for hende, at hun stadig holdt hans hånd. Af en eller anden grund trak hun dog ikke hånden til sig.

[William Knight]

Hænderne hvilede i hinandens. Det gjorde ham lidt varm om ørene, selvom han vidste at han nok - som en ungkarl og en fuldblodstroldmand - var forventet at opføre sig mere anstændigt i det fine selskab. Liam var dog dødligeglad. Først efter et solidt øjeblik, slap hånden hendes.

"Du kan måske lide gamle mænd med langt skæg?" Han strøg en finger over den nøgne hage. 

[Kala Patil-Fawley]

Kala savnede virkelig lommer eller et glas at holde fast i, da Liam slap hendes hånd igen, men snart fik deres ping-pong sendt rastløsheden på afstand igen, og et nyt smil blev lukket frem.

“Nah, men jeg har en svaghed for mænd, der opfylder ønsker,” svarede hun. “... jeg har virkelig prøvet at være artig i år.”

[William Knight]

Blikket vandrede lidt skødesløst og gnistrende over heksens ansigt. Smilehulerne dukkede nu også op nær mundvigene, selv før disse syntes at løfte mere.

"Året er ikke færdigt endnu," bemærkede han dæmpet. "Hvad ønsker du dig så?"

[Kala Patil-Fawley]

Blikket faldt til smilehullerne, inden det atter fandt tilbage til de mørke øjne. Der var noget usigeligt charmerende over det smil, men det havde der jo altid været. Suget i maven tilskrev hun bare champagnen.

“Åhr, det ved jeg ikke. Det alle piger nu ønsker sig,” svarede hun med et skævt smil. “Smykker og kjoler og en enhjørning. Og smykker og kjoler til min enhjørning.” Blikket spillede skælmsk.

[William Knight]

Ønskelisten var temmelig absurd, men fik da Liam til at smile bredere. Omgivelserne og selskabet i Averyejendommen fik  Liam til at føle sig lidt malplaceret, men Kala gjorde scenariet langt mere familiært.

Selvom de snakkede om enhjørninge.

"Kunne du ikke ønske dig noget mindre... omfattende?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala interesserede sig hverken for kjoler, smykker eller enhjørninger. Men hun grinede lidt af Liams spørgsmål og trak på skuldrene, mens hun tog en tår, tydeligvis ikke i hast efter at svare ham.

“Én at kysse til midnat?” foreslog hun med et skævt smil. “Men jeg ved selvfølgelig ikke, om det ikke i virkeligheden er mere omfattende.”

[William Knight]

Så snart ordet kysse blev formuleret, fandt hans tanker tilbage på aftenen de havde spenderet i hans seng. Han havde intet hørt fra forældrene næste dag om noget som helst, men selv hvis han havde - var han nok ikke ligefrem blevet meget beklagelig over hvad der var hændt.

"Du behøver næppe julemandens hjælp, for at finde en at kysse," lød det fra ham. Smilet blev skævt, men han betvivlede ikke at mange fyre ville have lyst til at lægge læberne mod heksens.

[Kala Patil-Fawley]

Svaret gav en underlig fornemmelse i kroppen, og det var først et par øjeblikke og en dæmpet latter for at skjule det senere, at hun indså, at hun var blevet skuffet. Kala rystede det dog hurtigt af sig. Det gav kun mening, hvis Liam hellere ville bruge sin energi på at finde en ny pige at kysse til nytår i stedet for den nødløsning, hun var blevet.

“Jamen så er jeg tilbage til enhjørningen,” svarede hun dog i stedet for at dvæle ved det.

[William Knight]

Liam ville ikke kunne bebrejde Kala, hvis hun ønskede at kysse på andre. En del af ham var vel ikke henrykt over ideen, men samtidig ønskede han ikke at holde hende tilbage.

"Vi kan se om der gemmer sig en, et sted i Averyslottet," Overdrivelse fremmede forståelsen, havde han hørt. Han nikkede ud af nærmeste dør. 

[Kala Patil-Fawley]

Øjnene klemte sig lidt sammen om et spillende blik, men Kala tøvede ikke så meget som et sekund. Faktisk fulgte hun ofte Liam blindt, og hun var da også snart lige i hælene på ham.

“Hvis vi rent faktisk finder en enhjørning, tror jeg alligevel en lille del af mig er nødt til at respektere Alissa,” bemærkede hun med et grin og fulgte ham gennem døren.