Hjerternes tid

[Calliope Zabini]

Besøget hos Runcorn var efterhånden tradition, og Calliope var næsten lettet, da hun kunne træde ud i stuen. Hun hilste forhastet på hans forældre, inden hun satte snuden direkte mod Finns værelse, kun lige i tid til at høre forældrene, der bad om at hente ham med ned.

Så fløj hun ellers op ad trapperne og bankede ikke på, før hun brasede ind på værelset.

Finley Runcorn

[Finley Runcorn]

Munden var fuld af brunkager og krummerne lå strøget over puden, samt bogen der hvilede dermod. Finn lå på maven og kiggede lidt imponeret på bogens illustreringer. Gamle forsøgseliksirer, der var var blevet tænkt og tegnet, men aldrig veludført. Eliksirer som lovede storslåede ting... Bogen havde han selvfølgelig snuppet fra farens bryggeri, og han havde ikke været skånsom, at dømme på æselørene på siderne.

"Fuck!" bandede han højt, da Calliope stormede ind.

"Har du hørt om at banke på?"

[Calliope Zabini]

Calliope var ret sikker på, at Finn godt vidste, at de kom i dag. De havde trods alt skrevet sammen, også om det, og hun rynkede brynene lidt. Et øjeblik glemte hun alt om, hvad hun havde fået besked på.

“Slap dog af,” fnøs hun og kastede et nysgerrigt blik ned på bogen. “Hvad lavede du da?”

[Finley Runcorn]

Ventet besøg eller ej, havde kvindemennesket nærmest braget gennem døren. Finn baksede sig langsomt op og sidde, før han tonsede en hånd gennem håret. Uundgåeligt kom der også brunkagekrummer ind mellem lokkerne. En køn tilføjelse til dem der allerede sad i mundvigene.

"Læste," spurgte han og nikkede mod bogen. "Kedeligt shit." Løgn, men han ville ikke fremstå som kedelig. Desuden blegnede bogen i sammenligning med selskab.

[Calliope Zabini]

Finley med uglet hår og kagekrummer over det hele var nok til at trække en munter lyd fra hendes læber, og det kildede da også lidt i maven. Men det ville hun fandeme ikke sige til nogen. Callie nikkede lidt og kastede et overfladisk blik rundt, før hun så tilbage på ham. Der lignede sig selv.

“De siger, vi skal komme ned,” konstaterede hun med ugideligt himmelvendte øjne.

[Finley Runcorn]

Nyheden om at forældrene ville have dem til at gå nedenunder, lod ikke til at interessere Finn det mindste. I stedet tiltede hovedet på skrå, før blikket flakket lettere overvejende mod døren.

"Og..?" spurgte han. "Vi skrider først ned, når de begynder at råbe på os."

Og det var netop hvad de gjorde. Finn sukkede teatralsk og kom på benene. "Lige tredive sekunder mere. Jeg kan ikke lide at blive kostet rundt med."

[Calliope Zabini]

Bemærkningen fik hende til at skille læberne i et gavtyvesmil, før Calliope droppede ned at sidde på hans seng. Det virkede helt naturligt efter så mange års venskab.

“De virkede pisse alvorlige. Jeg ved ikke, hvad de altid skal være sådan over,” sagde hun og lænede sig med ryggen mod muren. “Kan du huske sidst med græsset? Ja, ja, græsset var forhekset og måtte ikke betrædes, men hvad skulle hele familiemødet til for? Sæt dog et skilt. Eller sig det hurtigt, før vi går udenfor. Sværere er det vel ikke.”

[Finley Runcorn]

Finn trak på skulderne endnu en gang over Cals bemærkning om forældrene. Det var sandt at de kunne være ret stramme i betrækket. Han nikkede, da hun sendte hans tanker tilbage på dengang med græsset. Selvfølgelig blev der himlet godt og grundigt med øjnene.

"De kan godt lide at gøre det besværligt for os. No shit." Og så hørte han dem råbe hans navn igen. "Vi må hellere, Cal. Ellers giver de os kraftedme ikke fred." Han rejste sig modvilligt fra sengen, før han hev Cal med sig. Han anede dog ikke hvad der ventede ham, da de først kom ned...

"Forlovet?!" Han smækkede døren til værelset så hårdt, at man skulle tro at hængslerne ville falde af, da først de var kommet ovenpå igen.

[Calliope Zabini]

Der ventede dem ikke en lang snak. I hvert fald ikke fra Calliopes forældre. Men det var mere effektivt end nogle lange, snørklede sætninger eller noget andet, hun nogensinde havde oplevet. Det var Callie, der brød tavsheden først og stemmen dryppede gift.

“Fuck det her.” Hun ventede ikke på svar, men marcherede direkte ud af stuen og op til Finns værelse med ham lige i hælene, selvom hun knapt bemærkede ham, før døren smækkede i med et overdøvende brag. Alligevel føltes lyden forsigtig i forhold til det kraftudbrud, hun havde behov for at komme med.

Hun endte med at trampe hårdt i gulvet, før hun snurrede om og så direkte på ham. “De kan ikke gøre det her. De kan ikke få os til det. Det er fucking middelalderligt og helt hul i hovedet.”

[Finley Runcorn]

"Middelalderligt?" Gentog Finn, mens hele det giftige ordforråd blev gennemsøgt for bedre beskrivelser. "Det er noget forbandet, forpulet troldepis!" Og det var nogenlunde det samme han havde skreget mod forældrene, før han fulgte efter Cal. Selvom den slags betød, at han fik stuearrest. Intet var værre end at blive solgt som et drageæg på det sorte marked, for at kunne avle fint, rent blod i fremtiden.

Ad. For. Helvede.

"Jeg føler vitterligt at jeg skal knække mig..."

[Calliope Zabini]

Callie havde åbnet munden for at stemme i, men forbandet, forpulet troldepis syntes egentlig at dækket det ret godt. “Nemlig,” istemte hun derfor rasende efter noget tid, men krydrede det alligevel med et fnys, der var en drage værdigt. Det var i hvert fald næsten før der kom røg ud af næsen på hende, var hun ret sikker på.

Alligevel så hun fornærmet på Finn, da han fortsatte. “Tak,” svarede hun knastørt.

[Finley Runcorn]

Lige nu, var han ikke ligefrem interesseret i at skåne Calliopes følelser. Han dumpede ned på sengen og knugede så hårdt om puden, at man skulle tro at han ønskede at kramme den itu.

"Du ved hvad jeg mener," brummede han vrissent. Kinderne var blevet grundigt røde, grundet vreden og uretfærdigheden havde også mærket øjnene. Og så begyndte han at grave i hele brækværdighedsdelen af scenariet, "Det er en klam situation. Sådan... vi er venner. Det er klamt." 

[Calliope Zabini]

Det var langt ud over hendes fatteevne, at Finn overhovedet kunne sidde bed lige nu. Selv travede Calliope rastløst frem og tilbage på værelset, mens hænderne skiftede mellem at være spændte til små kugler og fastende lidt i luften. Bemærkningen sendte hende ud på samme rejse.

Én ting var at begynde at overveje måske i en fjern, fjern fremtid, hvis ikke han var en total lort, at kysse Finley. En helt anden ting var at tænke på at skulle giftes med ham. Få børn... og gøre det, der skulle gøres for dét. Hun skar ansigt.

“Okay, nu forstår jeg kvalmen,” mumlede hun og skridtede endelig gennem rummet for at dumpe ned ved hans side.

[Finley Runcorn]

Finns hænder modellerede puden temmelig grundigt, mens han stirrede lidt frem for sig. Blandt andet på en af troldmandsbandplakaterne der hang på modsatte væg. Selv da Cal satte sig ned og gav et blødt ryk i madrassen, holdt han fokus mod plakaten. Og endelig var han stille.

Indtil han altså måtte tvinge ord over læberne.

"De gør det for at kontrollere os."

[Calliope Zabini]

Calliope gloede selv stift frem på et lille hul i tapetet i væggen over for. Det var hende, der havde lavet det, engang hun havde svunget lidt for vildt med tryllestaven under en livagtig gengivelse af en besværgelsestime. Benene stoppede med at svinge og endelig stod støvlerne helt stille.

“Ja, no shit, Merlin,” mumlede hun tvært og endte med at rejse sig op igen, som en ny bølge af raseri ramte hende. “Og hvad fuck var alt det der om ansvar? Tag ansvar for jeres handlinger, ansvar for jeres fremtid. Hvordan kan vi det, når I tvinger os til det her?” Det sidste spørgsmål var råbt, tydligt henvendt forældrene. Hun trampede lidt i gulvet.