Når man burde pakke

[Kala Patil-Fawley]

Med ferien lige rundt om hjørnet og en god sidste træning for året bag sig var Kala i strålende humør, da hun trådte ind i opholdsstuen. Pakningen stod næst på listen og i en søgen på overspringshandlinger, faldt hendes blik på Jemima Burke.

Hun havde nok aldrig rigtigt bemærket den yngre slange, før de kom på hold sammen. Der havde altid været så meget i hendes eget liv at deale med, at det først var nu, hun rigtigt havde tid til at se, hvad der foregik med andre. Og at Jemima ofte sad alene.

Derfor var det også uden tøven, at hun skridtede over til holdkammeraten og dumpede ned i sofaen ved hendes side.

"Glæder du dig til ferien?"

[Jemima Burke]

Jemima havde siddet i sine egne tanker med en bog og prøvet at få læst på en lektie, da Kala dumpede ned ved siden af hende. Det gav et sæt i hende, men hun behøvede ingen overtalelse for at lukke bogen sammen. Hun havde alligevel læst det samme afsnit mindst tre gange, uden at det var trængt helt ind.

Hun trak på skuldrene og så ned med et halvhjertet smil "Det bliver meget rart med lidt luftforandring." mentalt skar hun en grimasse. Luftforandring til forældre der altid bed af hinanden og familie-arrangementer der kørte på hvem der snart skulle afsættes og hvem der havde flest ting i klemme, men prøvede at lade som om det ikke var tilfældet.

[Kala Patil-Fawley]

Det nedslåede blik fortalte hende, at emnevalget havde været elendigt, og Kala slog omgående bremserne i. Hun var elendig til akavede emner og endnu dårligere til at trøste så hun fugtede læberne og slog hurtigt ind på et nyt.

"Ja? Kommer du så til nytårsfesten hos Avery?"

[Jemima Burke]

Spørgsmålet fik Jemima til at skære en grimasse før hun nåede at tage sig selv i det og hun så op med et skyldigt udtryk "Uhm.. kun hvis de gamle vrider armen om på mig." konstaterede hun tørt, men ærligt og klar over, at det meget vel kunne være tilfældet de gjorde det "Det ville være nogenlunde den mest akavede nytårsaften nogensinde. Alissa ville være himmelhenrykt for at se mig der." fortsatte hun med slet skjult sarkasme.

[Kala Patil-Fawley]

Grimassen gik ikke Kalas opmærksomhed forbi, og hun nåede kun lige at overveje, hvad der dog var holdkammeratens grund til ikke at ville komme, da hun afslørede den helt af sig selv. Kala nikkede lidt.

"Ah, ja. Du ville ikke være den første, der har gjort sig upopulær hos en Avery," indskød hun med et sigende blik. "Hun er en strid, lille gimpe, hva?"

[Jemima Burke]

Jemimas blik flakkede over Kalas kommentar og hun tøvede før hun nikkede. Hun var rimelig sikker på den anden ikke havde noget at gøre med Alissa og i hvert fald ikke var en af hendes forgudende får, men hun var altid på vagt før hun sagde noget til nogen hun ikke kendte så godt. Man vidste aldrig hvad der fandt vej til de forkerte "Det.. er dagens underdrivelse." mumlede hun og lænede sig tilbage med armene krydset en smule defensivt over brystet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke haft meget med Alissa at gøre. Den yngre pige havde selvfølgelig været der de få gange, hun havde besøgt Imrah, men hun havde altid klogeligt holdt sig på afstand. Men hun kunne godt se, at alle ikke havde den luksus.

"Hør, hun har sine kloner og vist nok også en forlovet. Hun har slet ikke tid til at tage sig af, at du er der. Og ellers skal jeg nok gemme dig under skørtet," bemærkede hun, selvom det nok ville blive lidt trangt.

[Jemima Burke]

En sitren i Jemimas ene mundvig blødte den trykkede stemning lidt op, men forsvandt snart igen, da hun lagde nakken tilbage mod det knirkende, grønne læder og så op i søens duvende lys "Hun har ellers fin tid til holde øje med hvad jeg laver på alle andre tidspunkter." det var svært at lægge den pessimistiske tankegang fra sig. På samme tid var det befriende at tale med en, der ikke var en del af det "Undskyld.. det var ikke meningen jeg skulle læsse det af på dig." hun sukkede dybt "Jeg tror bare virkelig ikke det er nogen god idé at jeg viser mig på Alissas hjemmebane."

[Kala Patil-Fawley]

Brynene søgte lidt sammen. Det var svært ikke at se bare en lille smule af sig selv som femtenårig i pigen, der sad foran hende. Kala daskede blidt til hendes ben.

“Så slemt er det sikkert ikke,” trøstede hun. “Hvad er det, der er sket mellem jer?”

[Jemima Burke]

Jemima drejede hovedet uden at løfte det og så på Kala med sammentrukne bryn og en skuldertrækning "Alt." hun skar en grimasse "Jeg har det rigtige navn, men den forkerte personlighed åbenbart. Det var vist der det hele startede. At jeg ikke ville være en af hendes samling."

[Kala Patil-Fawley]

Kala forstod ikke hele det det familieræs, der kørte blandt nogle af de store fuldblodsfamilier. Hun vidste, at hendes morfar havde det på nogenlunde samme måde, men hun så stadig lige uforstående på Jemima.

“Så? Er det ikke bare at lade hende være, så?”

[Jemima Burke]

Spørgsmålet fik Jemima til at se en smule skyldig ud, før det blev afløst af et stramt drag om de ellers fyldige læber "Jeg er nogenlunde lige så god til at vende det døve øre til, som Peeves er til at holde kæft." konstaterede hun tørt og løftede endelig hovedet igen "Jeg gider bare ikke blotte struben og finde mig det og det er ret svært at undgå hende og de andre når vi har timer sammen.. OG deler sovesal."

[Kala Patil-Fawley]

Som en relativt konfliktsky person havde Kala ikke megen erfaring med den slags udfordringer. At holde hovedet nede og forsøge at holde sig på folks gode side, havde fungeret ganske fint for hende indtil videre.

“Altså jeg vil ikke tvinge dig til at komme med. Jeg siger bare, at du kan hænge ud med os fra holdet eller mine venner, hvis det er, du beslutter dig for at tage med,” konstateredes hun. “Og det synes jeg, du burde. Lad være at give hende den magt.”

[Jemima Burke]

Jemimas blik flakkede igen mens hun så på den ældre Slange og det krævede ingen professor at konkludere, hun generelt havde svært ved at åbne op "Tak." mumlede hun så, tydeligt beklemt, men med et lille smil "Det vil jeg gerne... hvis jeg tager med." skyndte hun sig at tilføje, før hun tænksomt lukkede fortænderne om sin underlæbe "Kommer der mange fra skolen tror du?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede og havde ikke så meget mere at sige, før Jemima selv besluttede sig for at søge emnet. Hun sendte hende et skævt smil og nikkede lidt.

“Ja, den familie kender det meste af det magiske samfund. Jeg tror endda, vi har formået at overtale Elias Oliver Wood,” bemærkede hun med et grin. Elias havde altid så skide travlt med Quidditch. Og når Kala mente det, var der noget om det. “Ham kender du godt, ikke?”