Findes der en håndbog til forhold

[June Chang-Masters]

Bemærkningen om at tage hjem var blevet taget meget bogstaveligt, da June dagen forinden havde forladt Skt. Mungos og Benedict McLaggen i hospitalssengen. Flere gange overvejede hun selvfølgelig at tage tilbage, men hver gang spillede hun de vrisne ord for sig selv i tankerne, og hver gang besluttede hun sig for bare at blive.

Hun sov mildest talt af helvedes til og var allerede fuldstændig smadret, da hun forlod en tom lejlighed for at tage ind til Ministeriet. Alt for mange timer og bemærkninger om god bedring til Ben senere, kunne hun dog endelig tage hjem.

En del af hende forventede selvfølgelig, at han var hjemme, da hun trådte ud af pejsen. Alligevel kaldte hun ikke på ham som normalt, men skridtede i stedet hen til soveværelset, hvor hun kastede et blik ind.

Dagen efter Når skaden er sket

[Benedict McLaggen]

Ben var blevet udskrevet om morgenen og havde tilbragt formiddagen med at æde og læse.

Han skulle ikke møde ind før dagen efter på arbejdet og derfor dovnede han en hel del. Han lå og snorkboblede på sofaen under et tæppe, da June kom hjem og vågnede ikke ligefrem af det.

[June Chang-Masters]

Soveværelset indeholdt ikke en Ben, og en kortlivet bekymring flaksede i hendes bryst, indtil hun marcherede tilbage i stuen og fandt ham der. Irritationen tog dens plads. Tydeligvis havde han ikke nogle udfordringer med at sove.

Uden at værdige ham et ekstra blik gik hun ud i køkkenet og gav sig til at vaske op uden at tage det mindste hensyn til, at der lå nogen i stuen.

[Benedict McLaggen]

Lydene fra køkken havde først ingen virkning, men trængte alligevel langsomt igennem, indtil øjne langsomt gled lidt op. Ben slap en lav, lidende lyd selv, før han kom helt sløvt op at sidde og knappede sine bukser.

Han besværede sig ikke med at kalde, men lod tæppet blive liggende i sofaen og traskede mat ud i køkkenet til sin utvivlsomt bekymrede kæreste. Det var derfor med en forventning om omsorgsfuld opmærksomhed han troppede op i døråbningen.

[June Chang-Masters]

June baksede lidt rundt i køkkenet og fik plads til kopperne i skabet ved at skubbe de andre bagud til lyden af klinkende porcelæn. Følelsen af, at hun ikke var alene længere, sneg sig dog snart ind på hende, og hun kastede et enkelt blik over skulderen, før hun fortsatte med at tørre af med viskestykket, selvom en hurtig besværgelse kunne have gjort det.

"Åh, du er vågen."

[Benedict McLaggen]

Det ville være synd at sige at forventningerne blev indfriet. I stedet stod Ben tilbage med en rynket pande og så på sin kæreste, der tørrede af.

“Ja,” svarede han tøvende. “Og hjemme fra hospitalet efter en alvorlig ulykke...”

[June Chang-Masters]

June vendte sig ikke om igen, men vedblev blot at tørre den samme kop, der efterhånden havde været tør længe. Men der var ikke andet at tørre af, og hun havde virkelig brug for noget at foretage sig.

"Du sagde, du havde det fint?"

[Benedict McLaggen]

Ben trykkede læberne lidt sammen over svaret fra June. Det var ret langt fra hvad han havde satset på fra hende og han tog en dyb indånding gennem næsen, før han svarede.

“Mest for at du ikke skulle bekymre dig,” konstaterede han. “Jeg kan se at det virkede...”

[June Chang-Masters]

Koppen var nu så latterligt tør, at viskestykke begyndte at give klagende lyde, når hun gned det rundt indeni, så June stillede alligevel koppen fra sig på køkkenbordet. Hun vendte sig rundt og lagde armene over kors.

“Så, du ville gerne have, at jeg var bekymret, men ikke nok til at være hos dig på Skt. Mungos. Det ene sekund er det en alvorlig ulykke, det næste er det bare hverdagen for én i specialstyrken. Så fortæl mig endelig, Ben, skal jeg være bekymret eller ej?”

[Benedict McLaggen]

Bens bryn trak sig tæt sammen over Junes reaktion. Han huskede mest følelsen af at hun ikke kunne komme hurtigt nok væk fra ham. En dyb indånding senere forsøgte han at sætte ord på det.

“Det var meget tydeligt, at du ikke havde lyst til at være der, June,” konstaterede han. “Og så havde jeg faktisk ikke lyst til at du var der. Men jeg beklager, at jeg regnede med at du ville være lidt omsorgsfuld nu. Jeg skal nok skride, så du ikke behøver besvære dig med mig...”

Han slap dørkarmen og vendte sig rundt med en dårlig smag i munden.

[June Chang-Masters]

June vidste ikke helt, hvorfor hun var så vred. Hun vidste bare, at hun ikke skulle tilbage til et hospital igen i den nærmeste fremtid, og at hun ikke var interesseret i at mærke den rædselsfulde knugen i brystet, hun havde oplevet på vej derhen for at se Ben, igen.

“Ja, for det er løsningen ikke? At gå eller bede mig om det. Jeg troede virkelig, vi var færdige med det pis.”

[Benedict McLaggen]

Ben skred ikke så langt. Han dumpede ned i sofaen med et dæmpet grynt.

“Ja, for du er jo så moden,” svarede han efter hende, før han gled længere ned. “Selvhøjtidelige kvindemenneske,” mumlede han til gengæld kun for sig selv.

[June Chang-Masters]

Et farligt fnys fulgte Bens exit, og June blev stående lidt, før hun stillede den sidste kop på plads. Hun havde ikke meget lyst til at gå ind i stuen og fortsætte diskussionen, men hun kunne heller ikke bare blive stående derude. Så i sidste ende skridtede hun efter og satte sig i den anden ende af sofaen.

“Er det virkelig dét indtryk, du har af mig? At jeg ikke gider besvære mig med dig?”

[Benedict McLaggen]

Ben var noget mindre i sit Es i dag, efter en nat på hospitalet. Han var lidt rødøjet, som han sad der og så ud i luften. Underlæben dirrede svagt og han trak benene op til sig.

“Du havde i hvert fald ikke lyst til at være der i går,” svarede han. “Og så ved jeg ikke hvad jeg skal tro. Jeg manglede dig...”

[June Chang-Masters]

June følte, at hun havde retten på sin side, lige indtil hun så Ben mere sårbar, end hun huskede nogensinde at have set ham før. Overvældet af den dårlige samvittighed, tyggede hun ned om sin underlæbe.

“Jeg prøvede at respektere dine ønsker,” mumlede hun, denne gang for at forklare frem for at forsvare sig selv. “... Undskyld.”