Al den stress

[Vera M. Selwyn]

Elias Oliver Wood

Det var en ganske almindelig mandag aften og Vera sad og stirrede ind i ilden, selvom det egentlig var ved at være sengetid. Hun havde ikke lyst til at gå op til de andre piger i sovesalen. Hun var nervøs for at de på en eller anden måde kunne regne ud hvad der var sket, selvom det stadig var stort set usynligt. Jesus kristus, hvad ville folk ikke tænke om hende? Hun havde altid været vant til andre menneskers dømmende blikke, men det her var for meget.

Derfor sad hun nu med hagen placeret i sin hånd og den anden hånd på sin pande, lænet hen over sine ben og hvilede albuerne på knæene. Hun følte sig helt udmattet og træt, men ville hellere sidde her og stirre ind i ilden og forsøge at tømme sit hoved for tanker.

[Elias Oliver Wood]

Det lignede ikke anføreren at vende så sent tilbage til ørnereden. Men mange mønstre var nok blevet brudt efterhånden. Især efter han var begyndt at snige rundt med Alissa Avery , og var blevet så ihærdig omkring træningen, nu hvor det var sidste chance for at gribe Quidditchpokalen, at han ikke havde tid til meget andet.

Egentlig havde han forventet at møde en tom, blåtonet opholdstue, men nogen sad foran den blussende kamin. Vera. Et blødt og venskabeligt smil foldede sig over hans læber, men det krævede ikke ligefrem mere end et par flygtige sekunder at se at der var noget fjernt over hendes udtryk.

"Hey..." lød det fra ham, mens han skridtede over mod hendes siddeplads. "Du er sent oppe."

[Vera M. Selwyn]

"Er det sent? Det havde jeg ikke bemærket." Sagde hun og sukkede dybt. "Hvorfor sover du så ikke endnu?" Spurgte hun og vendte ansigtet mod ham.
"Er det ikke vigtigt for sådan nogle quidditchspillere som jer, at få jeres skønhedssøvn?" Bemærkede hun og løftede sine øjenbryn, hvorefter hun lod blikket glide tilbage mod pejsen, hvor ilden var ved at gå ud.

[Elias Oliver Wood]

Elias trak lidt på skulderne. "Altså... jo... men der er nogle måneder til næste kamp," bemærkede han. Det stoppede ham nu ikke ligefrem fra træningen, men det var en søforklaring. Han dumpede roligt ned ved siden af veninden. Blikket fulgte hendes ind i kaminen for en stund.

"Øhm... Er der noget galt, Vera?"

[Vera M. Selwyn]

"Jeg er bare lidt træt." Sagde hun med et afdæmpet suk. "Og sulten. Virkelig sulten." Sagde hun.
"Har du noget mad?" Spurgte hun, selvom han sikkert ikke havde.
"Jeg kunne seriøst godt spise nogle græskartærter og fire chokoladefrøer." Bemærkede hun. "Specielt hvis tærterne var dyppet i ketchup." Hendes mund løb i vand. Hvorfor var det så svært, at finde mad her i huset?

[Elias Oliver Wood]

Øjnene betragtede hende med en temmelig analytisk bekymring. Han rystede dernæst på hovedet. Køkkenet var virkelig langt væk fra Ravenclawtårnet, og han havde ikke ligefrem et vinterforråd.

"Har du ikke spist aftensmad?" spurgte han.

[Vera M. Selwyn]

"Jo. En masse." Sagde hun og sukkede frustreret, hvorefter hun lænede sig tilbage mod sofaens ryglæn.
"Er bare ret sulten for tiden." Bemærkede hun og trak på skuldrene.
"Har du ikke engang lidt chokolade?" Spurgte hun ynkeligt.

[Elias Oliver Wood]

Anføreren måtte ryste på hovedet endnu en gang. Han havde hørt at mugglere der røg pot, kunne blive rimelig sultne. Men det var ikke ligefrem fordi han kunne lugte det på Vera.

"Desværre, V." Hovedet blev tiltet på skrå. Måske var det sådan en kvinder-og-deres-cyklus-ting. Ikke at han vidste meget om det, men stereotypen havde fundet en plads i baghovedet.

[Vera M. Selwyn]

"Årh." Bemærkede hun irriteret og sukkede så dybt og forsøgte at give slip på sin irritation.
"Tilgiv mig." Sagde hun og lagde hovedet på hans skulder.
"Jeg er endt i en lidt omvæltende situation." Bemærkede hun. "Men du må love ikke at sige det til nogen okay?" Bemærkede hun. Alle de der fuldblods var i fucking familie med hinanden alle sammen og hun gad ikke have at de begyndte at hviske om det i krogene.

[Elias Oliver Wood]

Uroligheden blev ikke ligefrem dæmpet. Elias havde virkelig aldrig set Vera så omtåget og besynderlig som hun opførte sig lige nu. Måske havde hun rodet med nogle eliksirer... Teorierne var nuancerede.

"Hmh?" Lød det dæmpet fra ham. "Jamen, selvfølgelig." Lovede han.

[Vera M. Selwyn]

Vera sukkede dybt. Måske var det ikke smart at tale med Elias om det, men hun havde virkelig brug for sine venner lige nu.
"Jeg er gravid, det er Lucas' barn." Sagde hun og skævede op mod ham, uden helt at kunne se ham når hun havde sit hoved på hans skulder.
"Og inden du bliver vred på ham, så var det mig der var sjusket med min eliksir." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe.

[Elias Oliver Wood]

Nyheden var så overraskende, at Elias ikke rigtig kunne formå at forme en eneste sætning. Her var hans veninde - gravid. Han havde ikke engang haft... Han lod sagen ligge.

"Wow... Er du... Jeg mener... Er du okay?" spurgte han, ret konfust.

[Vera M. Selwyn]

"Nej." Sagde hun og sukkede dybt. "Men det går nok, det er bare en omvæltning." Sagde hun. Hun havde stadig ikke rigtig fundet ud af hvad der skulle ske nu, om hun kunne nå at færdiggøre sin uddannelse helt, eller om hun blev nødt til at droppe ud lige inden.
"Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil have børn, det er bare sket så tidligt." Bemærkede hun med et suk.

[Elias Oliver Wood]

Anføreren sad tavst for en stund. Han tilhørte ikke en af den slags familier der dømte hændelser som disse. Det var bare så uvant, pludselig at bare tænke på at en af hans venner skulle have et barn. Han tyggede lidt sammen - overrasket over at Vera omtalte det så roligt. Bare en omvæltning.

"Og... ved Lucas det?" spurgte han endelig.

[Vera M. Selwyn]

Vera omtalte det kun så roligt, fordi hun følte hun blev nødt til det. Hvis hun omtalte det roligt, kunne det være hun kunne lyve for sig selv og så føle sig rolig.
"Ja jeg sagde det til ham i en Hogsmeade weekend." Forklarede hun.
"Jeg ville ikke kunne holde det for ham, selv hvis jeg ville. Han kender mig alt for godt, jeg prøvede faktisk, men det gik ikke." Bemærkede hun og gabte lidt. Pludselig følte hun sig meget træt og havde næsten lyst til at falde i søvn, her på Elias' skulder.