Det grønne monster

[Tom Yaxley]

Tom havde hørt om forlovelsen samme uge. Han havde ikke set Keeran Appleton siden, men han formodede, at der måtte have været en periode, i hvilken ireren ikke fortalte ham om hvad han gik og lavede. Og nu var det så ude i den almene sladder, uden at han havde været forberedt. Det satte ham ikke i det bedste humør i starten af festen for alle afdelingerne.

Da han så en mørk hårpragt og noterede sig at han stod alene, gik han dog alligevel derover og klarede halsen en smule.

"Keer," hilste han. "Jeg forstår, at jeg skylder et tillykke..."

[Keeran Appleton]

Keeran var i ganske fint humør til julefrokosten efter at have fået et par anerkendende bemærkninger med på vejen, nogle mere sobre end andre. Med dem i tankerne stod han da også og spejdede lidt efter sin sekretær, da en helt anden englænder dukkede op foran ham.

"Tom," gengældte han hilsenen med et oprigtigt smil. "Tak." Det var han sikkert ikke tilfreds med, assistenten, men det kunne Keeran ikke rigtigt bekymre sig om lige nu.

[Tom Yaxley]

Tom var ikke så oprigtig. Han havde allerede løbet spidsrod for at undgå Sinéad L. Yaxley og han havde ikke plads til at hans elsker blev lykkeligt forlovet. Det var som salt i et sår.

“Jeg går ud fra, at det er derfor jeg ikke har set dig,” konstaterede han med en halvbitter undertone.

[Keeran Appleton]

Keeran mente, at han havde gjort mere end rigeligt med plads til Tom, men der skulle intet geni til at tolke, at assistenten ikke var enig. Det var dog ikke nok til at feje det skæve smil af hans ansigt.

"Ja," svarede han ærligt.

[Tom Yaxley]

Tom smilede ikke. Han var jaloux og ikke på nogen måde i stand til at skjule det. Læberne blev trykket sammen til de blev hvide og han stirrede lidt ud i luften.

"Hvorfor hende?"

[Keeran Appleton]

Keeran hævede et øjenbryn og prøvede ikke alt for åbenlyst at nyde Toms jalousi, selvom han da svælgede lidt i det med en tår.

"Har du set hende?" spurgte han og kastede et blik i hendes retning, før han så tilbage på assistenten.

[Tom Yaxley]

Tom nød overhovedet ikke situationen. Han stirrede ud i luften, før hans blik igen fæstnede sig på Keeran og begge bryn skød lidt op.

"Stop dog," udbrød han. "Du ville ikke bare kaste rundt med den slags løfter på grund af et kønt ansigt og et par brede hofter, Keer."

[Keeran Appleton]

Tonen var skarp og gjorde det endelig lettere at kvæle smilet. Keeran rettede sig op.

"Hvad ved du om det, Tom?"

[Tom Yaxley]

Lyse øjne blev klemt sammen og forblev på Keeran, som troldmanden foran ham rettede sig op. Han rynkede panden.

“Så hendes navn har intet at gøre med det?”

[Keeran Appleton]

Keeran tog en dyb indånding og lod blikket glide overfladisk over lokalet, vurderede diskret om nogle så ud til at lytte. Det lod ikke til at være tilfældet og blikket fandt de lyse øjne igen.

"Vær nu ikke tåbelig," drævede han.

[Tom Yaxley]

Toms næsefløje udvidede sig. Han havde lyst til at pointere at han på ingen måde var tåbelig, men det kunne hurtigt blive en barnlig diskussion. I stedet tog han en dyb indånding.

“Hvordan fik du charmeret dig ind på Rowlefamilien?”

[Keeran Appleton]

Trods nydelsen ved at se Tom i jalousiens vold, var Keeran ikke blind for den uhensigtsmæssige lokation til samtalen og rettede sig bare lidt op.

"Er du overhovedet sikker på, at du vil have svarene på alle dine spørgsmål?"

[Tom Yaxley]

Lyse øjne gnistrede og roser blomstrede frem i Toms kinder, som han stirrede på Keeran.

“Ja,” svarede han simpelt. Men åh, hvor var det dog langt fra simpelt, den redelighed de var i.

[Keeran Appleton]

Keeran fnøs, men trak mentalt på skuldrene. Tom havde fået muligheden og han var en voksen mand, der var komplet i stand til at tage sine egne beslutninger og håndtere konsekvenserne deraf.

"Gennem hende. Min ansættelse her, mine ambitioner fremadrettet og at jeg kommer til at betale for det hele var med til at hjælpe med at sluge det," fortalte han roligt.

[Tom Yaxley]

Rowle havde sagt ja til en mugglerfødt og det gjorde Tom ekstremt mærkeligt tilpas. Han klædte sig i fjerene af en tolerant troldmand, men hans efternavn var Yaxley og i sin jalousi kunne han ikke lade være med at blive rasende over at en fuldblodsfamilie accepterede hans Keeran.

Han stirrede på ham i et langt øjeblik, før han talte, temmelig åbenlyst påvirket. “Så. Er det bare det? Nu har hun dig?”