Seriøs lektielæsning

[Penelope Parker]

Igennem de lidt over fem år på skolen, havde Parker haft meget få med eftersidning og hun vænnede sig aldrig rigtigt til, at hun tre aftener om ugen i to uger ikke skulle spise med sine venner for i stedet at vaske op nede i køkkenet. Det var ikke noget, hun brokkede sig over, men hun følte sig altid lidt underligt tilpas, når hun trådte ind i den menneskeforladte opholdsstue og vidste, at der stadig var cirka tyve minutter til, at maden var færdig. Og så skulle folk også først lige op i tårnet.

Med et suk sank hun derfor ned i sofaen og gloede lidt rundt. Efter et par minutter fandt hun sine lektier frem. Så kunne hun i det mindste lave noget, og sådan gik det til, at hun, da de første elever trådte ind i opholdsstuen efter mad, lå krøllet sammen om en bog i en af sofaerne og sov tungt.

Aedan C. Finnigan

[Aedan C. Finnigan]

Aftensmaden havde været et sted han næsten altid mødtes med Parker og det var meget mærkeligt at spise uden hende. Især efter at Cailean Morgaine var røget på hans sorte liste.

Han spiste nu nærmest hele tiden med Robin B. Cresswell alene. Det var hyggeligt nok, men han savnede sin kæreste og var en af de første i tårnet. Dermed var han også en af de første til at se hende sovende i sofaen og det blev ham, der knælede ned og rystede hendes skulder blidt. “Parks? Penelope?”

[Penelope Parker]

“Mh?” Parker missede lidt med øjnene, men de gled snart i igen og det var først, da Aedan brugte hendes fornavn, at hun blinkede søvnen væk og stillede skarpt på ham. Brynene samledes, mens hun prøvede at skubbe sig op at sidde.

“Er alt okay?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan rakte en hånd frem for at hjælpe Parker op at sidde og brummede let.

"Alt er fint. Du var bare faldet i søvn midt i opholdsstuen. Vil du ikke hellere op i seng?"

[Penelope Parker]

Parker tog imod hånden med et skævt smil og rystede på hovedet. “Nej, nej, jeg ventede bare på dig,” forklarede hun og bankede to gange på hynden ved siden af sig som invitation.

“Var det dig, der kaldte mig Penelope?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan svang sig ned at sidde ved siden af hende og lagde den ene arm omkring hende, før han smilede lidt af spørgsmålet. Det virkede fjollet, men det havde faktisk føltes meget fint, selvom han aldrig brugte hendes fornavn.

"Ja? Det er jo dit navn, ikke, fjolle?"

[Penelope Parker]

Det var efterhånden blevet helt selvfølgeligt, at Aedan lagde en arm om hende, og Parker gled ind til ham med et smil i værdsættelse over nærheden. En lille fold havde dog sneget sig ind over hendes næseryg.

“Uhm, jo, men der er jo ingen, der bruger det,” pointerede hun og rykkede sig kun kortvarigt væk fra ham for at lægge bogen over på bordet.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan trak på skuldrene og placerede et kys på Parkers kind, da først hun sank tilbage i sofaen til ham.

"Jeg tænkte ikke over det. Men måske kan jeg godt lide at kalde dig det," svarede han tænksomt.

[Penelope Parker]

Parker rynkede brynene let. Penelope var så langt og klodset. Og desuden var det nærmest kun hendes bedstemor, der brugte det. Når altså ikke hun fik skæld ud.

“Kan du?” spurgte hun og svang benene over hans. “Siden hvornår?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan trak på skuldrene igen. "Måske. Det er meget rart at have noget pænt at kalde dig, som ikke alle andre gør..."

Han lagde sin frie hånd under hendes knæ og nussede hende lidt. "Kan du ikke lide det?"

[Penelope Parker]

Parker så tankefuldt på ham, mens hun smagte lidt på navnet. I sidste ende rystede hun dog på hovedet, selvom et smil sneg sig frem over hans berøring.

“Ikke rigtigt,” indrømmede hun og løftede den ene skulder lidt. Men måske hvis Aedan brugte det? “... Er det en kæreste-ting?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan fnøs en anelse muntert over Parker og kunne godt leve med at undlade at bruge det, selvom han synes det var ret fint. Han hævede et bryn over spørgsmålet.

"Måske. Ja. Jeg gad godt have noget at kalde dig, men ikke et af de der klæbrige kælenavne, som folk bruger."

[Penelope Parker]

Parker slap en underholdt lyd og rykkede lidt tættere på. Hun havde godt set på de ældre elever med forundring og snigende kvalme, når de stod helt tæt og kaldte hinanden pussenussede ting. At stå tæt med Aedan havde hun intet imod, men hun var ganske tilfreds med, at de satte grænsen ved kælenavne.

“Bør jeg så også kalde dig noget?” spurgte hun og lagde hånden over hans underarm, nussede den lidt.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan vidste godt at de lidt flirtede med grænsen for hvor tæt man kunne sidde, men han var ligeglad lige nu. Corban Yaxley Jr. kunne ærligt bare komme an, hvis han ville sige noget.

Parkers spørgsmål fik et skuldertræk med et smil. "Aed? Jeg ved det ikke. Hvad vil du gerne kalde mig?"

[Penelope Parker]

Parker rynkede brynene lidt. Hun havde ikke engang overvejet, at de skulle kalde hinanden noget og trak på skuldrene.

“Det ved jeg ikke. Jeg kan godt lide Aedan,” svarede hun og mente det. “Det... passer til dig. Aed.”

Hun smilede fåret. Men når alt kom til alt kunne hun ikke finde på noget, der var bedre end Aedan.