Et ord der for nogle er hårdt at sige

[Cailean Morgaine]

Tråd til Penelope Parker

Cailean havde ikke sovet ret godt i nat. Ha var vågnet flere gange, og også alt for tidligt da det alt for hurtigt blev morgen. Han havde heller ikke haft nogle fritimer i dag, og efter sidste lektion havde han haft et sammenstød med en gruppe fjerdeårs, som virkelig havde testet hans tålmodighed.

Der var derfor ikke noget at sige til, at han ret hurtigt efter at have sat sig med en bog i sofaen, var faldet i søvn med bogen liggende på hans bryst halvt åben.

Ingen havde tilsyneladende gidet at vække ham, da det blev tid til aftensmad, så nu lå han bare og snorkede alene i opholdsstuen.

[Penelope Parker]

Selvom de fleste af kollegianerne var i storsalen, havde Parker stadig haft nogle eftersidninger tilbag efter slagsmålet med Cailean til allehelgens, og hun havde spist sandwiches nede i køkkenet efter den.

Udmattet kravlede hun ind gennem portræthullet og overvejede mest af alt at gå direkte i seng, da hun fik øje på snorkende Cailean. Selvopholdelsesdriften burde have holdt hende langt væk, men hun krydsede alligevel rummet og prikkede tøvende til ham.

[Cailean Morgaine]

Cailean mumlede en lyd da noget prikkede til ham, og han rullede om på siden, hvilket fik bogen til at glide af hans bryst og lande på gulvet med et lille bump. Prikkene, bogen der gled og lyden, var alligevel nok til at Cailean glippede lidt med øjnene, fugtede læberne og prøvede at finde ud af hvor han var, og hvem der stod foran ham.

Det var bare Parker. Han så lidt på hende. Hun virkede højere, når han sådan lå ned og hun stod op, hvilket var lidt surrealistisk. Han kløede sig lidt på hagen, inden han satte sig op og strakte ryggen lidt, hvorefter han kiggede rundt i opholdsstuen, som åbenbart var helt tom.

”Hey.” Sagde han kort, og gned det ene øje lidt. Det havde været meget rart med en lur, og tilfredsheden over at have sovet lidt, smittede af på måden han talte til hende. ”Hvor er folk henne?”

[Penelope Parker]

Parker var åbenbart mester i at sætte sig selv i uheldige situationer. Det var i hvert fald sådan, hun havde det, da hun stod og kiggede ned på Cailean, som bevægede sig under hendes blik. Selvbevidst rettede hun blikket væk og satte sig på det lille stuebord foran sofaen.

"Uhm, det er aftensmadstid," pointerede hun tøvende og forventede halvt, at han ville beskylde hende for det.

[Cailean Morgaine]

Aftensmad. Fuck. Cailean spærrede øjnene op og søgte efter uret på den ene væg. Det var aftensmadstid, og det var halvvejs inde, så hvis de skulle nå noget overhovedet, ville de skulle hælde made i sig uden at tygge. ”Åh, for helvede altså.” Brokkede han sig, inden han samlede bogen op og kom på benene.

”Okay, men vi kan bare gå ned i køkkenet så.” Han regnede helt automatisk med, at Parker heller ikke havde spist, når hun nu sad her og… Ja, hvad hun nu end lavede. ”Kommer du?” Han havde bogen under armen og var allerede halvvejs ovre mod portræthullet, med en utilgivelig sovemanke.

[Penelope Parker]

Parker så ikke på uret. Eller på Cailean. Hun sad bare og kiggede lidt på ilden, mens hun forberedte sig på, at det uundgåelige ville ramme. Intet skete. Faktisk stoppede han og ventede på hende og hun blinkede overrasket.

"Uhm, ja, selvfølgelig," svarede hun og rejste sig for at følge efter. De havde ellers ikke snakket sammen siden allehelgen.

[Cailean Morgaine]

Cailean betragtede hende mens hun kom over. Hun virkede lidt fraværende, gjorde hun ikke? Han undrede sig lidt over hvad det mon handlede om, men han havde heller ikke rigtig snakket med hende i lidt over en uge.

Han ventede lidt med at fortsætte hen til udgangen, da hun kom op på siden af ham. ”Hvad er der? Er du ikke sulten, eller hvad?”

[Penelope Parker]

Parker var ikke særlig sulten, men hun havde savnet sin ven og trak derfor bare på skuldrene, før hun kravlede ud gennem portræthullet. Hun tog en dyb indånding.

“Jeg har lige spist,” indrømmede hun. “Men vi kan godt gå derned.”

[Cailean Morgaine]

Cailean så lidt skeptisk på hende, mens de fortsatte mod trapperne. ”Hvorfor? Hvis du har spist?” Hun var umulig at gøre sig klog på for tiden.

[Penelope Parker]

Parker sukkede og gik ned ad trapperne med en følelse af, at hun burde have vidst bedre. Hun stak den ene hånd ind under sweateren og nussede Mimi, der chillede i en stoffold.

“Du skal derned, ikke? Jeg tænkte, du ville have selskab,” svarede hun og trak på skuldrene.

[Cailean Morgaine]

Han løftede et bryn, men hvis hun havde en craving for at løbe op og ned af trapperne, så skulle hun da være hjerteligt velkommen.

”Nå, men var det godt så? Maden i storsalen?” Det var værd at undersøge om han skulle spørge efter rester nede i køkkenet, eller om han skulle få alferne til at lave noget andet.

[Penelope Parker]

“Det ved jeg ikke,” svarede Parker og trak på skuldrene igen. Med Cailean var det af og til som at være venner med en ulmende vulkan.

“Jeg spiste i køkkenet... eftersidning.”

[Cailean Morgaine]

Eftersidning? Cailean kom næsten til at grine, og han vendte ansigtet for at se på hende. ”For hvad?” Han var ret klar til at drille hende med at være blevet opdaget, og det var tydeligt i hans blik.

[Penelope Parker]

Det var ikke fordi det kriblede i Parker efter et nyt skænderi, faktisk lige tværtimod. Hun mærkede dog et spædt temperament røre på sig ved spørgsmålet.

“Jeg kom op at slås til allehelgens,” mumlede hun og trak hånden ud fra sweateren igen, for i stedet at placere dem begge i lommerne. Blikket var stift rettet fremad.

[Cailean Morgaine]

Det trak i hans mundvige og han skulle lige til at grine. ”Dig? Med hve-” grinet forsvandt pludselig ret hurtigt, og han blev tavs. Blikket rettede han også ret hurtigt ligefrem i stedet, mens tankerne kørte på overarbejde.

Han rynkede lidt på næsen. ”Vanya Patil-Fawley er også bare en tør kiks. Var det din fars eller hendes skyld?”