Skakmat

[Vincent Ferris]

Vincent var ved at krepere, da Robin B. Cresswell udpegede ham og Elliott Wood som skalpartnere. Hans mellemgulv tog en lille tumletur og han var en smule rød i ørerne, da han satte sig ned og trak stolen ind mod bordet.

Rundt om dem spillede andre også, men Vinnie var ret optaget af den bebrillede Hufflepuffer.

[Elliott Wood]

Elliott var ikke særlig god til skak og havde ikke rigtigt noget at lave i skakklubben. Ud over selvfølgelig at skæve diskret mod krøltoppen fra Ravenclaw. Han følte sig også sat lidt for meget i spot, da han pludselig fandt sig selv direkte over for ham.

Selvbevidst klarede han halsen, da han mistede sit ene tårn under højlydte beklagelser fra hans brikker.

"Spiller du, øhm, tit skak?"

[Vincent Ferris]

Vincent var heller ikke særlig god til skak og var der kun efter følelsen af mild tvang. Han havde det ekstremt akavet i en flok af primært 6. års. Men eftersom han generelt havde det meget akavet tit, var det intet nyt.

Han trak lidt mat på skuldrene af spørgsmålet. “Det ved jeg ikke rigtig,” svarede han. “Gør du?”

[Elliott Wood]

Elliott stirrede lidt på den yngre elev over svaret. Han kunne nok godt lave en liste med tre ting, han hellere ville end at spille skak, men han endte selv med at trække på skuldrene.

"Øhm, nej, ikke rigtigt," indrømmede han, selvom det nok ikke var svært at se.

[Vincent Ferris]

"Okay," svarede Vinnie lidt tamt. Hvad skulle han ellers sige? Noget klogt? Men han havde intet klogt at byde på. Han famlede lidt, imens han gjorde et helt elendigt træk med et tårn.

"Øhh," fik han frem. "Hvad har du... Øh... For nogen fag?"

[Elliott Wood]

Mystificret skævede Elliott fra brættet til drengen over for sig og havde i det øjeblik virkelig svært ved at huske, hvad han overhovedet havde.

“Øhm... De, øhm, gode.. øh. Eliksirer. Besværgelser.”

[Vincent Ferris]

Vinnie anede ikke hvad de gode fag var. Han havde stadig dem alle sammen, ud over de valgfag han ikke tog. Så han blinkede lidt over den type opdeling og kløede sig i nakken, før han tog endnu et halvdårligt valg på skakbrættet.

"Uhm... Øh... Hvorfor er de fag gode?"

[Elliott Wood]

Elliott fortrød allerede, at han overhovedet havde sagt noget, men han kunne ikke så godt sige, at han i det øjeblik havde glemt, hvilke fag, han havde og havde haft brug for de ekstra sekunders tænketid. Han trak på skuldrene og sendte en bonde i døden.

“Det, øhm, jeg kan godt lide dem. Jeg er også glad for talmagi,” svarede han forlegent.

[Vincent Ferris]

Vincent fattede ikke et suk af hvad der skete i samtalen med den anden dreng. Kun at han var helt usædvanligt akavet, selvom han også normalt var akavet. Det var lidt et shitshow. Ordet talmagi stod dog frem som en livline og han greb den med en entusiastisk lyd, som han kom til at læne sig lidt for langt frem og nær væltede tre brikker på gulvet. De fik dog reddet sig selv og bandede bare af ham, som han forlegent faldt sammen på stolen igen.

"Jeg har også talmagi," forklarede han rødkindet.

[Elliott Wood]

Det virkede som en redningskrans, da Vincent væltede sine brikker på gulvet og udjævnede lidt af akavethedsbarren for dem begge og Elliott smilede til ham med et fåret smil.

“Ja?” Normalt kunne han sagtens snakke om det i timevis. Lige nu sad han bare og nikkede. “Det er cool.”

[Vincent Ferris]

Vincents brikker faldt ikke helt på gulvet, men var tæt på. Det gjorde dem tydeligt gnavne og deres investering i at han vandt faldt betragteligt. Ikke at han rigtig lagde mærke til det. Han var fascineret af Elliotts smil og opdagede ret sent, at han selv sad og besvarede det. Han rømmede sig lidt og rankede ryggen. Hvad var der i vejen med ham?!

Og hvad var det lige de snakkede om? Pis. Han blinkede og nikkede stumt. Talmagi!

“Er det dit yndlingsfag?”

[Elliott Wood]

Det var bestemt ikke blandt de mere glidende samtaler, Elliott havde haft på skolen, men han hyggede sig overraskende godt. Også selvom de mest af alt bare smilede og nikkede lidt til hinanden og det var det, Elliott fortsatte med.

"Jaeh. Eller altså, nej. Øhm, jeg har ikke rigtigt yndlingsfag," fik han fremplapret og kløede sig lidt på kinden. "Men talmagi er godt. Fint. Jeg kan godt lide helbredelsesmagi."

Hvor kom det fra? Han anede det ikke.

[Vincent Ferris]

Fra tal til helbredelse og fumlen med ordene til flere af de der smil fra grævlingen, som satte noget meget ukendt i gang hos Vincent. Han kunne næsten ikke være i sig selv.

Samtalen fortsatte bare mere og mere akavet og på en eller anden måde formåede de begge to at tabe til hinanden, uden at nogen af dem virkede til at gå op i det. Vinnie så på uret, da brikkerne var pakket sammen. “Klokken er mange. Alle bør altså finde deres kollegier,” foreslog han forsigtigt. “Vi er tæt på sengetid.”

[Elliott Wood]

Det var et rædselsfuldt spil skak og en endnu mere kaotisk samtale, men Elliott var alligevel helt mør i kæbemusklerne af at smile som en idiot, da han kastede et blik ned på uret. Men det var rigtigt, hvad Vincent havde sagt. Ikke at han forstod, hvordan timerne var gledet sådan.

"Skal jeg, øhm, vil du følges? Lidt af vejen?" De skulle hver sin vej. Elliott kløede sig lidt i nakken. "Øhm, jeg mener... Altså... Til trappen."

[Vincent Ferris]

Vinnie blinkede en enkelt gang over spørgsmålet, før han kløede sig lidt i krøllerne. Han rømmede sig en enkelt gang. "Altså... Ja. Jo. Jeg burde nok følge dig hele vejen, hvis nu nogen skulle synes du var for sent ude," konstaterede han nervøst.

Ville Elliott synes det var en åndssvag ting at sige?