Dunken i hovedet

[Calliope Zabini]

Allehelgens var endt katastrofalt, mildest talt, og Calliope var vågnet med et hoved, der ikke kun dunkede på grund af, at hun havde delt en hel flaske vin med Finley. Det havde føltes som tortur bare at sætte sig op, men hun havde lovet Felix Burke at gå ned til hospitalsfløjen, bare for at være på den sikre side. Især nu, hun ikke var fuld længere og kunne komme i ballade.

Med et helt husorkester i hovedet, var hun derfor sjokket ned på sygefløjen og var netop blevet tilset af helbrederen, da det gik op for hende, hvem der sad i nabosengen.

"Finn?"

Finley Runcorn

[Finley Runcorn]

Katastrofalt var en dækkende beskrivelse. Finley havde spenderet resten af aftenen, efter sin benlås, på at knække sig. Han huskede svagt at have haft en samtale om opkast med Vincent Ferris , men det var nu hvad der var hændt i krypten der havde indprintet sig stærkest.

Ryggen var vendt mod nabosengen, og selvom han normalt ville have bidt mærke i Calliopes stemme med det samme, som hun snakkede med helbrederen, havde tandhjulene i hovedet værket så grundigt, at han ikke havde registreret meget. Ikke før hun altså sagde hans navn.

"Hvad?" mumlede han. Det bekymrede ham at hun var her, men samtidig tyggede han det i sig. Stemmen lød nærmest stænket med ligegyldighed.

[Calliope Zabini]

Calliope burde måske have forventet, at Finn ville være et røvhul, men det var forsvundet lidt bag Felix' interesse-erklæring, hvad end det så skulle betyde, og det faktum, at hun både havde kastet op og flækket læben.

Det afvisende tonefald fik dog det hele til at vende tilbage og hun stirrede frem for sig igen med et bistert udtryk. Fint, hvis han ville have det på dén måde.

"Bare glem det," mumlede hun og ventede bare på, at helbrederen ville komme tilbage og sige, at hun kunne gå.

[Finley Runcorn]

Der var ingen dramatisk årsag til at Finn var her. Jo, han havde da fået smurt noget salve på albuen, som havde manglet mere hud end hvad godt var. Problemet var, at han var blevet bemærket af en vejleder fra sjette, da han nær havde kastet op efter morgenmaden. Så var det fluks til Hospitalsfløjen. Som han åbenbart ikke måtte forlade før han havde fået mere kulør tilbage i ansigtet... Han var englænder, for merlins skyld. Og bleg som dagen efterårsdagene var korte.

Stadig uden at vende sig om mod Cal, sad han der og gyngede lidt med fødderne. Dumme tøs... Hun havde efterladt ham på det kolde gulv, havde hun.

"Hvordan kan du være sur på mig?" lød det endelig. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad han havde gjort. Nej. Det var ham der skulle være stille, og hende der skulle glemme det.

[Calliope Zabini]

Calliope var ved at være træt af, at Finn skulle være sådan en tøs omkring det og tage alt så skide personligt. Tidligere havde han da aldrig hængt sig i den slags, havde han?

"Du ville forlade mig nede i kælderen," pointerede hun, stadig tydeligt bitter over det. "Og du hev i mig og var generelt en rigtig nar."

Med de fleste ville hun måske være komplet uberørt. Men Finley havde været der, når ingen andre var og hun var ikke vant til at blive svigtet på dén måde.

[Finley Runcorn]

Finn lod det ikke ligge. Ikke denne gang. Alkoholen havde nok fået ham til at blive mere arrig og følsom over situationen end normalt, men han var overbevist om at hun var gået over stregen.

"Jeg ville ikke forlade dig," mumlede han tvært og kløede sig på halsen. Et af de svage tegn på, at han løj. "Kun i begyndelsen. Jeg kom og hev dig op, fordi du var en stædig mokke i mørket."

[Calliope Zabini]

Calliope kiggede ikke på ham og bemærkede ingen tegn på noget. Men hun troede ikke rigtigt på ham og havde lidt for travlt med at være sur over at blive kaldt en mokke. Hvorfor skulle han også være sådan, når hun havde mest lyst til pandekager og at være vandret.

"Pot, kettle," bemærkede hun og pegede først på ham, før hun pegede tilbage på sig selv og lod hånden falde igen. Hun magtede ikke engang at lyde sur.

[Finley Runcorn]

Endelig tvang Finn sig selv til at vende sig mere mod hende. Han så stadig meget knotten ud, men han forsøgte at bide det i sig. Bare en lille smule. Hun skulle ikke få for meget af det gode. Hvilket han åbenbart havde overbevist sig selv om, var at han ikke så fornærmet ud.

"Kom du til skade da jeg... snublede over dig?" spurgte han endelig.

[Calliope Zabini]

Calliope havde vendt sig fra ham igen og sad bare med dinglene ben og en flad fornemmelse i kroppen over gårsdagens vinindtag. Hun trak derfor også bare på skuldrene med et generelt betuttet udtryk.

"Hvad bekymrer du dig for?"

[Finley Runcorn]

"Hvem siger at jeg er bekymret?" Kom det halvdefensivt fra Finn. Hvis Calliope bare havde kunne svare på spørgsmålet i stedet for at få ham til at føle sig som en idiot for overhovedet at spørge i første omgang. Han slap et irriteret suk og vendte ansigtet væk fra hende igen.

"Du bekymrer dig i hvert fald ikke om mig."

[Calliope Zabini]

Nok var Callie sur og havde generelt ikke vanvittigt meget indsigt i sit følelsesliv, men hun vidste da, at Finley på en eller anden måde var vigtig for hende.

"Det burde jeg i hvert fald ikke," bemærkede hun glat og rankede sig lidt, før hun besluttede, at det også kunne være ligemeget med den helbreder og skubbede sig ud af sengen.

[Finley Runcorn]

Selvom Finn nok ikke burde tage det som en kompliment, var det hvad han gjorde. Så Calliope bekymrede sig om ham. Og var åbenbart irriteret over det. Han kom på benene så snart hun gjorde. Selvom han lige måtte kæmpe mod svimmelheden i de første stående sekunder.

"Slog du dig da jeg snublede?" spurgte han igen.

[Calliope Zabini]

Calliope måtte selv kæmpe med balancen og jamrede et par dæmpede bandeord. Hendes hjerne føltes klammere end den havregrød, hendes bordmakker ukritisk havde klasket op i sin skål. Hun følte sig kvalm ved tanken.

Måske derfor kunne hun heller ikke så sig selv til at se overrasket ud eller så meget som flette et eller andet dårligt modsvar sammen. Hun trak bare på skulderen og trak en pegefinger over sin stadig hårde, let hævede overlæbe. I det mindste var den ikke flækket mere.

"Det er ikke så slemt," mumlede hun og fortsatte, tøvende, og mest fordi det efterhånden var en temmelig vedholdende vane at fortælle Finn alt. "Jeg slog mig lidt mere, da jeg faldt på trappen senere."

[Finley Runcorn]

Blikket var vendt mod Calliope. I det mindste svarede hun ham denne gang. Det måtte være et godt tegn. For når piger var stille, var de vrede. Det havde han hørt. "Oh..." Han lød nærmest lettet, hvilket nok var besynderligt i lyset af at hun var faldet to gange den aften. Og havde slået sig.

"Det var da heller ikke klogt at falde." Pointerede han.

[Calliope Zabini]

Engang havde Calliope været en pæn pige og Finley ballademageren, der havde lært hende alle de rigtige måder at lave rav i den på. Nu var han et røvhul, der kun kunne konstatere det åbenlyse og var ligeglad med, om hun kom til skade.

"I det mindste ikke lige så dumt som at stå her og snakke med dig," svarede hun glat og gik beslutsomt mod dørene. Hvis han kunne være ligeglad, kunne hun også. Det havde hun i hvert fald lært hjemmefra.