Sirene-fangst

[Algernon McLaggen]

Algernon rettede sig op og lænede sig lidt tilbage igen med en vis arrogance, men stadig med en flirtende charmesmil. ”Jeg kan da det hele,” erklærede han og blinkede til hende. ”Jeg mangler bare en lækker pige, der ikke bliver kedelig i længden.” Selvtilliden fejlede absolut intet.

[Astoria Flint]

Astoria havde ærligtalt altid set en smule ned på de piger der måtte falde for McLaggens charme. Godt nok kunne han være sød, men den mørkhårede heks vidste også bedre end at falde for ethvert scoretrick. Hun var ikke et sekund i tvivl om at han talte hende efter munden og at det med garanti også var hans taktik omkring de fleste andre piger. Det ville være naivt at tro at han rent faktisk var oprigtig. – Og selv, hvis han var, var hun ikke sikker på om han ville være det værd. ”Åhh, Algernon…Hvad har jeg dog gjort for at vinde din gunst?” Hun klukkede lettere underholdt, som hun lagde hovedet tilbage imod sofaens armlæn og hun lod så ellers hænderne glide op igennem de mørke lokker.

[Algernon McLaggen]

Et underholdt fnys forlod ham, inden han underbevidst strøg sin underlæbe hurtigt med tommelfingeren, før han fugtede dem med tungen. ”Jeg stille mig selv det samme spørgsmål, hver aften når jeg ligger i min seng.” Svarede han og lagde dramatisk hovedet tilbage, ”du ved: Åh, Algernon! Hvorfor spiller Astoria på dine hjertestrenge, når hun kunne komme og spille noget andet.” Han gestikulerede teatralsk, og kunne ikke lade være med at smile drilsk, da han så på hende igen.

[Astoria Flint]

Astoria rettede sig en smule op, som hun slap taget i sit eget hår. Hun rystede lidt på hovedet af Algernons ord, men hun blev så ellers bare siddende med hovedet let på skrå, som hun nu placere hagen i den ene håndflade og sad og betragtede ham lettere vurderende. Som om hun mistænkte ham for at være ude på narrestreger – Hvilket hun var ret overbevist om at han var. Minen blev dog derefter alvorlig og hun rystede så bare lidt på hovedet. ”Jeg er ikke én man leger rundt med.” Svarede hun så.

[Algernon McLaggen]

Algerno betragtede hende kort med et smil over læberne, inden han rettede sig lidt op og rykkede på sig, så han igen sad med ryggen mod ryglænet og ansigtet mod det store vindue ud til søen.

”Selvfølgelig ikke. Det tror du vel heller ikke jeg kunne finde på?” Han vendte hovedet, og så på hende igen med et påtaget uskyldigt udtryk.