En stor nyhed

[Astoria Flint]

Tråd tilegnet Leander Flint

Oktober 2026 - Sen aften 

Korridorerne

Det var noget lort. Noget rigtig lort for at sige det mildt. Astoria havde ikke syntes at kunne få fat i Leander hele dagen og først nu, hvor det var relativt sent hen på aftenen, var Astoria blevet færdig med alle sirenernes opgaver, for derefter at have hægtet Alissa af nede i opholdsstuen. Hun var således nu på vej op imod storsalen og her fandt hun på vejen ganske rigtigt Leander, der lod til at være på vej i den modsatte retning. ”Leander…?! Hov, Leander, vent lige…” Kaldte hun efter ham, som hun satte i småløb, for at indhente ham. Hun lod en hånd strejfe broderens skulder, som hun nåede op på siden af ham og lidt kluntet, smuttede hun ind foran ham. ”Hør…Vi…Vi er nødt til lige at tale.” Bad hun, som de brune øjne flakkede en smule nervøst og hun lagde armene over kors. ”Jeg har prøvet at få fat på dig hele dagen…Kan vi…Ikke lige sætte os et sted?” Bad hun, som dådyrøjnene var blevet alvorlige.

[Leander Flint]

Leander Flint var pirrelig den aften. Det havde pisset ham rigeligt af at se, at Slytherins første Quidditchkamp blev imod Hufflepuff. Det kunne ikke blive mere antiklimatisk, end at starte skoleåret ud mod pisgul stue. Omvendt havde Gryffindor fået en værdig modstander, i weekendens opgør mod Ravenclaw.

Og som om det ikke var bittert nok i sig selv, var Gryffindors holdkaptajn søreme kommet rendende med en professor og en latterlig skrivelse om, at de havde fået overdraget banen. Eftersom Leander gnavent havde kommenteret, at de ligeså godt kunne få professoren til at fikse kampen til deres fordel, nu de var i gang med særbehandlingen, var hans kost blevet inddraget indtil aftenstid. 

Bedst som han var på vej ned i opholdsstuen med kosten befriet fra professorens grabber, afskar hans søster Astoria ham fra krypten. Galden fortonede sig fra Leanders ansigt, og han løftede et mistænksomt, snart sardonisk øjenbryn ad hendes kluntede, nervøse skulderklem. "Jo, selvfølgelig. Men jeg gider ikke pjevserne inde i Storsalen, så kom med ovenpå,"

Han tog hende ved armen, og trak hende med ud på stortrappen. Det var ikke overhovedet typisk at hans lillesøster var påtrængende, eller synligt bekymret; hun praktiserede sædvanligvis den overlegne, januslignende sirenestil. Hun var ikke nogen tudemarie, så Leander vidste, at det var noget seriøst de skulle tale om. 

[Astoria Flint]

Astoria kunne mærke det vende sig i hendes mave, som hun pludselig stod foran sin storebror. Hele dagen var egentlig forløbet ganske fredeligt…Almindeligt, uden at hun havde skænket moderens brev megen tanke. – Altså jo..Klart, det var komme tbag på hende at det skete nu…Hun havde forventet at hendes ældre bror skulle have været den første i rækken af de to...Men nu..Tja..Der var vel ikke meget at sige eller gøre….Andet end at affinde sig med situationen.Hun betragtede Leander løfte brynene af hende, alt imens hun mærkede sit eget stressniveau stige og hun lod de slanke hænder gnide sig lidt imod hinanden, før hun atter rakte ud for at tage imod broderens arm og give denne et let, men kærligt klem. Hun nikkede, tog en dyb indånding og hun fulgte så ellers med ham op af trapperne. ”Det kan også være ét godt det samme…Sirenerne har snuppet alle de gode dronningekostumer til allehelgenes og nu står jeg til at ligne en idiot som snehvides stedmor..” Bed hun irritabelt, mest for blot at få lidt aggression ud. Det sidste hun havde orket til aften, havde egentlig været at hænge ud med Queen B’en, der ikke syntes at have særligt meget til at forgå oppe på øverste etage. Emnet lod hun dog hurtigt slå hen, som hun nikkede ud imod balkonen og ganske let, bevægede hun sig derudaf, blot for at stoppe op halvvejs, sukke dybt og så vende sig lettere pludseligt imod Leander. Øjnene udviste panik…Panik og ikke mindst en bøn om hjælp, som hun betragtede Leander med stor fortvivlelse idet ordene forlod hendes mund; ”Mor har trolovet mig væk. - Han er 27...”

[Leander Flint]

Leander skævede mod sin underarm, idet han mærkede et klem om ærmet. Han smilede overrasket til søsteren, men gik ellers videre uden at påtale det. De var ellers ikke den slags søskende, der ustandseligt pillede ved hinanden.

Han lyttede til hendes frustration og fnyste til sidst; ligeglad med damernes trivielle kostumevalg, men synligt provokeret af, at den såkaldte fællesstrategi om at komme i majestæt, forudsigeligvis typecastede Astoria til en andenrangs matronerolle. Det var grotesk, at hans lillesøster altid var røven af kålormen.

"Hvad snakker du om, det er dem, der bliver til grin," Han smilede stridslystent. "Snehvides stedmor er badass. Hun finder sig overhovedet ikke i, at en tilfældig fusertøs tronraner hende og tager al opmærksomheden fra en magtfuld heks af rent blod," Med et muntert blink med øjet, puffede han hende i siden og lod hende finde sig til rette på balkonen. 

Han lænede sig en smule tilbage mod rækværket, og drejede overkroppen halvvejs mod hende. Hendes tydelige rædsel og hjælpeløshed fik ham til at stivne i vantro. "Hvad har hun?!" hvislede han, nu arrig i stedet for målløs. "Det er jo sygt. Hvem er så den gamle stodder, du skal genskabe formuen med? Han er garanteret et svin, når han ikke for længst er blevet gift," vrissede Leander. 

[Astoria Flint]

På en eller anden måde, syntes Leander altid at kunne få Astoria en smule op med humøret. Han var god ved hende…Passede på ham…Og selvom de havde deres kontroverser indimellem, var hun overbevist om, at han alligevel altid ville have hendes ryg. – At han ville passe på hende, så længe han kunne, før hendes nu trolovede skulle overtage rollen som hendes beskytter. Hun havde ganske kortvarigt sendt ham et lille smil, da det kom til hans mening om Snehvides stedmor, men emnet syntes hurtigt at falde til jorden, da trolovelsen i stedet kom på banen. Lidt nervøst rettede Astoria på sin bluse, før hun lagde armene over kors og eftertænksomt, bed hun sig i læben, som blikket faldt imod gulvet. Øjnene flakkede en smule omkring, som de stod på balkonen og stille, lænede den mørkhårede heks sig nu også lidt op af rækværket. ”En Marlowe.” Erklærede hun lidt lavt, før hun rakte ind under blusen og hev et brev ud, som hun havde ladet sidde i spænd under bæltet i bukserne. Hun foldede det ud, rakte det stille til Leander og blev så ellers bare stående. ”Hun skriver kun at han hedder Andrew, er enearving til familiens formue og at han vist arbejder i ministeriet….Skidehyggeligt.” Mumlede hun sarkastisk, før hun rettede lidt på de mørke lokker. ”Jeg bliver til grin på hele skolen, når det ryger ud…”

[Leander Flint]

Harmdirrende som han var, trængte galden straks ud i Leanders ansigt. De blå øjne var bekymrende små, øjenbrynene krummede bistert, og munden var foruroligende sammenbidt. Hans følelser var altid åbenlyse, eller ifølge idioterne, komisk åbenlyse. 

Frustreret slog han hårdt ned i stengenlænderet, inden han så på Astoria. Det var en svinestreg, og uretfærdigheden i moderens beslutning pissede ham af. Det var fandengaleme uværdigt, at hans lillesøster blev forlovet pr postordre. Og det var en hån mod ham, slægtens kommende patriark. Flint-navnet var ikke en tromler, man kastede til tilfældige. 

Han skar misbilligende ansigt, da hun nævnte fyrens familie. "Marlowe, ad. Så er han ikke engang en indflydelsesrig, gammel stodder," konkluderede Leander bittert, inden han foldede brevet ud. Det læste brev blev hurtigt rakt tilbage, som om han hurtigt ville blive fri for det. Han halvsmilede forstående ad hendes spydige, men retvisende ord. 

"Så bagvasker du dem da bare ligeså grusomt for et eller andet," opfordrede han hende med største selvfølgelighed. "Bare italesæt lortet langt mere positivt end det er. Vi er fuldblods; det er en tradition, at vi trolover os strategisk."

[Astoria Flint]

Det gav et mindre gip i Astoria som storebroderen slog en knyttet hånd ned i stengærdet. En lille grimasse blev skåret, som den kønne unge dame rynkede brynene og uvidende om, hvad hun helt skulle sige, fugtede hun blot læberne, før hun med en smule optimisme atter forsøgte at vende situationen. Trods alt, så hun sig lettere nødsaget til alligevel at forsøge at forsvare sin trolovede lidt, hvis ikke hun skulle tabe fuldstændig ansigt overfor Leander heller og fremstå som den svage af de to. ”Måske ikke, hvis du ser på blodet…Men penge skulle der være nok af.” Erklærede hun sigende, som hun modtog brevet igen og efter at have pakket det væk, trådte hun atter Leander ét skridt nærmere. ”Ligegyldigt, hvad nogle af os tænker, så tror jeg at jeg bliver nødt til at affinde mig med at det er dér jeg står.” Mumlede hun lettere irritabelt, idet hun samtidig ikke helt kunne holde sig fra at fjerne et fnug fra Leanders jakke. ”Selvom jeg ikke just er begejstret for tanken om, at blive befamlet af en mand, der sikkert kræver familieforøgelse hurtigt, med den alder han er i.” Hun rynkede utilfredst på næsen og som hun stod der, gøs hun en smule ved tanken. Hun vendte sig en smule væk, blot for at lade tavsheden flyde, men til sidst, slog hun atter en hånd op foran de lyserøde læber, blot for at bande irritabelt og næsten lydløst. ”Fuck….Le…Leander, det kan jeg jo ikke!” Udbrød hun så, lettere panisk. Panisk, på trods af at hun ellers aldrig var en kvinde der sådan mistede mælet eller fodfæstet. – Tydeligt rædselsslagen.

[Leander Flint]

Leander skar en grimasse, da Astoria påpegede den abnorme mængde penge i forlovelsen. At der var en formue inde i billedet, gjorde ham bitter. For netop fordi det var økonomisk fordelagtigt, syntes han egentlig, at det var forkælet at have indvendinger. Også selvom, at hans søster fortjente bedre end de platugler.

Med et tappert halvsmil, lagde han en arm om ryggen på hende. "Det er pissetragisk, at vi ikke kan være kræsne, når der er store pengesummer inde i billedet," Han brummede drilsk, idet hun fiskede et fnug af ham. "Men hvis vi ikke får kradset nogle penge ind, får vi aldrig far i husarrest eller vores prestige tilbage,"

Han simulerede en bræklignende lyd, da hun ræsonnerede, at den ældre mand sikkert ikke kunne vente med at bespringe hende. I stedet for at debattere noget så frastødende, koncentrerede han sig om Astoria. Synet af hende befippet, fik Leander til at smile. 'Det kan du da sagtens, du er snu nok til det," Han slog nonchalant ud med hænderne, uforstående for hendes panik, men afgjort ikke ligeglad. "Jeg troede I sirener lever og ånder for drama og intriger, 

[Astoria Flint]

Astoria var tydeligt alt andet end begejstret, som hun stod der overfor Leander. Det hele var ét stort kaos i hendes hoved. – Ikke alene fordi det var overvældende, men også fordi hun måske havde håbet på mere støtte fra Leanders side, end hvad hun fik. – Lige nu, så hun blot den griske side af ham, der tydeligt understøttedes af hans egne ord. Ord der tydeligt erklærede, at familiens ry var vigtigere for ham end hendes lykke. Ikke at det kom bag på hende…For hun vidste godt at det var sådan det var…Men derfor, syntes det at gøre ondt alligevel, hvorfor hun blot bukkede hovedet en sule, åndede tungt ud og så ellers trak sig en smule fra ham. Et eller andet sted, kunne hun trods alt heller ikke ignorere, at hendes ældre bror allerede nu syntes at være efter den formue hun ville komme til, før hun overhovedet havde mødt sin kommende husbond. Hun himlede lettere irritabel med øjnene, som han stod der og kom med dumsmarte bemærkninger og uden at sige meget, lænede hun sig blot en smule op af rækværket, for atter at spejde lidt ud over den kønne udsigt. Som tingene var nu, kunne Astoria alligevel ikke lade være med at spekulere over, om det mon havde været anderledes, havde deres far ikke siddet i Azkaban. – Eller rettere…Hvis Leanders far ikke havde siddet i Azkaban. Et suk gled fra hendes læber og ganske let, rystede hun en smule på hovedet af sig selv, for at ryste tanken af sig. Jeg havde nok bare troet at det ville blive din tur først.” Mumlede hun så.

[Leander Flint]

Med et skeptisk blik studerede Leander Astoria, som hun ganske kort rullede øjne af ham, for dernæst at betragte udsigten i stedet for at svare ham. Stik mod sin første indskydelse, som var at blive fornærmet, hørte Leander sig selv klukke. Han rystede på hovedet, og klemte Astoria solidarisk om skuldrene. 

Stolt som han var, havde han mest lyst til at blive pisseformærmet over, at hun pludselig ikke gad sige en skid. For det var altså hende, som havde tryglet ham om, at de skulle tale sammen. Men hvor belastende og besværlig hun end kunne være, kunne Leander aldrig hidse sig nævneværdigt op over sin søster. Det var velsagtens fordi, at han holdt af hende. Han ville i al fald ikke undvære hende, og da slet ikke til en eller anden klovn, hvis primus motor var at have mange penge. 

Idet hun sukkende påtalte, at han burde være blevet giftet væk først, nikkede Leander indforstået. "Det burde have været mig først af os to. Jeg er trods alt den af os med storhedsvanviddet," Han prikkede muntert en albue i siden på hende. "Mor har vel bare endnu ikke fundet en lækker dame, som jeg ikke kan håne for et eller andet." 

[Astoria Flint]

På trods af at Astoria følte sig lettere provokeret af Leanders tilbøjelighed til at slå vigtige emner som dette hen, syntes hun ikke at kunne blive helt gal på ham. Ikke når han direkte stod og nussede om hende i hvert fald. Det var ikke noget han ofte gjorde og bekvemmeligheden hun fandt i hans kærtegn, formåede at få hende til at slappe af. Hun åndede tungt ud, som han syntes at finde det passende med drilagtige kommentarer og opgivende, rystede hun lidt på hovedet, blot for at puffe igen med egen albue og derefter atter ranke ryggen en smule. ”Enten det, eller også er du for arrogant til at hun kan få dig afsat.” Lød det lidt bidsk, om end hun sendte ham et drilagtigt smil. Ganske let, kløede hun sig bag øret og hun rodede så ellers lidt op i de mørke lokker, som hun vendte sig imod broderen.

[Leander Flint]

Leander skar ansigt af sin lillesøster på lidet overbevisende vis. Han langede skælmsk ud efter hendes albue, som krøb ind i hans ribben, og modvilligt smilede han, ad hendes skælmske smil og særligt hendes flabede kommentar.

"Det skal såmænd nok passe." smilede han kæphøjt, idet han tolkede kommentaren som en større blåstempling, end det den tydeligvis var. "Hvad du er så uforskammet at påstå, er arrogance," bemærkede Leander tålmodigt, samtidig med at han smølfesparkede et par løse, lange hår fra hendes overarm, "vil jeg nu betegne som et pionersyn på omgivelserne. Lige børn leger bedst, du ved." mindede han hende om, med et kærligt klem til følge.