I rollen som kujon

[Bethany P. Green]

Det var over og uger siden, at Cedric at kommet tilbage og Bethany var smerteligt bevidst om, at hun allerede havde trukket tiden længere, end hun kunne tillade sig. Hun burde have været det hos ham og hjulpet ham igennem de traumer, der helt uundgåeligt var fulgt med efter at have været isoleret i over en måned. Men hun havde været en kujon.

Med et suk rejste hun sig og skrev en lille besked på et stykke papir, som hun gik ud og skubbede ind under naboens dør, før hun gemte sig i sit køkken igen med en kop kaffe.

Cedric Llywelyn

[Cedric Llywelyn]

Cedrics døgnrytme var vendt fuldstændig på hovedet. Han arbejdede om natten og sov om dagen. Det var indtil videre den eneste kur mod de mareridt der stadig husede hos ham. Dét og så når Bethany strøg ham over håret. Men det havde været mange dage siden det sidst var sket og han var begyndt at blive en smule paranoid over besøget fra Tobias Huxley Holmes - Hvad var det i grunden også for noget?

Han følte sig langt fra tilpas i situationen og da der lå et lille stykke papir foran hans hoveddør, tøvede han i et splitsekund at samle det op. Hvorfor var hun ikke gået ind? Han klarede halsen en smule og strøg en forvildet hånd gennem håret.

Han trak i et par bukser og hev en kortærmet skjorte over hovedet før han tog i dørhåndtaget indtil lejligheden ved siden af. "Beth?" kaldte han og lukkede døren bag sig.

[Bethany P. Green]

Det var ikke kun Cedric, der havde fået et brev. Også Tobias Huxley Holmes havde hun sendt et til, men det var nu af åbenlyse årsager Cedrics stemme, der lød ude for hendes dør først og Bethany tog en dyb indånding, før hun skridtede tilbage og åbnede den.

"Vil du ikke komme ind?" spurgte hun og skubbede en krølle bag øret, som hun trådte til siden og gjorde plads til ham.

[Cedric Llywelyn]

Cedric nikkede. "Gerne." kom det så roligt fra ham som han overhovedet var i stand til på givende tidspunkt. Han strøg en hånd gennem håret på vej ind i den lille entré.

"Det er godt at se dig" lød det fra ham idet han løftede hovedet for at se på hende. Han ønskede at fortælle om sit møde med Tobias, han anede ikke hvad det ville bringe med sig, og havde han kendt til hendes forhold til ham, havde han nok holdt sin mund.

"Der er noget jeg har ville spørge dig om."

[Bethany P. Green]

Maven trak sig ind mod midten. "I lige måde," svarede Bethany og mente det. Hun gjorde et lille ryk frem mod ham, men stoppede sig selv, før hun lagde læberne mod hans. Også selvom det krævede alt i hende at holde sig tilbage. Det ville ikke være retfærdigt.

"Ja?" Hun så på ham, brynene let sammentrukket.

[Cedric Llywelyn]

"En af dine venner, Tobias Holmes kom forbi kvisten den anden dag med mine nye papirer. Eftersigende er han en af dem der har hjulpet mig fri fra isolation" lagde han ud som han fortsatte ind i lejligheden og satte sig i sofaen.

"Og alt var sådan set fint nok. Indtil hele hans person pludselig skifter.." En rynke viste sig hen over den lettere fregnet næseryg og det var tydeligt at han var forvirret. "Han bliver nærmest helt fjendtlig og fortæller at hvis jeg nogensinde gør dig ondt igen, så ville han ikke tvivle med at komme tilbage, med en amerikaner"

"Beth. Jeg ved godt at jeg burde have handlet noget før. - Men du ved at jeg blev både bange og forskrækket da du pludselig, foran både Quentin og jeg siger at du elsker mig" Han tav. "Jeg vidste ikke jeg havde gjort dig så ondt at en af dine venner føler et behov for at.. true mig. Han fik det til at lyde som om at jeg havde slået dig."

[Bethany P. Green]

Skuldrene havde allerede hævet sig, før han nævnte Tobias Huxley Holmes og spændte hver muskel i hendes krop op. Bethany snappede lidt efter vejret og brynene søgte lidt mere op ved hvert ord, indtil hele panden var spændt op i folder.

"Det skulle han ikke have gjort," sukkede hun og så ned med en hovedrysten, før hun fandt de lyse øjne igen. "Undskyld. Virkelig. Jeg... Jeg savnede dig virkelig meget, da jeg troede, du havde skåret mig ud af dit liv og jeg betroede mig til ham."

[Cedric Llywelyn]

Cedric nikkede. Det var noget af det han inderligt fortrød. "Det er ikke din skyld. Jeg blev bare nødt til at spørge indtil det" lød det stille fra ham før han så op på hende. Han bed ned i underlæben og rejste sig til sidst fra sofaen for at gå hen imod hende.

"Må jeg omfavne dig?" Spurgte han dernæst i en blidt hvisken.

[Bethany P. Green]

Bethany så på ham med et fortabt udtryk i ansigtet og havde allermest lyst til at nikke og kravle ind i den beskyttende favn. Men det virkede ekstremt uærligt, når ikke hun informerede ham om, hvem manden i sandhed var. Især nu han muligvis var på vej til lejligheden i selvsamme øjeblik.

Hun tog en dyb indånding. "Det var ham. Ham, jeg..."

[Cedric Llywelyn]

Cedric vidste igen ikke om han skulle grine eller græde over nyheden der nu lagde en dæmper på stemningen i den lille lejlighed. Armene som han før havde rakt ud mod hende sank ned langs hans siden.

Han klarede halsen. Han kunne mærke de sarkastiske kommentarer true og mase sig på. Han følte nærmest at denne Tobias havde grebet mulighed med Bethanys skrøbelige sind og havde lavet det første træk. Men havde Cedric været hjemme, havde han bare taget sig sammen noget før var det sikkert ikke sket. Så i sidste ende var det igen hans egen fejl at hun havde søgt en anden. Men han kunne alligevel ikke skubbe følelsen af at Tobias havde udnyttet det følsomme stadie som hun havde været i. Men den mening holdte han for sig selv.

"Ah." brummede han i et let suk. "Sådan er det." Han kunne ikke få sig selv til at sige andet lige med det samme. Desuden var det fuldstændig ligegyldigt hvem den anden mand i hendes liv havde været. Det eneste der betød noget for Cedric var hvilken fremtid de havde sammen og hvad han skulle forberede sig selv på.

"Det ændrer ikke på hvordan jeg har det med dig." forsikrede han hende.

[Bethany P. Green]

Det hele føltes punkteret, selvom Bethany stadig kunne varme sig på forsikringen. Forsikringen om, at Cedric havde sagt, at han altid ville elske hende. At de havde en fremtid sammen. Hun fugtede læberne.

"Vil du stadig holde om mig?" spurgte hun.

[Cedric Llywelyn]

"Selvfølgelig." mumlede han og løftede hovedet og så på hende. Igen løftede han sine arme for at inviterer hende ind i sin favn igen.

Naturligvis ville det kræve et stort stykke arbejde fra dem begge, men Cedric blev mere og mere overbevist om at det var den helt rigtige vej at gå med Bethany. Særligt når ingen anden kvinde havde fået ham til at føle så stærkt som han gjorde.

[Bethany P. Green]

Fundamentet var skrøbeligt, men der var i det mindste ét, som Bethany søgte ind i hans arme igen med en følelse af klarhed, hun altid synes at finde der. For beslutningen var jo allerede truffet. Det havde altid været ham. Hvad der gjorde ondt var, hvad det ville gøre ved hendes forhold med Toby.

Armene lukkede sig om hans liv. "Jeg elsker dig så højt," hviskede hun og tog en dyb indånding med hans duft.

[Cedric Llywelyn]

Cedrics armen faldt omkring hende; den ene hånd begravede sig i det tykke mørke hår, og den anden hvilede mod hendes ryg hvor fingrene blidt kærtegnede. Han blev stående med hende i favnen og først efter et øjeblik løftede han hovedet.

"Jeg elsker også dig Beth" Det var en let hvisken der forlod ham, efterfølgende af et dybt indånding.

[Bethany P. Green]

Tingene syntes langsomt at falde på plads, mens hun stod i Cedrics arme og vidste, at han elskede hende og hun elskede ham. Måske det i virkeligheden var alt, der betød noget lige nu. Det var i hvert fald nemt at glemme, at Tobias Huxley Holmes var på vej forbi og så gjorde hun endnu en kujonagtig ting. Det var åbenbart aldrig for sent at lære.

"Skal vi gå ind til dig?"