Når breve og bamser ikke er nok

[Keeran Appleton]

Alt gik som planlagt for Keeran Appleton for tiden. Den Nye Orden stod stærkt i ministeriet, han var flyttet i en større lejlighed og var rykket et løntrin op. Alt sammen var han ganske tilfreds med, men der var stadig et gabende hul i det hele. Ella. Hende, han havde gjort det hele for.

Keer havde skrevet til Imogen flere gange. I starten lange, forklarende breve, men med tiden mere frustrerede over manglen på svar og da selv ikke tilsendte gaver i form af bamser og legetøj blødgjorde hende, besluttede han sig at tage affære. Det var ganske praktisk, at de arbejdede på samme etage og der gik ikke længe, før han fik hende alene på gangen.

"Imogen," sagde han lavmælt og stillede sig i hendes vej, så hun ikke bare kunne gå forbi uanfægtet.

Imogen Temples

[Imogen Temples]

Imogen Temples var ikke sig selv i disse dag. Efter at nyheden om Theodores fortid havde fået hendes verden til at styrte sammen, gik hun mere eller mindre rundt i følelsesmæssig boble, der truede med at springe hvis man prikkede det mindste til hende.

På studiet gik det heller ikke specielt godt. Hendes overordnede havde noteret sig sløsede fejl og givet hende en reprimande om at tage sig sammen, når hun var så tæt på at blive fagudlært auror. At Imogens humør var dårligt denne dag, var derfor mildest talt en underdrivelse. Hun havde en kop kaffe i den ene hånd og balancerede en stak rapporter i den anden, i dét hun traskede hen ad gangen i AMERs afdeling i Ministeriet. Hun var fast besluttet på at nå en masse inden frokost, da en forhindring tårnede sig op foran hende.

Keeran Appleton. Synet af ham fik ikke længere hendes hjerte til at springe et slag over, som det engang havde gjort. Snarere sank det i livet. ”Hvad vil du, Keeran?” spurgte hun bidsk, velvidende at det var ufornuftigt at tale sådan til ethvert medlem af MACUSA i denne tid. ”Jeg har travlt.”

[Keeran Appleton]

Keeran var ikke til julelege og havde ikke tænkt sig at synke ned på hendes niveau, selvom det var fristende ved den bidske tone, Imogen lagde for dagen. Han havde ingen intentioner om at rykke til siden for hende og mødte hende blot med en alvorlig mine.

"Du kan ikke ignorere mig længere, Imogen. Vi skal snakke sammen," svarede han lavmælt, fast. Han havde ikke tænkt sig at lade sig feje til siden igen.

[Imogen Temples]

Imogen havde gjort sig parat til at gå forbi Keeran, men han stod klippefast og havde tydeligvis tænkt sig at nægte hende adgang.

”Nå så det synes du?” spurgte hun kampberedt, og i et par stridslystne sekunder fastholdt hun øjenkontakten med ham uden at reagere. Så sagde hun, ”fint, lad os gå herind,” og nikkede mod et af personalerummene, hvor et par borde var placeret. Hun gik forrest ind og stillede sig så med fronten mod ham, stadig med favnen fuld. Hun nægtede at sætte det fra sig som tegn til, at samtalen ikke ville tage lang tid.

[Keeran Appleton]

Engang havde det tiltalt ham, at Imogen var fyldt med en varm, ukontrollerbar ild. Nu gjorde det ham bare lidt træt og Keeran fastholdt blot hendes øjenkontakt uden at give sig eller slippe hende med blikket i så meget som et sekund. Han ventede blot, til hun var færdig med at skabe sig og fulgte hende så ind i personalerummet.

“Du har ikke svaret på mine breve,” konstaterede han, da døren var lukket bag dem.

[Imogen Temples]

”Og det overrasker dig?” bed Imogen. ”Forventede du, at jeg ville invitere dig hjem til mig med åbne arme så vi kunne spille én stor lykkelig familie?” Bag den indpakkede anklage gemte sig et sår, som blødte hver gang hun var nær Keeran og følte det svigt, han havde udsat hende for. For hvis ikke hun havde vreden at skærme sig af med, ville alle følelserne vælte op i hende, og det kunne hun ikke håndtere lige dér i Ministeriet.

[Keeran Appleton]

Der var styrke i Imogen, men hun var intet sammenlignet med de typer, Keeran var vokset op med, før han kom til Hogwarts, og hendes bidske bemærkninger prellede af.

“Jeg havde ikke noget at tilbyde jer dengang, Imogen,” sagde han roligt og stak den ene hånd i lommen. “Men sådan er det ikke mere. Jeg kan være noget for hende nu.”

[Imogen Temples]

”Vi havde ikke brug for noget andet end dig, Keeran,” svarede Imogen med en stemme, der rystede faretruende af følelser. Hun rømmede sig og hankede op i sig selv. Det nyttede ikke at bryde sammen.

”Men vi har klaret os fint uden dig trods alt, og det fortsætter vi med.” Så var det sagt.

[Keeran Appleton]

Der var ingen grund til at skue bagud; det ville ikke ændre nutiden. Til gengæld havde de en mulighed for at ændre på, hvad de gjorde derfra og hvilke muligheder, de ville give deres datter.

“Hun har brug for sin far,” indvendte han indtrængende. “Jeg ved godt, at jeg skulle have været det tidligere, men jeg er her nu. Er du virkelig så stolt, at du ikke kan unde vores datter dét?”

[Imogen Temples]

”Det har ikke noget med stolthed at gøre, men at beskytte Ella mod at du forsvinder fra hendes liv igen,” hvæsede Imogen. ”Hvorfor skulle jeg stole på dig nu?”

[Keeran Appleton]

Keeran trådte tættere på. Der havde været engang, hvor det havde været optræk til at snige en hånd på hver af hendes sider og trække hende tæt. Nu tårnede han sig i stedet op foran hende.

“Fordi jeg gjorde det for hende. Jeg har skabt et bedre samfund til hende sammen med Den Nye Orden.” Han tøvede lidt, men fortsatte så. “Desuden er det ikke kun dit valg. Hun er også min.”

[Imogen Temples]

Imogen lod sig ikke påvirke af hans dominerende adfærd. Den var så gammelkendt og vidnede om hans undertrykte temperament, som havde clashet med Imogens utallige gange, da de var yngre.

”Du skred for at skabe en bedre verden for hende?” gentog Imogen i håb om, at han kunne høre hvor dumt det selv lød. ”Hvor nobelt af dig. Du er en sand helt, Keeran, ligesom resten af MACUSA. Det må jeg huske at fortælle Ella, så hun forstår hvorfor, hendes far har været fraværende."

[Keeran Appleton]

Keeran fnøs. “Jeg kender godt din holdning til MACUSA, Imo, så du kan godt spare mig for din sarkasme,” drævede han. “Og jeg er ikke den eneste. Det er blevet bemærket, at du ikke ligefrem er tilfreds med den nye orden...” Han holdt en lille kunstpause og da han fortsatte, var det lavmælt. Han var sikker på, han havde hendes fulde opmærksomhed.

“Det er ikke til at sige, hvor længe du kan beholde dit job herinde. Det kunne betale sig, at vi var venner og kom til enighed. For jer begge to, hm?”

[Imogen Temples]

Som Keerans uvelkomne ord trængte ind i Imogens bevidsthed, tog hun et skridt tilbage af chok. Hun vidste, at Keeran var MACUSA-mand, men at han var så højt i rankerne, at han vidste hvem, der stod i god jord hos dem - det vidste hun ikke.

”Er det en trussel?” spurgte hun med en ulmende vrede, selvom beskeden var klar: Lad mig se Ella, eller blev fyret. Hun kunne ikke blive fyret! Hun havde jo Ella at skulle passe på! Deres økonomi var i forvejen begrænset, eftersom hendes stolthed frabød hende at modtage penge fra hendes forældre.

[Keeran Appleton]

Det krævede massiv selvkontrol ikke at himle med øjnene over Imogens hang til det dramatiske og da han tog et skridt tættere på, var det med alvor i udtrykket.

"Det er ikke en trussel, det er en advarsel og et tilbud," konstaterede Keeran utålmodigt. "Og hvis jeg var dig, ville jeg tage imod den." Med de ord vendte han ryggen til hende igen og lagde hånden på håndtaget, givende hende en chance for at nå at stoppe ham og komme til fornuft.