Aftenbrise mod gamle mure

[Cailean Morgaine]

Søndag aften var altid lidt sløv. Et spøjst tidspunkt fordi man havde haft fri hele weekenden, og egentlig stadig havde det, men alligevel skulle forberede sig mentalt på at skulle til timer i morgen. Heldigvis havde Cailean lavet alle sine lektier, og havde absolut ikke ondt af dem der altid sad og knoklede med det hele i sidste øjeblik. Det var deres hovedpine, og på en eller anden måde føltes det temmelig godt at kunne gå forbi dem med et selvtilfredst grin.

Cailean havde været oppe på sovesalen for at finde sin varme kappe, så han kunne snuppe en aftentur inden sengetid, og da han kom ned fra trapperne, fik han øje på Penelope Parker i opholdsstuen. Han overvejede om han bare skulle liste ud, men egentlig ville han godt have noget selskab. Og han havde ikke rigtig snakket meget med hende de sidste ugers tid. Nu måtte hun vel også snart have lagt hvad der skete til festen og derefter bag sig.

”Oi, Parker.” Noterede han egentlig i en ganske munter tone, ”vil du med udenfor?”

[Penelope Parker]

Parker var endelig vendt tilbage fra biblioteket og havde netop smidt sig i sofaen, da Cailean dukkede op i opholdsstuen. De sidste uger havde forberedt hende på, at Cailean sikkert ville gå forbi hende og hun så op med løftede bryn, da han formede hendes navn.

"Ja, okay," svarede hun med et smil og rejste sig op. Hun havde godt nok lige sadt sig, men hun havde også savnet sin kammerat og da hun havde trukket en bluse over hovedet, fulgte hun ham ud.

"Er du klar til eksaminerne?"

[Cailean Morgaine]

Luften udenfor var lun, men det havde helt klart været et klog træk fra dem begge at trække i trøje og kappe. Cailean havde hænderne i lommerne mens de spadserede ud over græsset. ”Ja, de bliver ikke noget problem.” Svarede han selvsikkert, ”hvad med dig? Er du klar? Du har vel læst op sammen med Aedan?” Han drejede hovedet for at fange hendes blik.

[Penelope Parker]

Det var en del spørgsmål i rap, men Parker var alligevel usikker på to af dem, så hun hævede skuldrene lidt i en bølgende bevægelse.

"Tja, det er jeg vel," svarede hun uden at lyde vildt overbevist. "Og nej, jeg har faktisk læst med Ailis i stedet den sidste uge."

[Cailean Morgaine]

Caileans blik var stadig vendt mod Parker. ”Ailis? Hvorfor?” Spurgte han ligefremt og spekulerede over, om Aedans søster mon var dygtig fagligt, siden Parker havde skrottet ham til fordel for hende. Det kunne selvfølgelig også handle om det dér kæresteri Parker og Aedan havde haft gang i, men Cailean var ikke helt sikker på detaljerne. Han havde haft rigeligt at se til med Corban.

[Penelope Parker]

Brynene rynkedes. Hvorfor? Havde Cailean ikke selv indset, hvor pisse irriterende de havde været de sidste par uger.

"Jeg kan godt lide hende," svarede Parker simpelt og trak på skuldrene. "Desuden er det forstyrrende, når I alle tre skændes hele tiden."

[Cailean Morgaine]

Cailean fnøs, og et næsten hånligt grin bredte sig. ”Hold op med at spille hellig, Parker. Det dér dig og Aedan havde gang i var fandme da ogs’ forstyrrende.” Pointerede han og tilføjede, ”desuden er det cool mellem mig og Corban igen, så du kan trygt vende tilbage til vores sovesal.” Helt cool var det måske ikke mellem de to løver, men Cailean kunne godt lide at lade som om.

[Penelope Parker]

Parker var stadig pinlig omkring alt det, der var sket med hende om Aedan C. Finnigan og hun fik da også lidt farve i kinderne, da Cailean bragte det op.

"Vi gjorde slet ikke noget, så du kan bare tie stille," kommenterede hun. I hvert fald ikke ting, de ikke havde gjort før, selvom håndholdningen havde føltes anderledes.

[Cailean Morgaine]

Cailean var temmelig ligeglad med hvad Aedan og Parker gjorde og ikke gjorde. Han var bare fint tilfreds med at det kun havde været en kortvarig fornøjelse. Men farven i Parkers kinder underholdt ham, og han blev nødt til at prikke lidt mere til hende.

”Jeg troede i gik og kyssede,” drillede han, og så på hende med et spillende blik og et drenget smil. Han anede ikke hvad de to havde lavet, men for sjovs skyld synes han alligevel han skulle strække den lidt ”Aedan har sagt at I kyssede hele tiden.” En hvid løgn som Cailean ikke regnede med ville få nogen konsekvenser.

[Penelope Parker]

Nogle dage var Parker i tvivl om, hvorfor hun egentlig var venner med Cailean og det lod til at være én af de dage. Hun så på ham og himlede udiskret med øjnene.

"Det ved jeg godt ikke passer, så ti stille, Cail," svarede hun afvisende og så hen på ham. Hvis han kunne, kunne hun vel også.

"Er det rigtigt, at du stadig ikke har kysset andre end Corban?"

[Cailean Morgaine]

Hans udtryk var stadig drenget og drillende og tydeligvis ude på ballade, da hun bad ham om at tie stille. En opfordring han bestemt ikke havde tænkt sig at adlyde. Men han nåede ikke at åbne munden og fortsætte, før hun stillede sit spørgsmål.

Det ansigt der før havde været klædt med grin og glimt i øjet, mistede ret hurtigt farven og tabte alle tegn på morskab. ”Vel er det ej! Hvem siger det? Og jeg kyssede ikke Corban! Vi bankede bare hovederne sammen og det lignede bare at hans mund ramte min.” Tonen var tenderende til en snerren.

[Penelope Parker]

Selvom Parker havde været tilpas langt væk, havde hun da nok ment, det var det, hun havde set og Caileans reaktion tydede mere på, at det virkelig var sandt end det modsatte. Hun lagde armene over kors.

“Vi kunne høre jer helt op til første sal,” informerede hun ham og trak på skuldrene. “Så jeg ved ikke, hvad det lignede.”

[Cailean Morgaine]

Cailean var ret utilfreds med samtalens drejning. "Jeg har ikke kysset med Corban Yaxley Jr.!" Insisterede han, inden han restløs samlede en pind op fra jorden og kastede den efter et tre de passerede.

"En eller anden idiot havde hældt Amorentia i min juice," tilføjede han mumlende og muggent til sit forsvar, før han så på Parker igen. "Så hvis der havde været et kys, tæller det heller ikke!"

[Penelope Parker]

Parker hævede brynene og fulgte pinden med blikket, indtil den kolliderede med træstammen. Det gav en sprød lyd, da pinden knækkede og hun måtte kvæle et suk over Cail. Altid så destruktiv.

"Nå, okay," svarede hun, men kunne ikke dy sig. "Var det da ikke et godt kys? For så ville jeg nok også helst skyde skylden på amortentia."

[Cailean Morgaine]

Cailean himlede med øjnene og gentog stædigt sig selv. ”Der var ikke noget kys, Parker! Så forstå det dog!” Han havde ikke inviteret hende med udenfor, for at snakke om kys. Øv, hvor var hun piget og irriterende, og Cailean forbandede alverdens hormoner langt væk. ”Og hvis du skal snakke mere om åndsvage kys, så gå ind og find nogle andre at snakke med, Parker. Det er klamt og piget og dumt, og det ødelægger alting.” Vrissede han og samlede endnu en pind op, som han for nu bare gik med i hånden.