Skrig og Skrål

[Gemma Appleton]

Svigt var et sårbart emne, og et hun nødigt ønskede at diskuttere med Tobias. Langsomt mærkede hun dog hvordan han forsøgte at fange hendes opmærksomhed, og derfor vristede hun øjnene fri fra ruden og omgivelserne udenfor. Et smil var om hans læber. Hvad fanden det så end betød...

"Jeg ved udmærket at hun eksisterer," slog hun fast, uden at udvise mange læsbare følelser i bemærkningen. Det lød mere som en kølig konstatering end noget andet, og det svage præg i hans øjne, gjorde ikke meget for at formilde hende i det første øjeblik. Hun rømmede sig efter noget tid.

"Giver du et glas et-eller-andet?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias mærkede en let irritation fæstne sig i hans tynde brystkasse og taktfast forlod de humørfyldte gnister hans mørkeblå øjne.
Langsomt rettede han sig op, hvorefter han nikkede. Med lange skridt forlod han pladsen nær hende til fordel for et af de skæve køkkenskabe, hvorfra han fremdrog en flaske rødvin, som han dernæst skænkede et glad af til dem begge.

Da han rakte hende glasset, sendte han hende et venligt smil, for dernæst at slå sig ned ved køkkenbordet. Da greb trætheden fast i ham og med et tungt suk lod han de farverige hænder glide henover det smalle ansigt. Noget omkring den kønne heks havde naget ham siden deres sidste møde, men han kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Et eller andet var bare ikke rigtigt.

Ikke at han lod tankerne dvæle der længe. Øjensynligt var det spøgelset af hendes bror som spillede ham et puds.
"Laver du mad til mig i aften?", spurgte han dernæst, i det han sendte hende et næsten drillende smil.

[Gemma Appleton]

Gemma fulgte trop og satte sig ned, efter at have lukket de slanke fingre om vinglassets stilk. Hun måtte ikke lade temperamentet tage over, og huskede sig selv på at hun havde skulle håndtere langt mere pressende situationer før i tiden. Ikke kun derhjemme, men også med kunder hvor det med samtykke havde været et tvivlsomt område at betræde. Hun satte det kølige glas mod læberne, og lod rødvinen stænke læberne en anelse i den første tår.

"Selvfølgelig ikke," bemærkede hun. Nok var stemmen stadig lidt tør, men sarkasmen gjorde nok op for noget af det, "Du var jo ikke tryg med mig og knive." En svag gnist af udfordring boblede langsomt frem i de mørke øjne, "Faktisk, synes jeg at huske at du truede mig med et kys, hvis jeg prøvede på noget med køkkenredskaberne. Det er næppe noget vi bør risikere."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias måtte le og latteren satte sig i de mørkeblå øjne, så de slog gnister mod hendes kønne skikkelse. Med en påtaget eftertænksom mine over det smalle ansigt, trak den ranglede troldmand på den tynde skulder, hvorefter han lod sit blik fæstne sig i hendes.
"Du har ret. Det husker jeg godt nu", sagde han, som nogen øjensynligt ville erklære, at de havde glemt en rund fødselsdag; påtaget chokeret og som var det netop gået op for Tobias, skød de mørkebrune øjenbryn i vejret.

"Og du har ret. Det går jo ikke. Det ville være som at kysse en søster eller kusine", tilføjede han dernæst og skar en grimasse af hende med morede øjne. "Det er en af de der ting der, man end ikke skal afsløre overfor sin psykolog. Du kysser sikkert heller ikke særlig godt. Men ak ja. Så er det jo min mad, at vi skal spise igen. Og hvor lang tid skal vi så lege gode bekendte denne gang? Eller er vi oppe på venner i dag?"

[Gemma Appleton]

Som en søster... Gemma skar en utilfreds, men let-underholdt grimasse, før hun nippede til vinen igen. Den smagte tungt, men sødt på den helt rigtige måde der kradsede en smule mod ganen og tungen. Hovedet blev langsomt lagt på skrå, mens hun, med et overvejende udtryk i øjnene, sank ryggen tilbage mod stolens læn.

"Du er fandme flabet, Holmes. Jeg er en formidabel kysser, og du ville nyde hvert sekund," Bemærkede hun. Selvtilliden fejlede ikke meget på de punkter, og det var nok tydeligt at dømme på hendes tone. Det var desuden nemt at overdrive. "Men hvis du ser på mig som en søster eller kusine, ville det måske sige mere om dig end om mig, hvis du faktisk nød det. Det er lidt fucked up, ser du nok." 

Hun overvejede dernæst hans spørgsmål. Eller, lod som om hun gjorde. "Bekendte. Vi ville være de værste venner." svarede hun, selvom en skjult del af hende, måske ikke var helt enig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias stak den hvide cigaret tilbage i mundvigen, hvorved han fik kvalt det drillesyge smil deri; ikke at det forsvandt helt fra hans læber og da slet ikke fra de mørkeblå øjne, i det han rejste sig og dernæst nikkede mod terrassen, hvorpå solen skinnede med kolde stråler. Den friske luft skred roligt henover skovgrænsen og søen, som dovent lod sig rykke på af den drillesyge vind.

Da de satte sig derude på de hvide træstole, smilede han dernæst bredt til hende - så tydeligt moret over hendes skarpe ord.
"Dine læber er alt for store. Du ville æde mig uden at ville det", svarede han tilbage, hvorefter han trak spagt og henkastet på de tynde skulder. Dernæst lo han stille og stak cigaretten i munden, så han kunne mærke den tunge røg indfinde sig i ham. Hele hans skikkelse emmede af morskab og drilagtig fryd, som havde hendes ord vakt ham til live igen. Hastigt rømmede han sig og fortsatte, næsten triumferende;

"Jeg ser dig heldigvis kun som en bekendt, endda en bekendt helt ude i periferien - så jeg er heldigvis ikke forkastelig, hvis jeg nu havde overvejet tanken om, hvordan det ville være at kysse på dig", tilføjede han dernæst og blinkede til hende med leende øjne, i det cigaretten atter havde fundet vej til mellem hans læber.
Ikke at Tobias havde overvejet den mulighed. Og det var jo fordi, at hans tanker kredsede om en andens læber...

[Gemma Appleton]

Uden at skænke det mange overvejelser, fulgte hun ham ud mod terassen og dumpede ned i stolen, som hun også havde taget plads i sidst. Det ene ben blev trukket lidt op mod hendes skikkelse, og vinglasset lod hun hvile mod knæet, mens hånden havde et blødt greb om stilken.

Hun fnøs over hans bemærkninger om hendes åh-så-store læber. Det måtte han selv om. Hun var her ikke for at kysse på ham. Følelser var noget rod, og det var sådan man åbenbart kom tæt på journaisten. Medmindre hun altså bare gjorde sig til en tålelig bekendt, hvilket var målet nu. 

"Nok snak om kys, Holmes. Det ender bare med at du overbeviser dig selv om at det pludselig er en god ide," bemærkede hun, selvom hun vidste at det velnok var løgn. Blikket gled ud over Hogsmeade, mens en brise fik lidt af indholdet i glasset til at bevæge sig. 

"Jeg kender trods alt dine forholdsregler omkring den slags. Så jeg erkender at jeg er langt ude i periferien." Hun gentog hans eksakte ord, for at fremme forståelsen.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lo højt og skar en grimasse af luften, så tydeligt moret af situationen; i sandhed skred hans tanker dernæst fra Gemma og med næsten barnlig iver, måtte han stikke cigaretten tilbage imellem læberne, for at kvæle ordene som forsøgte at trænge igennem. Ord om Bethany og deres kys. Om hendes bløde hud og duft.

"Okay, okay", sagde han dernæst og smilede bredt til hende, hvorefter hans ene hånd afvejende skred op i en beskyttende gestus. "Det er vist etableret at vi ikke er interesseret i at kysse på hinanden. Og ved Merlins skæg, det er heldigt. Alt andet ville være noget svineri."

Tobias stak dernæst cigaretten tilbage i munden og aflivede den i et sidste hvæs, hvorefter han kastede skodet henover stakittet ved terrassen.
"Du er forresten virkelig dårlig til dåseskjul. Du løb jo slet ikke."

[Gemma Appleton]

Det var noget svineri. Følelser var dog noget endnu værre møg at begive sig ud i, mente Gemma. Hun skulle dog nødigt spolere journalistens drømme om en fremtidig forelskelse i en frøken-perfekt - uanset hvor fristende det kunne være at spolere håbet med en sarkastisk bemærkning fra pessimistiske læber.

Hun lod emnet om at dele mundvand værre, og gav sig derefter til at fnyse ved hans bemærkning, "Jeg er en voksen kvinde. Hvorfor skulle jeg?" spurgte hun og nippede til vinen. 

"Spørgsmålet er nærmere, hvorfor du bruger din tid på den slags?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias hævede begge de mørkebrune øjenbryn i en sigende grimasse, i det han vendte sig mod Gemma; lige dele moret og påtaget fornærmet over hendes ord. Ikke at han i sit stille sind var overrasket. Gemma Appleton var om nogen en voksen kvinde med alt hvad det indebar.
Dernæst smed han den ene hånd ud til siden i en opgivende gestikulering. "Når jeg passer Ella, kan jeg jo ikke smide 'jeg er en voksen mand'-kortet. Så leger man pirater eller med dukker, lige indtil man laver pandekager eller går i gang med at bygge en sæbekassebil!", svarede han, i det et smil spredte hans hjerteformede læber ad; ikke at Tobias selv bed mærke i, hvordan hans ord fik ham at smile, således at de hvide tænder blev blottet.

Smilet svandt heller ikke ind, i det han fortsatte med at fortælle. "Det kræver mod at lege med børn, Gemma. Se det som en udfordring næste gang!", fortsatte han hastigt, i det han selv tog en tår af vinen, for dernæst at sætte glasset fra sig på bordet imellem dem.

"Desuden er det sjovt. Hamrende morsomt. Børn er så umiddelbare. Næste gang så tager du dig sammen og leger med!"

[Gemma Appleton]

Gemma var ikke uden videre tilfreds med at høre meget om Ella. Ikke fordi hun var hjerteløs, men fordi det var en del af noget hun ikke burde tale om eller bruge for mange stunder på at tænke over. Tobias lød dog henrykt, og selvom det kunne anses som værende kært, vendte Gemma blikket væk mens han talte.

Indtil Tobias altså begyndte at tale om 'næste gang' og hvordan hun burde lege. Hun kunne ikke lade være med at fnyse. "Holmes. Jeg leger ikke - og mig og børn... Vi er nok det værste match," bemærkede hun ærligt. De slanke fingre strøg gennem det mørke hår, før hun pillede ved en af lokkerne.

"Og hvorfor snakker du om en næste gang? Du regner måske med at jeg kommer igen?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias trak påtaget nonchalant på skuldrene, hvorefter han smed den ene farverige hånd ud til siden i en næsten opgivende gestikulering.
”Du har ret. Hvad tænker jeg på”, svarede han hastigt og skar en grimasse ad hende. Ikke at han nåede at bide mere af hende, for et dovent ugleskrig fik hans øjne til at forlade hende til fordel for himlen, hvorpå der tegnede sig omridset af den så velkendte hunugle.

Hastigt rejste han sig fra stolen men ikke uden at blikket veg fra den brune plet, der med en betydelig fart nærmede sig, og Tobias så, hvordan noget var viklet om dens ben.
Instinktivt trådte han hen mod den åbne terrassedør og piftede af fuglen, for at fange dens opmærksomhed. Det lykkes og Tobias måtte bukke sig, i det den fløj henover hans hoved og ind i det skæve stråtagshus. Og da glemte den ranglede troldmand alt om den kønne heks ved hans side, i det han forsvandt ind i køkkenet og greb om brevet.

Med fokuserede bevægelser, rev Tobias brevet op og læste de få nedskrevne ord; og så igen. Dernæst en gang mere som for at gøre sig sikker i sin sag, hvorefter han stoppede brevet i baglommen. Med hastige skridt aflagde han afstanden til skrivebordet i stuen, men brat ombestemte han sig og satte i stedet kursen mod gangen.

Da han omsider stak hovedet fri, således at han kunne betragte Gemma, var hans øjne fraværende. ”Jeg bliver nødt til at rende. Du ved hvor sofaen er og hvis du mangler noget, så led efter det. Vi ses!”, meddelte han kort for hovedet, hvorefter han ikke mange øjeblikke efter forsvandt i grønne flammer.

[Gemma Appleton]

En række spørgsmål kildede over læberne. Ingen formåede dog at blive stillet før Tobias var forsvundet. Hvad end der havde stået i det brev, måtte være af højeste vigtighed, men selvfølgelig havde den mørkhårede troldmand stoppet brevet i baglommen og væk fra hendes nysgerrige fingre.

Ikke at håbet var ude. Hun nippede til sit glas et par gange, før hun tog de første skridt rundt i hjemmet - komplet alene og uden opsyn. Nok havde Tobias overladt hende til stuen før, men ingen observerede hende fra et andet rum, eller stillede spørgsmål til hendes færden. Det var en mulighed.

Fingrene strøg over møbler som hun passerede dem, men selvom nogen ville opgive efter en langs tids søgen i ingenting, vidste hun at journalister måtte have et-eller-andet under gulvtæppet. Ikke bogstaveligt talt selvfølgelig. Alt hun rørte, blev stillet nænsomt tilbage på plads, og det var kun ved en ren tilfældighed, at indholdet i en bestemt skuffe - diskret og uvigtig i dets udseende - fangede hendes opmærksomhed. Oversigter, breve... De måtte tage noget tid at tyde, men hun trak snart overtrøjen over hovedet, dumpede ned i sofaen med sin vin, og begyndte fra en ende af med den store stak.

[Bethany P. Green]

Før i tiden var Bethany sjældent kommet ud til Tobias i Hogsmeade. Både fordi hans mor plejede at bo der og fordi han jo alligevel var i London dagligt. Den seneste uge var der dog blevet vendt op og ned på det, og der var efterhånden ikke meget underligt i det, da heksen trådte ud af de grønne flammer og ind i hans stue.

"To-.."

Måske var der ikke noget underligt i Bethanys tilstedeværelse der, men alt i hende vred sig over synet af en gudesmuk kvinde, der sad på hans sofa. Befippet klarede hun halsen.

"Oh, hej."

[Gemma Appleton]

Flammerne var en ligeså velkommen advarsel, som en lirken med en dørlås, og derfor havde Gemma hastigt proppet pergamenterne under sofahynden, før... en kvinde kom til syne i kaminen. Et af de plukkede, mørke øjenbryn hævede sig langsomt og lettere strategisk ved synet.

"Davs," Lød det fra hende. Den unge kvinde havde et eller andet uskyldigt over sig, og Gemma forventede nærmest med det samme at hun måtte være en af gæsterne på Tobias improviserede herberg, "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Hun spurgte nærmest som ejede hun stedet.