Nu, søvn er en luksusvare

[Maggie Hayes]

Vildsvinet var ikke et sted, Maggie nogensinde var kommet før, selvom Rabbie var hendes ven og Liam havde sagt, at det var der, man fandt det bedste øl. Præfekten var ikke meget for øl, men til gengæld var hun meget for at støtte modstandsbevægelsen og i forberedelse til en samling for nogle af medlemmerne, sad hun der nu igen.

Et gab blev skjult med håndryggen. “Jeg kan knapt huske den tid, før søvn blev en luksusvare,” bemærkede hun udmattet og tørrede en tåre væk fra øjenkrogen.

Rabbie Fletcher

[Rabbie Fletcher]

Rabbie havde ikke siden han selv droppede ud af Hogwarts været omgivet så tit af så mange elever. Nu var det dog hans egen årgang, snart klar til at gennemføre deres eksamener i ret frygtelig situation. Det var dog et uforudset plus, at få mere tid med folk som Maggie og han sendte hende et svagt smil over hendes konstatering.

"Hold ud," opfordrede han. "Der er ved at blive brygget kaffe i køkkenet og du skal nok få den første kop." Han smilede varmt.

[Maggie Hayes]

Trods udmattelsen havde Maggie altid et smil til overs for Rabbie. “Jeg kender nok til kaffedrikkere til at vide, hvor storsindet af dig, det er,” bemærkede hun taknemmeligt og rettede sig lidt op. Det gik ikke at sidde helt sammenklasket.

“Men jeg er samtidig også engelsk. Er der mulighed for at finde en kop te?”

[Rabbie Fletcher]

Rabbie fnøs muntert over svaret og hævede begge bryn lidt. "Aye," svarede han drævende og havde sjældent lydt mere skotsk.

"Men det er bare nogen kviste i lidt vand, så jeg ved ikke hvor meget det opkvikker..."

Han havde dog allerede rejst sig op og var på vej ud i køkkenet for at se til både kaffe og tevand. Da han kom tilbage med to kander blev han meget vel modtaget af hele flokken og overrakte både tekande og krus til Maggie. "Her, englænder," drillede han.

[Maggie Hayes]

En munter lyd forlod hende, men den var for en gangs skyld ikke opfyldt af et behov for at give ham et mindre foredrag om, hvorfor te også var ganske opkvikkende. Eller at kaffe ikke var andet end bønnesmat i vand.

“Er det okay for skotter at rende rundt og redde englænderes liv på den måde?” spurgte hun i tør spøg og tog imod både kande og krus med et taknemmeligt smil.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie fnøs lidt og hævede et bryn. “Och, aye,” bekræftede han.

“Det er mange år siden krigen sluttede og i sidste ende vandt vi jo,” pointerede han snusfornuftigt.

[Maggie Hayes]

“Fair point,” overgav Maggie sig. Hun talte i hvert fald ikke mod at få serveret en varm kop te. I stedet fyldte hun koppen og skubbede kanden lidt væk, så andre kunne tage for sig også. Tonen var alvorlig, da hun talte igen.

“Det er virkelig fantastisk, at I gør det her.”

[Rabbie Fletcher]

Rabbie lukkede fingrene om en kop med kaffe og et skvæt fløde. Han pustede lidt på den og trak på skuldrene over Maggies konstatering.

“Det er hvad det er. Det var hvad bedstefar ville have ønsket hans kro blev brugt til. Det er godt du har samlet eleverne. Jeg tror folk virkelig fik mod af at se jer her.”

[Maggie Hayes]

Det sitrede i hendes mundvige over den beskedne reaktion. Det var omtrent, hvad hun havde forventet af Rabbie og han skuffede bestemt ikke. Desuden var Maggie ikke et hak bedre, da han vendte de venlige ord tilbage.

“De er ret meget kommet af sig selv. Det er måske mere et spørgsmål om, at jeg holder nogle af dem tilbage. Hvis du spørger dem, i hvert fald,” svarede hun med et lille smil og kastede et blik over skulderen, før hun igen så tilbage på skotten. “Nej, jeg sørgede bare for en god lumos til turen herhen.”

[Rabbie Fletcher]

Rabbie fnøs muntert af Maggie og rystede lidt på hovedet. “Jeg tror du er for beskeden,” konstaterede han.

“Men det er nu også okay. Så længe du forstår du er en del af noget stort. Vi er.”

[Maggie Hayes]

Maggie trak på skuldrene og tillod alligevel sig selv at være en lille smule selvtilfreds. Indeni. Bare for et øjeblik. Hun havde gjort noget aktivt; sagt fra og muliggjort det samme for andre. Blikket flakkede ned til teen, som hun pustede til til.

“Det håber jeg,” svarede hun reelt. “Mængden af legender i rummet siger allerede en del, ikke? Jeg kan stadig ikke helt ryste følelsen af at være starstruck komplet af mig, selvom jeg nu har siddet i lokale med dem et par gange.”

[Rabbie Fletcher]

Rabbie grinede lidt og nikkede. Han var ikke fra en familie af legender. Fearghas Fletcher var for ung til at have været en del af troldmandskrigen og det var ikke et særlig velkendt faktum hvad Aberforth havde gjort for Fønixordenen og Hogwarts elever. Hans rigtige bedstefars begrænsede indsats i ordenen var ikke ligefrem noget at prale med. Mundungus Fletcher var ikke en person han skænkede mange tanker.

"Med tiden kan det være du selv bliver en legende," pointerede han med et hævet bryn. Det var ikke engang løgn.

[Maggie Hayes]

Brynene hævede sig, som en lidt overrumplet latter forlod hende ved Rabbies ord. Med varme kinder sænkede hun blikket til teen og rystede lidt på hovedet. “Nej, det tror jeg nu ikke,” svarede hun oprigtigt og så op på ham.

“Jeg har ikke rigtigt den slags ambitioner. Jeg kan bare ikke... Lade være med at gøre noget nu.” Selvom blikket var alvorligt, trak det en smule op i den ene mundvige. Hun slog blikket ned igen med et lille, muntert fnys og nippede lidt til den stadig dampende te.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie havde heller ikke den slags ambitioner, men det var noget andet med Maggie. Der var noget over hende, under hendes beskedenhed. Den del mindede absolut ikke om Henrietta Fletcher, men der var en nerve af stål og en handlekraft, som de havde tilfælles. Han så op til den slags. Selv var han en hel del mere blød i kanterne og absolut ingen heltetype.

"Du har aldrig helt kunne lade være med at gøre noget, vel?" Han smilede mildt.

[Maggie Hayes]

Maggie løftede den ene skulder en smule. "Naaah," svarede hun, men trak lidt på det. Det havde dog været tilfældet med både klubben og da hun i sin tid modtog vejlederemblemet og senere det, der vejede en del tungere, trods de var nogenlunde samme størrelse; Præfektemblemet.

"Nej, det kan jeg nok ikke." Hun overgav sig til smilet.