I mørket er alle løver grå [P, S]

[Gillian C. Fudge]

Der var kun en halv time til sengetid og slottets korridorer var allerede temmelig affolkede. De fleste elever havde søgt op til opholdsstuer eller sovesale, og foruden Gillian og hendes gåmakker var gangen tom. Deres skridt gav lavmælt ekko, men hun havde intet behov for at drukne dem med ord.

"Jeg sikrer mig, at der er tomt," informerede hun, da de nåede biblioteket og med et nik fortsatte han videre til klasselokalerne, mens hun søgte ind blandt de mange bøger. Duften havde som altid en beroligende effekt på hende, og hun var i en lille bobbel af fred, helt alene på slottets bedste sted.

Synet af en silhuet fik hende til at standse, før hun overhovedet havde set, hvem det var. En dreng, ud fra uniformen at dømme, sov hen over en tyk bog. Gillian nærmede sig med forsigtige skridt og først der gik det op for hende, hvem det var, som hun så direkte ned på sin forlovede. Eller... Ekskæreste. Eller hvad de nu var.

Aldrig havde vejlederemblemet på hendes bryst føltes tungere og hun havde mest lyst til at smide det fra sig og marchere derfra. Men hun havde et ansvar og selvfølgeligt bøjede hun sig frem og ruskede ham blidt i overarmen.

William Knight

[William Knight]

Endeløst. Det var sådan det føltes. Liam havde aldrig set frem til forlade Hogwarts, men nu trak den sidste tid på slottet sig ud med svære og hindrede åndedrag. Gennem dage, uger, eller hvor lang tid der end var gået, havde den syttenårige knægt , kæmpet en brav kamp med at finde distraktion, samt holde sig selv i ro. Han var dog allerede slået ud af kurs - uanset hvor meget han forsøgte at overbevise sig selv om noget andet.

Tiden kunne ikke løbe ud hurtigt nok, men det ulidelige tempo, blev måske heller ikke bedre af at han havde problemer med at sove. I stedet blev der klemt søvn ind i tide og utide, når kroppen vel nærmest gav op. Det var hvad der var sket, da han var faldet i søvn på biblioteket over en massiv bog. Han havde nok sovet en sollid time, før han blev vækket af en blid og forsøgende berøring.

Søvndrukkent kom han langsomt tilbage til bevidstheden. Armen, som hovedet mere eller mindre lå på, sov stadig da han langsomt blinkede øjnene åbne. "Gillian... Hvor..." Han rettede sig en smule op og gned øjnene - temmelig rundforvirret. Biblioteket. Så langt så godt.

[Gillian C. Fudge]

Det var en kort liste over ting, Gillian mindre ville, end at stå her nu tvunget til at se sit livs store kærlighed i øjnene. Men hun kunne ikke se væk. Ikke nu, de mørke øjne havde blinket sig pbne og stirrede direkte ind i hendes.

Først da Liam så rundt, formåede hun at slå blikket ned. Hendes ansigt var følelsesløst, men det var nok ikke så underligt, nu hjertet syntes at sidde helt ned i maven. Det kunne vel ikke pumpe blodet helt op, så...

Hun klarede halsen. "Det er næsten sengetid. Du burde være i din opholdsstue nu."

[William Knight]

I søvnen var han i det mindste ikke konstant plaget af den der rædsomme fornemmelse, der nu vendte tilbage. Det skar en smule i hjertet hver gang han så Gillian, og det var ikke anderledes nu, selvom det tog ham nogle ekstra øjeblikke at orientere sig om hvorvidt han drømte eller vågnede.

"Sengetid..." Gentog han, mens blikket ramte bogen under sig. Han havde garanteret savlet på den, og derfor lukkede han den langsomt i, "Ja, selvfølgelig. Beklager." 

Han skubbede stolen ud bag sig, så den gav et brokkent knirk.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde forestillet sig dagen, hvor de skulle snakke sammen igen, men det var slet ikke som hun havde forestillet sig. I dagdrømmerierne havde det været på den anden side af skolen, når hun havde fået rigtige bryster og kom gående ned ad Diagonalstræde iført en smuk sommerkjole med sin nye forlovede, der selvfølgelig skulle være højere og flottere end Liam, samt have et imponerende skæg.

Nu var det stadig alt for tæt på og hun følte sig stadig som et rod. Alligevel vovede hun at se på ham, da han rejste sig.

"Bogen skal også... lægges på plads," bemærkede hun lavmælt og pegede på den.

[William Knight]

Der var mange ting han ønskede at sige, men Liam var overbevist om at han havde spildt nok af Gillians tid. Han havde slået skår i noget, som var umuligt at sætte sammen med hverken superlim eller en besværgelse. Det bedste han kunne gøre, var nok at holde afstand. Hun var fanget på et slot med et bæst, og det rungede måske af et eventyr og ikke den skrækhistorie som han havde skabt omkring sig.

Bogen. Han havde været klar til at forlade biblioteket før hun nævnte den. Hænderne greb om værket, men efter at have taget et skridt hen mod bogreolerne, gik det op for ham at han absolut ingen ide havde om hvor den skulle stå. "Den... Kan jeg bare ligge den på biblioteksvognen?" spurgte han dæmpet.

[Gillian C. Fudge]

Blikket faldt til bogen igen, mens noget rørte på sig inden i hende igen. Åh nej, det var vreden. Hun var begyndt at kunne genkende den og tyggede sammen om sin underlæbe. Men selv det kunne ikke holde ordene tilbage.

"Ja, du efterlader bare alt hulter til bulter, ikke?" fnøs hun og gik helt tæt på ham, udelukkende for at tage bogen ud af hånden på ham.

"Bare gå. Jeg skal nok sætte den på plads."

[William Knight]

Selvom ryggen var vendt mod hende, krympede noget i brystkassen sig sammen ved den fnysende bemærkning. Skammen havde sat sig i de mørke øjne, men da hun rakte ud efter bogen, holdt han - af en eller anden uforklarlig grund - fast på den.

"Jeg finder ud af hvor den skal stå," insisterede han. Stemmen var stadig hæs efter søvnen. Hun havde ret. Han kunne ikke bare efterlade rod overalt omkring sig. I det mindste måtte han have styr på noget. 

[Gillian C. Fudge]

Måske havde Liam ikke tænkt sig at overgive bogen, men Gillian viste første tegn på stædighed, da hun heller ikke slap den. I stedet blev hun stående helt tæt på ham og hev hårdt i den igen.

"Lad være. Du stiller den sikkert bare et forkert sted," mumlede hun og ukunne ikke forklare, hvorfor hun igen faldt i fælden og så ind i mørke, velkendte øjne.

[William Knight]

Øjnene fæstnede sig ved hendes. Løven slippede dog ikke, men han hev heller ikke for meget igen. Han havde det elendigt, men han havde næsten også brug for at gøre denne ene ting rigtigt.

"Bare lad mig prøve," Forlangte han dæmpet.

[Gillian C. Fudge]

De lyse fingre blev kun lysere, som Gillian knugede hårdere om bogen. Liam havde taget alt fra hende og nu stod han endda og krævede mere. Hun rystede på hovedet.

"Hvorfor?" krævede hun at vide. Han var så tæt på, at hun kunne spotte en enkelt vippe på hans kind og blikket flakkede forsvarsløst ned omkring hans læber, før hun formåede at rive dem op igen.

Hvorfor forsvandt følelser ikke bare, når de ikke var sunde længere?

[William Knight]

Liam kæmpede for ikke at rive sig med. Skammen bevægede sig omkring i ham, som var den nærmest generet af en forbandelse der farede koldt gennem årene. Blikket lå mod det kønne ansigt, men han tiggede sig selv om ikke at komme med bagforklaringer eller bukke under for lysten til at trække hende mod sig.

"Fordi..." Det var næsten umuligt at følge flere ord efter det ene, "Fordi jeg har brug for at gøre noget ansvarligt, for en gangs skyld." Stemmen bar præg af noget desperat.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke forventet ærligheden. Faktisk havde hun nok forventet, at han ville slippe det sekund, hun tvang ham til at tage stilling til sine følelser.

Langsomt nikkede hun. "Lad mig... Lad mig gå med?"

[William Knight]

Tingene var kaotiske nok, til at Liam ikke mærkede bare det mindste behov for at lade som om han var okay. Da Gillian spurgte om hun måtte gå med, overvejede han nu alligevel at sige nej. For, hvorfor? Var det for at se at han rent faktisk kunne finde bogens rette plads? Han nikkede.

"Jeg mener det var heromme et sted..." Han tog bogen til sig og gik ned mellem reolerne. Selv gennem lyden af de lave fodtrn, der kastede små ekkoer gennem den store bibliotekssal, gjorde ham ikke mindre opmærksom på lyden af Gillians vejrtrækning.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke, hvorfor hun havde et behov for at gå med. Hun forstod knapt, hvorfor hun stadig snakkede med Liam eller hvorfor hun ikke kunne holde sit blik fra at vandre tilbage mod ham, selvom hvert sekund i hans nærhed var smertende.

Ordene lå på tungespidsen. Eller, nok nærmere følelser. Men de kom aldrig ud. Hun følte sig forpustet, men holdt munden tæt lukket for ikke at komme til at sige mere, end hun burde.