Få kure mod store kvaler

[Elias Oliver Wood]

Briony N. Baines

Efter en del spørgen rundt, havde Elias lagt turen hen mod Fællesstuen. Det var søndag, og han havde forsøgt at spotte en velkendt, lyshåret slange ved langbordet i Storsalen til morgenmaden, men... intet. Faktisk, erindrede han ikke den sidste samtale han havde haft med hende, som ikke havde været small-talk, hvor skyggerne havde formet sig en anelse under hendes øjne. Det måtte være før påskeferien.

"Briony," Han fik endelig øje på skikkelsen i den tomme Fællesstue. Der var stadig en del af morgenmåltidet tilbage, så rummet var tomt foruden den sørgmodige pige, "Skal du ikke have morgenmad?"

[Briony N. Baines]

Opholdsstuen var ikke et sted hvor Briony brugte meget af sin tid. Fællesstuen var bedre, der var færre sleske slanger og specielt tidligt om morgenen var det godt for hende. Nu havde hun sat sig i en stol og trukket fødderne op under sig selv. Det var et strategisk sted i lokalet. Man kunne kun se hendes hår, bagved ryglænet fra resten af rummet og dermed kunne hun gemme sine røde øjne for de fleste nysgerrige blikke.
Da Elias dog spottede hende alligevel blev hun en smule forskrækket og vendte ansigtet flygtigt mod ham.
"Jeg er ikke så sulten. Jeg er på kur." Det var løgn men det var svært at indrømme, hvorfor hun pludselig havde mistet sin appetit. I stedet stak hun næsen helt tæt på bogen, så hun kunne lade som om hun var dybt fordybet.

[Elias Oliver Wood]

Selvom kontakten kun havde været flygtig, kunne Elias ikke undgå at bide mærke i den røde farve. Han havde en observant natur, selvom han da også kunne have problemer med at se over sin egen næsetip. Måske var det grunden til at han havde været så længe om faktisk at fange at der var noget grundigt galt.

Langsomt nærmede han sig, indtil han fik dumpet ned i sofaen, nær lænestolen hun sad i. Han var fristet til at lade blikket analysere hende, men det var næppe hvad hun havde brug for, at dømme på hendes massive fascination af en bog, som hendes øjne nærmest ikke gled hen over i rytmer, som det gjorde når man læste rigtigt.

"Er der noget galt?" Han kendte svaret, men måtte spørge.

[Briony N. Baines]

Brionys næse var så tæt på bogens papir, at det var lige før, at den rørte ved det. Hun kunne på ingen måde læse sådan, men hun var alt for følelsesmæssigt påvirket til at lægge mærke til hvor ulogisk det var.
"Nej nej, jeg har det fint." Sagde hun og sukkede dybt. "Det er bare en fyr som jeg troede kunne lide mig, han er nærmest forsvundet og svarer ikke på mine breve, men det er ligemeget, jeg er ligeglad." Sagde hun og rettede sig op. Det gjorde alligevel ikke ondt længere, nu hun var helt følelsesløs.
"Burde vel ikke kunne forvente andet." Bemærkede hun med et stramt ansigtsudtryk. Mænd svigtigede hende, sådan var det altid og det ville sikkert ske igen.

[Elias Oliver Wood]

Hun lød langt fra ligeglad. Elias ønskede nu alligevel ikke at vride svampen mere end allerhøjest nødvendigt. Han trak benene op, så han kunne sidde i skrædderstilling i sofaen. Med to fingre, kløede han sig over hagen, mens han overvejede hvad man nu kunne sige der gjorde situationen den mindste smule bedre.

"Breve. Så han går ikke på skolen?" spurgte han, selvom svaret igen var tydeligt, "Det angår ikke mig, men hvis du vil tale om det, så er jeg her." 

[Briony N. Baines]

Egentlig orkede Briony ikke at tale om det, men det var jo Elias og han havde jo altid været så sød ved hende. Det føltes næsten som om, at det ville være forkert hvis hun ikke gjorde.
"Altså, nej. Han er en ældre fyr, som åbenbart har mistet interessen for mig, men det var vel bare et spørgsmål om tid." Sagde hun og sukkede dybt. Han havde bare bekræftet de ting hendes bror havde fortalt hende om drenge, at hun skulle være mere forsigtig og ikke bare give sig hen på den måde. Det måtte hun huske på.

[Elias Oliver Wood]

Bekymret blev Elias hoved lænet på skrå. Ikke at han overhovedet kunne forestille sig hvordan det måtte føles, for det første at have noget kørende med en ældre person udenfor Hogwarts, og for det andet at være vild nok med en person til at en afvisning ville gøre ondt. Han fornemmede dog at det havde mærket Briony.

"Så er det ham der er idioten," bemærkede han, "Klarer du dig?"

[Briony N. Baines]

Det var ikke sådan det føltes for Briony, for hende føltes det som om, at hun havde været komplet dum og naiv over at stole på en mand som ham. Derfor trak hun bare på skuldrene over hans svar og smilede en anelse.
"Ja ja, jeg klarer mig fint." Sagde hun og sukkede opgivende. "Det er ikke ligefrem det værste jeg har prøvet, vel?" Bemærkede hun og lagde hovedet på skrå. Det føltes dog lige netop som det værste, men det ville hun ikke mærke nu, det var for voldsomt for hende og derfor var det nemmere, at pakke det væk.

[Elias Oliver Wood]

Forliste hjerter vidste han langt mindre om end anfører strategier, og måske endda sine værste fag. Elias lyttede dog og nikkede ved den tragiske kommentar der flød over Brionys læber. Det var svært at forestille sig hvad hun havde været igennem. Ligeledes hvordan man kom helskindet ud på den anden side. Og om det var muligt.

"Hvis der er noget jeg kan gøre for dig, Bri. Så sig til."

[Briony N. Baines]

Det var lige før at Briony ikke kunne holde til Elias' sympati og hendes blik undveg ham en smule, mens hun forsøgte at distrahere sig selv. Det ville være lettere, hvis de kunne tale om et eller andet der ikke gjorde hende så ukomfortabel.
"Du kan jo distrahere mig med et eller andet, fx fortælle mig hvilke planer du har for Ravenclaws quidditchstrategi næste år?" Spurgte hun med et lettere drillende blik i sine øjne og pustede en lok af sit blonde hår væk fra sit ansigt.

[Elias Oliver Wood]

Elias var ingen løve der bare nød at snakke om sig selv og sine passioner, uden i hvert fald at være opmærksom på at det nok ikke var så interessant for mange andre. Briony havde dog selv forslået distraktionen og derfor sendte han hende et skævt smil, før han trak en hånd gennem håret.

"Strategier du formegentlig ikke deler med slangerne, right?" spurgte han, med en drillende gnist i blikket. Han huskede dog snart på en ting, "Okay, faktisk har det ikke megen indflydelse. Mig og Kala Patil-Fawley har faktisk slået hovederne sammen, for at få løverne ned med nakken næste år."

[Briony N. Baines]

Briony forsøgte at smile helt uskyldigt til ham, selvom hun ikke kunne holde masken i meget mere end et par sekunder. Hun lagde hovedet let på skrå og trak på skuldrene, mens hun lod blikket glide hen over hans ansigt.
"Uh, virkelig?" Sagde hun og løftede sine øjenbryn. "Tænk at vi er kommet dertil." Bemærkede hun og grinede afdæmpet.
"Jeg ved ikke engang om jeg forsætter på quidditchholdet næste år. Nok ikke." Bemærkede hun.

[Elias Oliver Wood]

Elias fik trukket en anelse på skuldrene. Det var måske ikke naturligt at slå hovederne sammen med sine modstandere, men det havde virket nødvendigt efter den hårde behandling løverne havde givet dem på banen. "Desperate tider, kræver desperate metoder," Kom det fra ham. Det var tydeligt at han var meget passioneret omkring sit spil, men overdrivelse fremmede vel forståelsen.

Hovedet blev lagt på skrå, "Du er en dygtig spiller, Bri."

[Briony N. Baines]

"Mon ikke." Bemærkede hun og smilede skævt. Derefter lænede hun sig tilbage mod ryglænet i sofastolen og sukkede dybt.
"Nå, men vil du med ned og se om vi kan lokke en kop varm kakao ud af husalferne?" Spurgte hun og smilede skævt, inden hun rejste sig. Derefter begyndte hun at pakke sine ting sammen og regnede lidt med, at han ikke ville have noget imod at gøre hende med selskab ned til køkkkenet.

Afsluttet