En ny dag

[Briony N. Baines]

Nathan Lorde

Det var sket meget for den unge blonde pige på det sidste og nu hun følte sig på gyngende grund igen, var der ikke meget der skulle til at slå hende ud. En dårlig bemærkning til aftensmaden og Briony var løbet ud af Storsalen og spænet ned i kælderen, hvor hun havde fundet sin sædvanlige lille bænk. Der hvor hun havde siddet sammen med Edward, der hvor han havde rusket og råbt af hende. Nu tårene var ved at trille ned ad hendes kinder og hun gav sig til at hulke, savnede hun ham uendeligt meget. Så meget, at hun et øjeblik fortrød alt det der var sket. Det hun havde gjort. Hvad hun ikke ville gøre, for at få sin bror tilbage. Ham der havde beskyttet hende for verden. Ham der på så mange måder havde haft ret omkring alting.
Briony følte sig så ensom og forladt, at hun overvejede at gentage det hun havde gjort før. På den måde kunne hun være sammen med sin bror, på den måde ville alt det dårlige være ovre, smerten ville være væk og hun ville være fri. Da hun hørte fodtrin på gangen, forsøgte hun dog alligevel at holde op med at græde.

[Nathan Lorde]

Nathan passede sig selv under maden lige så vel som resten af dagen, han ville helst ikke indvoldveres i noget af det der skete på skolen lige nu, eller i hele troldmandsverdenen faktisk. Sandheden var at frygten for at ende som en marionet simpelthen var for stor. Men da pludselig Briony rejste sig og nærmest løb grædende ud af storsalen løftede Nathan alligevel hovedet. Han ventede for at se om nogen gik efter hende, men det så ikke sådan ud. Da han havde ventet lidt og set hvordan alle andre bare spiste videre, endte han med selv af rejse sig og løbe efter. Hun havde været der så ofte for ham, nu måtte den gæld betales tilbage. 
Han nåede heldigvis lige at se hende løbe imod krypten og fulgte derfor efter.  Som han så hende sætte sig på en bænk, satte han farten ned. Det skulle ikke føles som et overgreb dette her. Egentlig ville hun vel hellere have Tobias der, men han gik ikke på skolen, så det kunne ikke lade sig gøre. “Er der optaget her?” Spurgte han så roligt for at høre om det var ok at sætte sig. 

[Briony N. Baines]

Da hun hørte Nathans stemme knuede hun irriteret sine hænder sammen og sukkede dybt.
"Ja. Min døde bror sidder her og han slår dig, hvis du sætter dig." Sagde hun med en stærk, bitter tone i sin stemme.
"Ser det måske sådan ud? At der sidder nogen?" Spurgte hun med en grådkvalt stemme. Derefter overtog hendes hulk hende igen og hun lagde hænderne over sit ansigt og begyndte at græde videre. Hun var snart for træt til mere, men tårerne kom stadigvæk og løb ned ad hendes kinder og der var intet hun kunne gøre for at stoppe dem. Bare sidde her i mørket sammen med Nathan og presse sin sjæl ud af sine øjne.

[Nathan Lorde]

Nathan så imod den tomme plads på bænken. Hendes bror? Well så var det nok ikke der han skulle sætte sig. Han gik derfor hen til væggen ved siden af Briony og satte sig der op ad væggen. “Fint med mig, så sætter jeg mig bare her. Vil du fortælle hvad alt det der handlede om?” Uanset hvordan situatinen var imellem dem, så føltes Nathan sig ansvarlig og han kunne ikke bare vende ryggen til hende, end ikke når hun truede med sin døde bror. 
Selvfølgelig ville han ikke lægge an på hende, når hun havde det sådan, men hun skulle vide han var der hvis hun havde brug for det. 

[Briony N. Baines]

Egentlig gad Briony ikke snakke om det. Det ville vel bare være en triumf for Nathan, at tingene ikke gik så godt for hende som hun havde håbet. Et øjeblik havde hun gået rundt på en lyserød sky, men nu mærkede hun en brændende fornemmelse i sin krop, der truede med at splitte hende over i to.
"Min kæreste, eller det troede jeg han var. Er komplet forsvundet, jeg har ikke hørt noget fra ham." Sagde hun og sukkede dybt, mens hun mærkede hvordan smerten i hende blev erstattet af en bedøvende følelse af ligegyldighed.
"Jeg er også ligeglad. Jeg har ikke brug for ham. Jeg har ikke brug for nogen." Sagde hun indebrændt.

[Nathan Lorde]

Nathan lyttede og prøvede på at holde sine tanker for sig selv imens. Han var godt klar over det nok ikke var hvad hun havde brug for at høre lige nu, det han tænkte på altså. Han lagde alligevel hovedet lidt på skrå. “Du fik det ellers næsten til at føles som om den eneste du kunne bruge var din bror. Men hvis du ikke har brug for nogen, så kan det vel lige så godt være mig som en anden der sidder hos dig og holder øje” han smilede lidt forsøgene til hende, men så så ud på gangen i stedet. “Medmindre du selvfølgelig gerne vil have jeg går. Så siger du det bare”

[Briony N. Baines]

Denne dag var Briony bestemt ikke et godt sted, hun var ved at gå i stykker indeni og forsøgte helt desperat at samle sig selv sammen. Hendes blå øjne betragtede den sorthårede slanke dreng foran hende, med et varsomt blik. Hendes mistænksomhed overfor verden, var kun blevet større og hun huskede igen Lelantos M. Carrow ord om at han ville beskytte hende.
"Du må gerne blive." Sagde hun. "Men jeg vil ikke snakke mere om det." Bemærkede hun. Det var bedre at begrave al smerten langt væk, hvor hun ikke kunne mærke den. Derefter blev hendes blik hårdt og hun sænkede det ned mod sine knæ.

[Nathan Lorde]

Nathan skulle ikke være den der blandede sig hvis ikke hun ville have det, det var helt fint med ham. Han trak bare på skuldrene glad for også at kunne mærke et lys i at hun ikke var sammen med en eller anden lige nu. "Helt fint, så lad os snakke om... Hvad vil du gerne snakke om?" Spurgte han så ind. Det var måske bedre at høre det fra hende. Hvad hun havde brug for lige nu. Det var ikke tit han satte andre over sig selv, men med Briony ville han gerne. Hun var noget særligt.

[Briony N. Baines]

Et suk slap hen over Brionys læber og hun hvilede hovedet tilbage mod muren, mens hun lukkede sine øjne i. Hun vidste ikke hvad hun ville snakke om, hvordan skulle hun vide det, når der var så mange forskellige tanker i hendes hoved på en gang?
"Det ved jeg ikke." Sagde hun og trak sine øjenbryn sammen, inden hun så på Nathan igen.
"Det er alligevel alt sammen ligemeget. Jeg går ikke op i noget mere. Så derfor har jeg ikke noget at tale om." Bemærkede hun og trak på skuldrene. Hun følte sig vanvittigt ensom og alene i verden, men det havde jo også været en illusion, at hun ikke havde været det.

[Nathan Lorde]

Hmm.. stakkels Briony hun virkede godt nok til at være lagt væk og helt nede i kuldkælderen. Det var næsten uhyggeligt, han havde aldrig set hende sådan før, ikke hvad han lige huskede af hvert fald. Han trommede lidt med sine fingre på kinden mens han overvejede. Hvad snakkede man egentlig om?
Det var svært at. Ide hvordan han skulle håndtere denne her, men så fik han alligevel en side, den kunne måske v,re lidt farlig, men bare hun reagerede. Roligt rejste han sig op, gik hen og kyssede Briony på panden og satte sig så ved siden af hende, for at afvente hvilken reaktion det ville give.

[Briony N. Baines]

Det var som om alle følelser havde forladt Briony og det var næsten det værste ved det, hvis hun da bare kunne mærke et eller andet, men hun følte sig helt slap og træt i sin krop. En dyb udånding slap hen over hendes læber, da han rejste sig op og gik hen mod hende. Kærtegnet var egentlig ikke et hun ønskede, men det føltes godt at være intim med et andet menneske. Forsigtig lagde hun sin arm ind under hans og lagde sit hoved på hans skulder, så ansigtet vendte ind mod hans kappe. Måske var den eneste hun nogensinde havde haft, Nathan. Mærkeligt, at hun ikke kunne se det før.

[Nathan Lorde]

Ikke engang et kys fik hende til at sige noget. Nathan var ærligt talt overrasket, det var ikke hvad han regnede med. Hunplejede altid at sige stop eller noget, nu.... valgte hun nærmere at putte sig ind til ham. Det kom lidt bag på ham. Han lod hende gøre det. Ikke for at "vinde" Men fordi hun virkede til at have brug for det og for bare at mærke lidt omsorg og trøst. 
Havde nogen sagt til Nathan for et år siden at han ville sidde på denne måde med Briony, så ville han have grinet højt af dem og rystet på hovedet, men der var kommet et bånd imellem de to slanger, som han ikke kunne forklare. Det var ikke længere et spørgsmål om hvilket forhold de havde med hinanden, men et spørgsmål om at de havde et forhold til hinanden. Derfor strøg han hende også roligt over håret og lod hende gemme sig som hun ville. "Du er noget helt særligt Briony. Jeg vil gerne hjælpe dig igennem dette her, hvis du har brug for det. og uden at kræve at få noget ud af det."

[Briony N. Baines]

Et smil dukkede op på hendes læber over Nathans ord og hun lukkede sine øjne lidt i, mens hun slappede af under hans berøring. Hun havde ingen grund til at lytte til folks bekymringer om Nathan længere, han havde tydeligvis ændret sig en hel del. Det kunne hun mærke.
"Hvornår er du blevet så sød?" Spurgte hun og sukkede en anelse, mens hun blottede tænderne i et skævt smil.
"Jeg husker stadig dengang du kaldte mig en rotte." Bemærkede hun og grinede afdæmpet, det virkede helt surrealistisk nu, som om det havde været en hel anden verden.

[Nathan Lorde]

Han kom til at smile over hendes spørgsmål. Ja hvornår egentlig. Han trak lidt på skuldrene. “..engang mellem at jeg forelskede mig i en grå rotte jeg ikke kunne få, at jeg mistede min blodstatus og så at jeg sårede endnu en pige som endelig havde fundet ind til mig.” Han tav lidt. Et øjeblik tænkte han tilbage på Clarissa, men det med Briony var alligevel dybere. “Desværre så... jeg var en idiot overfor hende. Wauw til nytår ødelagde jeg hele hendes aften. Jeg tror jeg har hende at takke for at jeg ikke længere er en forkælet møgunge, der regner med at han kan få alt han peger på” han smilede skævt og gav hende et lille kys ovenpå hovedet. Han var så glad for hende. På alle mulige måde. Men hun ville ikke tvinge hende til noget. Hun havde været tydelig og hun havde forstået beskeden. 

[Briony N. Baines]

Det var svært ikke at smile over historien, måske havde Nathan i virkeligheden ændret sig, men hun kunne stadig ikke helt finde ud af om hun havde andet end venskabelige følelser for ham.
"Det har været lidt af et år for os begge." Bemærkede hun og sukkede dybt. Det var svært for hende at se hvordan tingene skulle blive bedre, men på en eller anden måde ville det vel ske.
"Glæder du dig til at slippe fra at gå i skole?" Spurgte hun og smilede en anelse, da hun så ham i øjnene.