Når man har allermest brug for en ven

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde været vred på Liam, men mest af alt havde hun været rasende på sig selv og fortvivlet over sin egen hang til selvdesktruktiv adfærd. Med et par dage til at tænke, Ronans tilgivelse og et fysisk sammenstød med en grådkvalt Ravenclaw-vejleder, der ikke engang havde set hende, kunne hun alligevel ikke lade være at tænke på sin bedste ven.

Det var ellers ikke ofte, hun kravlede hele vejen op mod tårnene - især ikke, efter hun havde afsluttet astronomi, men nu stod hun alligevel i det store vindue og ventede. Han kunne sikkert godt bruge en ven nu.

William Knight

[William Knight]

Der eksisterede åbenbart ikke en sluk-knap. Desværre. Liam var fanget i skolelivet, kun skridt væk fra afgangseksamenerne, og kunne ikke finde en måde at håndtere presset og den skrækkeligt nagende følelse i brystkassen på. Han havde det elendigt, men hvert eneste stik og knugen, var velfortjent. 

Det store vindue havde været mødestedet mellem ham og Gillian utallige gange. Det var smertefuldt at gå forbi hver dag, men denne gang blev mindet distraheret for blot et enkelt sekund. Der stod Kala. Hans bedste ven. Hun ventede på ham, det var han næsten sikker på. Han stoppede op, uden at vide hvad han skulle sige. Egentlig forventede han en form for hævn. Et-eller-andet. 

[Kala Patil-Fawley]

Det var underligt at se ham igen, men modsat Liam, havde Kala ikke fået revet tæppet væk under sig eller mistet sin kæreste. Hun fugtede læberne, stak hænderne dybt i kappens lommer og gik ham i møde.

"Hey," hilste hun prøvende og fremdrog en æske fra sin lomme, som hun rakte frem mod ham. "Sliktryllestav?"

[William Knight]

Komplet uvidende om hvad der foregik, nåede Liam ikke rigtig at stoppe sig selv før han rakte ud og tog en sliktryllestav med sig. Dette var, trods han ikke ligefrem ønskede at spise den. I stedet forblev den bare i hånden, som snart hang slapt ned langs siden. 

"Er det en... forsoningsgave?" Fik han fremmumlet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ligeglad med, om Liam ville spise sliktryllestaven eller ej. Det eneste, der betød noget for hende, var, at han tog den og mundvigene trak op i et prøvende smil.

"Det kan vi godt sige," svarede hun derfor og lod pakken falde tilbage i lommen igen. Hun følte sig lidt tør i munden, men et enkelt blik på ham mindede hende om, hvorfor hun var der. Han så forfærdelig ud.

"Skal vi... Sætte os lidt?"

[William Knight]

Løven nikkede prøvende, men uden megen overvejelse undervejs. Han var udmærket klar over at han havde brug for at udrede noget af det han kunne. Noget af det han da ikke havde trampet så grundigt på, at man skulle tro at han var overbevist om at verden var hans personlige dørmåtte.

Han tog plads i vindueskarmen i det store vindue. Den velkendte plads. "Jeg ved ikke hvor jeg skal starte..." Bemærkede han, efter en stunds stilhed. Ryggen lænede sig ind mod den kolde rude bag ham.

[Kala Patil-Fawley]

Med tanke på, at Kala var virkelig elendig til at håndtere drama, fyre og tunge emner, havde hun efterhånden mere træning, end hun havde ønsket sig. Især havde Liam været både katalysator og støtte for og igennem det hele, og det var det, der gav liv til et skævt, om end let slukøret smil.

"Jeg så Gillian," begyndte hun i stedet for ham og trak det ene ben op til sig, så hun kunne hvile hagen på sit knæ.

[William Knight]

Liam kunne mærke kulden fra ruden, ganske svagt, gennem materialet på den hvide skjorte. Kalas bemærkning sendte et svagt stik gennem ham. Et stik der alligevel gav et svagt ekko gennem resten af kroppen.

"Det er ovre," Kom det fra ham. Det lød næsten afkoblet, men han havde ikke brug for at lade følelserne tage overhånd. Ikke nu.

"Det var nok et spørgsmål om tid..."

[Kala Patil-Fawley]

Selvom Kala havde haft for travlt med sit eget forhold og at være der for Ronan Thomas. Det havde været gode dage og selvom eksaminerne var tæt på, så havde de fået tilbragt en del tid sammen udenfor med fodbold og kys. Derfor havde hun måske også overskud til at række ud efter ham.

Hun lagde ikke hånden på hans lår eller knæ som normalt, men fandt i stedet hans underarm. “Det er jeg ked af,” mumlede hun oprigtigt, selvom hun havde haft sine betænkeligheder omkring det.

[William Knight]

I et forsøg på at forhindre den knugende fornemmelse i at tage overhånd, trak Liam på skuldrene, som var det ingenting. Der var noget modløst over bevægelsen, men måske var det en start.

"Dig og Ronan, I...?" spurgte han, efter lidt tid.

[Kala Patil-Fawley]

Det gjorde fysisk ondt at se Liam sådan, nedslået og modløs, men der var vist ikke andet, hun kunne gøre end bare at være der. Så det var det, Kala gjorde.

“Han tilgav mig. Eller arbejder i hvert fald på det,” svarede hun og fiskede ned i lommen, hvorfra hun fremdrog en sliktryllestav. Hun tog en bid og gumlede lidt på den.

“... Hvis hun virkelig elsker dig, vil hun måske også tilgive det?”

[William Knight]

De mørkebrune øjne vendtes langsomt mod venindens ansigt. Han forsøgte sig med et blidt smil, selvom det ikke rigtig lå i korrespondance med udtrykket i øjnene. "Det er jeg glad for at høre," sagde han, uden det mindste præg af at han ikke skulle mene det. Han var oprigtigt glad på hendes vegne.

Blikket rettede han dernæst frem for sig. Han rystede på hovedet, "Hun kaldte mig et bæst. Så et udyr," forklarede han, "Og hun har ret. Vores verdener... hører ikke sammen."

[Kala Patil-Fawley]

Af en eller anden grund føltes det underligt at høre Liam glæde sig over hendes lykke på den måde, Kala ikke havde mærket før nu. Hun rystede det dog hurtigt af sig, som hun havde for vane med den slags ting, hun ikke gad at tænke mere over, fordi det lugtede lidt for meget af selvrefleksion.

Desuden fik hun da også snart andet at tænke på. Sliktryllestaven dumpede ned i vindueskarmen, som hun sad måbende. “Hvad gjorde hun?” spurgte hun, tonefaldet faretruende.

[William Knight]

Liam tvang blikket væk fra det øde område foran dem, så snart han hørte tonen i Kalas ord. Han burde ikke have sagt det, men en del af ham forsøgte vel at understrege, både overfor Kala såvel som sig selv, at Gillian bestemt ikke nærede et håb om at få ham tilbage. Der var intet håb, og det burde han affinde sig med. Selvom det virkede umuligt. Læberne slap et enkelt suk.

"Du kan ikke bebrejde hende det. Det gør jeg ikke," svarede han, uden mange ændringer i tonefaldet. Stemmen var rolig, men næsten også for kontrolleret, "Jeg har udnyttet en femtenårig piges tillid, fordi hun fik mig til at få det bedre med mig selv. Og... jeg forsøgte at trække dig ned med mig."

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs hårdt og måtte kæmpe med impulsen til at slynge nogle grimme ord ud om den lille, hellige martyr, der havde stødt hårdt til Liams selvværd. Med en spændt kæbe holdt hun dem heldigvis tilbage. De ville nok ikke hjælpe uanset.

“Du er sytten år, Liam, helt ærligt. Du lyder som om du burde være helt voksen og færdig allerede. Det er nu, man fucker op. Hvorfor er der ikke plads til det?” kunne hun alligevel ikke holde tilbage.