Syret søndag

[Penelope Parker]

De havde sat det lange ben foran. Eller, Aedan havde i hvert fald. Parker snublede lidt efter ham og blev ved at dreje hovedet i nysgerrighed, selvom Cailean og Corban for længst var forsvundet ud af hendes synsfelt.

"Hvad tror du, det h-" Hun snublede over et trin og et sekund var det eneste faste holde punkt Aedans fingre om hendes juiceklistrede hånd. Så hamrede hun knæet ind i trappetrinnet foran sig med et lille hvin, der hurtigt blev til en hvislen efter vejret i smerte.

Aedan C. Finnigan
Efter Engang legede man med dukker

[Aedan C. Finnigan]

Aedan havde drejet hovedet halvt mod Parker for at høre hvad hun sagde, men så væltede hun og hendes hånd gled glat ud af hans. Han slap en overrasket lyd og stoppede brat op for at gribe ud efter hende, bare hvis hun skulle miste balancen helt og tumle ned af trappen. Det endte med at han stod med armen helt omkring hende og nærmest holdt hende, mens hun ømmede sig.

"Hvad ved Paracelcus laver du?"

[Penelope Parker]

Før Parker overhovedet kunne nå at tage fra eller prøve at genvinde fodfæste, mærkede hun en arm omkring sig og klamrede sig i stedet til den. Den ene fod genfandt trinnet og den anden svævede lidt i luften, som hun bukkede benet og tog sig til knæet. Strømpen var blevet skubbet lidt ned og havde givet plads til en hudafskrabning, der hurtigt gik fra hvid til lyserød.

“Jeg snublede,” mumlede hun forurettet, men blev hurtigt tavs, da hun så op i et par blå øjne, der var meget tættere på end forventet.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan brummede lidt, før han knælede på trappen for at se på hendes hudafskrabning. Han rynkede svagt på næsen. "Mmhm. Det er ikke så slemt," konstaterede han med en hånd imod hendes bare læg, der føltes meget varm uden strømpen over. Han skævede op på hende.

"Det er ikke engang noget, der kræver en forbinding eller noget."

[Penelope Parker]

Parker blinkede, da han pludselig knælede for hende og det var lidt nemmere at trække vejret igen, selvom hun snart snappede lidt efter det, som hans hånd fanden over hudafskrabningen. Hun smilede fåret ned til ham, pludselig temmelig varm om ørerne.

“Godt,” mumlede hun og skubbede lidt af håret, der ikke kunne nå med i den strittende hestehale, bag øret. “Det svider også kun lidt.”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan smilede lidt op til Parker. Det føltes rigtig mærkeligt sådan at have hånden på hendes læg, lige hvor den mødte knæhasen og hvor der var helt blødt på en pige. Og hun var jo en pige i skoleuniformens nederdel og alting.

"Skal jeg såeh... Uhm. Puste på det?"

[Penelope Parker]

Parker tænkte ikke særlig meget over, at hun var en pige eller at han var en dreng. Hun smilede bare ned til Aedan og var glad for at have én, der tog sig sådan af hende.

“Ej. Fjolle,” grinede hun og rystede på hovedet. Hun ville sige noget mere, men som hun bevægede sig lidt for at holde balancen, rykkede hun også hans fingre lidt længere op i knæhasen og det var super distraherende.

Genert lagde hun en hånd på hans skulder. Tomlen svævede lidt ved siden af hans hals uden at hun kunne beslutte sig for, om hun turde røre ham eller ej.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan havde helt vildt meget lyst til at puste på hudafskrabningen. Eller kysse hende lige ved siden af den. Men det gjorde han selvfølgelig ikke. Han grinede bare lidt nervøst og kom langsomt på benene igen med en tumlen i mellemgulvet.

"Nåhmen så kan du godt gå videre, ikke?"

[Penelope Parker]

"Mh." Parker nikkkede og flyttede sig lidt, så de ikke ville stå lige op og ned ad hinanden, når han rejste sig op. Selvom det ikke ville være det værste i verden. "Selvfølgelig."

Hun tøvede lidt, men flettede så de klistrede fingre ind mellem hans igen. "Vi skulle nødigt blive indhentet af de to, før de har fået løst det." Hvad end det så var.

"Hvad tror du egentlig, det handler om?"

[Aedan C. Finnigan]

Aedan så lidt ned på Parkers hånd. Den klistrede i hans og det var måske egentlig lidt småklamt, men han ville rigtig gerne holde hende i hånden, så han kom sig over det og klemte lidt om hende, før han begyndte at gå igen, en smule mere forsigtigt.

"Cail og Corban? Jeg aner det virkelig ikke, men jeg gider bare ikke mere af Caileans fis..."

[Penelope Parker]

Parker gengældte det blide klem og fulgte med ham op ad trapperne igen, mens hun prøvede at lytte med det ene øre, om hun kunne høre vennerne. Men der var kun lyden af Aedans stemme og hun pakkede den anden hånd tilbage i kappens dybe lomme.

"Han er vores ven," protesterede hun alligevel lavmælt.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan sukkede tungt. "Ja," brummede han. "Jeg ved det godt, men han har bare seriøst været utålelig på det sidste. Han skal altid lige stikke til ting og så bliver han skide sur, når man selv stikker igen..."

[Penelope Parker]

Det var ikke en god følelse at snakke sådan om sin ven, rare fingre om hendes eller ej. Parker nikkede lidt. Måske var det der pubertet, som voksne af og til snakkede om.

“Men bare lad være at slå på hinanden,” bad hun.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan brummede lidt. "Jeg skal nok prøve," lovede han, før han hev hende med sig videre. "Lover du så... At vi måske... Kommer til at kysse på et tidspunkt?"

Han prøvede virkelig at være afslappet omkring det, men det gik ikke skide godt.

[Penelope Parker]

Parker smilede og var godt tilpas, indtil Aedan valgte at bringe kysseri op mellem dem igen. Maven knudrede sig helt sammen og hun tog en dyb indånding for at lyde afslappet, da hun svarede.

“Jeg skal nok prøve,” svarede hun i en spejling af hans, men det lød ikke så spøgefuldt som hun stilede efter.