En tiltrængt ven

[Willard Ollivander]

Willard var lidt et rod. Han havde nydt at være hjemme i ferien. Samtidig havde han fået at vide, at hans far så en ny kvinde. En kvinde, der ikke var hans mor. Han forsøgte stadig at bearbejde nyheden og det var med det formål, at han søgte mod det sted, hvor han slappede mest af. Biblioteket.

Han var på vej mod sit stambord, da synet af en helt særlig person fangede hans opmærksomhed. Et varmt smil fandt vej til hans læber, som han satte kurs mod hende.

“Jeg kan altid regne med at finde dig her”.

Gillian C. Fudge

[Gillian C. Fudge]

Endelig havde Gillian formået at finde fokus og hun var komplet fordybet i en kompliceret formuleret tekst, oversat klodset fra ungarsk, da Willard stoppede ved hendes bord. Midt i alt rodet havde hun gelt glemt vejlederen fra Hufflepuff, der altid havde siddet ved hendes side igennem smerten, men nu ikke var til lige så megen hjælp.

Han måtte vel have hørt nyheden om, at hendes far var blevet angrebet af en varulv. Det var vel over hele skolen nu. Hun nikkede.

"Ja. Det er jo U.G.L-tid."

[Willard Ollivander]

Willard slog sig ned ved siden af hende. Han havde været så fordybet i sine egne problemer, at nyheden om Gillians far var kommet til ham sent.

Han var her dog nu.

“Jeg er ked af, at høre om din far”, sagde han dæmpet. Næsten en hvisken.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde uanset tilbragt et par dage i Skotland med sin mor og ville ikke vide, om nogen overhovedet havde prøvet at være der for hende. Hun sendte ham blot et mat smil, da han satte sig ned ved siden af hende.

"Han er ikke min far længere," svarede hun blot, som hun havde fået besked på, at hun skulle.

[Willard Ollivander]

Det gjorde lidt ondt, at høre Gillian sige sådan om sin far. Især fordi noget sagde ham, at det var mere indøvet end sandheden. Han var dog mere klog end at begynde at grave i det.

”Hvordan klarer dig og din mor det?”, spurgte han i stedet.

[Gillian C. Fudge]

Læberne gled fra hinanden og Gillian havde sådan lyst til at fortælle ham, hvordan hun var bange for at efterlade sin mor alene og hvordan det havde virket helt gravkammeragtigt, da de havde siddet hjemme hos bedsteforældrene.

Blikket blev slået ned. "Jeg ved det ikke," hviskede hun, for en gangs skyld ærligt. "Vi... Jeg må være stærk for hende, selvom..." Hun havde lyst til at fortælle om William Knight og hvordan han havde knust hendes hjerte, men at hun var bundet til ham i en kamp for at redde sin familie, men ordene sad fast i halsen på hende.

"Det er hårdt," indrømmede hun i stedet.

[Willard Ollivander]

Willards blik blev alvorligt. Der var ingen omkring dem og det gav ham mod til at gribe ud efter hendes ene hånd. Han gav den et blidt klem uden at slippe hende med blikket.

”Din mor er stærk, Gilly. Ligesom dig. I kommer begge igennem det her. Det skal du ikke tvivle et sekund på”, lovede han hende.

”Og jeg er her, ikke? Jeg vil altid være her til at hjælpe dig op igen. Det er et løfte, jeg lover dig aldrig vil ændre sig”.

[Gillian C. Fudge]

I stedet for en lille ridse i bordet, fandt hendes blik hen til hans fingre om sine og Gillian tillod sig at holde hånden der, finde ro og trøst. Hun havde ikke en stærk mor og der var heller ikke meget styrke over hende selv.

Der var ingen i nærheden, så hun lænede sig endda lidt frem, indtil hendes pande stødte blidt mod hans skulder og dér stoppede hun. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, for hvad var der mere tilbage?

[Willard Ollivander]

Willard vidste, at flere så Gillian som et skrøbeligt individ. For ham var Gillian noget helt særligt. Ind i mellem ville han ønske, at hun kunne se sig selv gennem hans øjne.

Han pressede forsigtigt sin overkrop ind mod hendes pande. Hånden, der ikke hvilede i hendes, førte han op og børstede forsigtigt et par hårstrå væk fra hendes ansigt.

”Hvad siger William Knight til alt dette?”, spurgte han dæmpet. Han havde endnu ikke ønsket hende tillykke med forlovelsen. Ikke sådan rigtigt. Han havde ikke kunne få det over sine læber, selvom han burde.

[Gillian C. Fudge]

Gillian bemærkede godt, hvordan Willard vinklede sig ind mod hende og at hun burde bede ham tage afstabd, for det var ingen måde at opføre sig på, når man havde en forlovet. Men de sidste mange måneder havde vænnet hende til ømhed og omsorg; begge dele en mangelvare nu.

Hun burde holde sin mund. Burde ikke sige noget. Hun rystede på hovedet i et forsøg på at holde hemmeligheden tilbage. Læberne forblev samlede. Hvis først hun åbnede munden var det ikke til at sige, hvad der skete.

[Willard Ollivander]

Willard vidste godt, at det ikke var passende adfærd fra hans side af. Alligevel kunne han ikke give slip. Ikke før han bemærkede hendes reaktion på hans spørgsmål. Willard trak sig forsigtigt væk igen, så han kunne møde hende med blikket.

”Hvad er det du ikke fortæller mig?”.

[Gillian C. Fudge]

Willard trak sig tilbage igen og Gillian sad tilbage, skrøbelig og med dukket nakke. Hun mødte ikke hans blik, havde ikke lyst til at se hverken ham eller sig selv i øjnene. Men hun kunne ikke holde ordene tilbage længere.

"Han har kysset en anden."

[Willard Ollivander]

Nyheden ramte ham og ren afsky var at finde i Willards mørke blik. Han var vred. Måske endda rasende. Willard var dog god til at holde sine følelser inde, hvor kun han kunne mærke dem. Denne gang var ingen undtagelse.

”Har du talt med ham efter?”.

[Gillian C. Fudge]

Gillian så ikke op og så ikke Willards reaktion. Hun mærkede kun bølgen af tavshed, der faldt efter og tænkte, at han sikkert tænkte det samme, som hun havde tænkt. Som alle ville tænke. Hun var for dum. Naiv.

"Ikke endnu."

[Willard Ollivander]

William Knight fortjente ikke Gillian. Det havde han længe haft følelsen af og hans utilgivelige handling bekræftede det kun.

”Det var meget forkert gjort af ham, Gilly”.