Hey, forresten, ja

[Penelope Parker]

To dage var gået, siden Parker var ilet ud af drengenes sovesal lignende temmelig meget en tomat i fjæset. Hun havde været så rundt på gulvet over det, at det først var to dage senere, at det gik op for hende, at hun aldrig havde besvaret spørgsmålet, der havde taget vejret fra hende.

Midt i mugglerstudier den fredag slog det hende dog og hun rev et lille stykke af sit pergament af, nedfældede tre sjusket skrevne ord og foldede det omhyggeligt sammen til en frø. Mens professoren kiggede væk, fandt hun staven frem og med et lille skub fra den, hoppede frøen snart fra bord til bord, indtil den endte foran Aedan C. Finnigan , der sad rækken foran hende.

Hey, forresten, ja.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan sad og tog pligtskyldigt noter, imens professoren talte. Han så forbløffet ud, da en lille papirsfrø endte på hans bord og foldede sig ud til en lille seddel med tre ord.

Han skyndte sig at gemme den væk, men sneg sig også til at vende sig lidt om og se om den kom fra hende han troede. Da han fandt Parker med blikket, hævede han derfor begge bryn lidt.

[Penelope Parker]

Parker kunne virkelig godt lide mugglerstudier og fulgte normalt også med, men lige nu stirrede hun mest af alt på Aedans ryg med en varm tumlen i maven. Den blev vildere, da hun så ham bevæge armene som for at folde noget ud og da han bukkede sig, tog den lige en kolbøtte.

Komplet kludren kom, da han drejede sig om mod hende. Smilet voksede lidt og hendes blik flakkede kun kort, før hun blinkede til kejtet til ham med det ene øje. Ikke hendes fineste øjeblik.

[Ailis C. Finnigan]

[Aedan C. Finnigan]

Aedan blev pæonrød i pæren over Parkers lille blink og selvom det var rimelig kejtet, så virkede det helt vildt cool ud fra hans perspektiv. Meget mere cool end ham, der bare måtte skynde sig at dreje sig tilbage mod fronten af klasselokalet med et komplet idiotisk smil.

De var kærester. Hvilken fantastisk dag.

[Penelope Parker]

Parker tvivlede ikke rigtigt på, at han stadig syntes, hun var sej og hun lænede sig bare tilbage, greb sin pen og kastede sig tilbage ind i en mere aktiv deltagelse end lige før.

Hun snølede lidt med at få skrevet lektierne ned, da timen var færdig. Aedan plejede altid at vente, så hun skyndte sig heller ikke, men pakkede blot sammen i nogenlunde ro og mag. Så ro og mag, som man nu kan, når man gerne vil ud og snakke med sin kæreste. Tanken gjorde hende lidt rundt på gulvet.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan følte sig som en fandens karl, som han stod og ventede på Parker udenfor. Da hun dukkede op, gled hans hånd naturligt ind i hendes og de slog an imod næste time. Han gav hendes hånd et lille klem og så smilende ned på hende.

“Skal jeg begynde at spørge om jeg skal bære din taske og sådan noget?”

[Penelope Parker]

Aedan var muligvis verdens sødeste, da han ikke bare som normalt ventede på hende, men nu også tog hendes hånd. Parker smilede op til ham og fnes over spørgsmålet.

"Kan du ikke bare bære mig? Så skal jeg nok tage tasken," jokede hun let om hjertet.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan fnøs lidt og hævede brynene. “Det tror jeg ville få folk til at kigge og drengene synes allerede det er sygt nok at vi er kærester og sådan,” pointerede han. “Måske er det dumt at vifte det mere i deres ansigt end vi behøver...”

[Penelope Parker]

Det havde været ment som en joke, men smilet blev da øjeblikkeligt tørret af Parkers ansigt ved hans ord. Hun stak hænderne dybt i kappens lommer og tog et par skridt i tavshed.

"Har I snakket om det?" spurgte hun og følte sig for første gang meget holdt udenfor, tvunget til at ligge på pigernes sovesal.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan så forvirret ud, da Parker trak hånden til sig. Han krummede sine egne fingre sammen om tom luft og trak lidt på skuldrene under skoletasken.

"Jah... Altså de stillede jo spørgsmål efter du stak af fra vores sovesal, såeh... Jeg svarede bare. Måtte de ikke vide det?"

[Penelope Parker]

Spørgsmålet sendte hendes skuldre op mod ørerne og hun tvang dem resolut ned igen. "Jo, det må de vel..."

Hun gumlede lidt på sin kind, mens tankerne tumlede rundt. "Hvorfor synes de, det var sygt?"

[Aedan C. Finnigan]

Aedan rynkede panden lidt og gik ved siden af Parker med hænderne klemt ned i lommerne på sine rober, selvom han mest havde lyst til bare at gribe hendes igen. Han så ned på hende ved spørgsmålet.

"Hva? Nej... Sygt nok. Altså vildt nok. Ikke sygt på den måde."

[Penelope Parker]

“Nåh,” mumlede hun og stoppede med at flosse sin kind med tænderne. I stedet drejede hun hovedet og så op på ham.

“Hvorfor bekymrer du dig lige pludselig om, hvad de tænker?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedans panderynke blev dybere over spørgsmålet, som ærlig talt var ret så fjollet. Han klarede halsen lidt og tænkte stadig på hendes hånd.

"Jeg har da hele tiden tænkt på hvad de tænkte," svarede han. "De er jo vores venner?"