Mugglerfødte magikere spiller med musklerne

[Maggie Hayes]

Mødet var slut og havde efterladt Maggie med en varm, næsten rusende fornemmelse i kroppen. Hun tog en dyb indånding, pakkede sine ting og vinkede Owen af sted. Der var nemlig en nytilkommen, hun gerne ville tale lidt med.

"Så kom du endelig med," bemærkede hun, da hun faldt ind på siden af ørnen på vej mod tårnene. "Selvom omstændighederne selvfølgelig er..." Hun tav. Der var ikke ord for det.

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

"Noget værre pis," afsluttede Ronan behjælpsomt Maggies sætning, uden at tage sig meget af eventuelle sensibiliteter overfor sådan et sprog. Han hankede op i sin taske.

"Men du har ret. Der er ærligt heller ikke nogen god grund til at det ikke er sket før."

[Maggie Hayes]

Maggie fnøs, men der var ikke meget muntert over det. Det var ikke den slags sprog, hun brugte, men det betød ikke, at det ikke var på sin plads nu.

"Har du kunne komme i kontakt med dine forældre?" spurgte hun og havde ikke selv turdet skrive noget ud over normalen i sine breve, selvom de to delte hjemmesituationen, at deres forældre var i et ægteskab, der var forbudt i USA.

[Ronan Thomas]

Ronan havde et dystert udtryk, som kun var passende for situationen. "Kun et enkelt brev," konstaterede han.

"Jeg har ikke tænkt mig at holde kæft for evigt, men der er ingen grund til at gøre noget idiotisk. Ingen af os har skrevet noget direkte."

Han tog en indånding. "Vi har brug for at snakke med nogen udefra - ansigt til ansigt."

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede og så heller ikke selv synderligt begejstret ud ved situationen, men hans ord sendte hende til gengæld i tankefuld tavshed. Hun nikkede lidt.

"Mh, som jeg sagde derinde, så er det jo det, jeg har fået adgang til. De fortæller mig, når der sker noget og så indkalder jeg alle jer, der har tilmeldt jer," svarede hun lavmælt og med et blik over skulderen. Dagene, hvor Hogwarts virkede som jordens sikreste sted, var i hvert fald forbi for hende.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke mistet korttidshukommelsen, men nikkede alligevel til hendes ord. "Det er en start," konstaterede han og så sig lidt rundt, ikke interesseret i at blive overhørt af hverken den nye rektor, nye professor eller nogle af de hjernevaskede elever.

"Vi kan ikke gøre meget herinde fra. Det er et problem."

[Maggie Hayes]

Maggie så tankefuldt frem for sig, mens hun skridtede ned ad korridoren. “Jeg har tænkt det samme,” indrømmede hun og tog en dyb indånding.

“Jeg mener at have læst, at Granger i sin tid stoppede på sit syvende år sammen med Potter og Weasley for at deltage i troldmandskrigen.” Hun var tavs lidt. “... Nogle ting er vel.... Vigtigere.” Der dannede sig en dyb fold mellem brynene.

[Ronan Thomas]

"Det gjorde de" svarede Ronan, uden at tøve. Han havde mødt Hermione flere gange i sit liv. Hans far havde engang delt sovesal med Ron og Harry. "Det er ikke der vi er endnu, men parallelerne er skrigende åbenlyse," konstaterede han. Historierne om professor Nidkjær og ministeriets indblanding virkede ikke så fremmede, som de havde gjort engang.

Han tog en indånding. "Jeg tror ikke, at jeg bliver og tager mine F.U.T'er."

[Maggie Hayes]

Maggie drejede hovedet for at se på ham, et tankefuldt udtryk i hendes øjne. Et øjeblik havde hun glemt, at Ronan jo var søn af én, der havde delt opholdsstue med dem og bemærkningen beroligede hende, selvom det var forfærdeligt at tænke på. Der var andre, der så de skræmmende ligheder.

"... Jeg har overvejet det samme," indrømmede hun og vendte blikket frem igen. "Vi kan ikke gøre nok herfra."

[Ronan Thomas]

"Vi kan ikke gøre en skid herfra," rettede han hende og tog en indånding. Øjenbrynene trak sig sammen, mens tankerne kørte rundt. Han så ned på Maggie, så meget som det nu kunne lade sig gøre, mens de gik.

"Det er ikke en selvfølge at få lov til at vende tilbage og tage dem senere, ligesom Hermione gjorde."

[Maggie Hayes]

Maggie rynkede brynene og så væk. Det var en sandhed, hun ikke havde været klar til at høre endnu, men blev nødt til at tage sig af. Hvis hun droppede ud, ville hun ikke kun efterlade sine medstuderende der, men muligvis også sin chance for at få sine F.U.T'er.

"Nej, det ved jeg," svarede hun og rettede sig lidt op igen. "Men så er det sådan, det må være."

[Ronan Thomas]

Ronan nikkede let til hendes ord. Sætningen for the greater good fløj gennem hans tanker, men ikke på vilkår om han kunne finde på at tage de satans ord i sin mund. I stedet tog han en dyb indånding.

Og så nikkede han.

Måske luk?