Engang legede man med dukker

[Alissa Avery]

Der var både fordele og ulemper ved at være skoleroyal. En af ulemperne var selvfølgelig, at Alissa ikke bare kunne vandre hen og komme til at være i nærheden af Cailean uden at nogen ville bemærke det. Især fordi Cailean var en idiot, som hun helst undgik. En af fordelene var dog, at hun også havde små arbejdermyrer på Gryffindor og hun fangede netop blikket på en tredjeårsdreng.

Det havde ikke været svært at overtale ham. Et enkelt kys af Dronningen og så havde han været som smør. Så var der selvfølgelig spørgsmålet om Amortentia, men der havde skolens kvinde præfekt selvfølgelig været lige til at manipulere. Et par krokodilletårer, tre snøft og en lille løgn om, at hun var bange for at dumpe sin U.G.L. i eliksirer. Et par timer senere havde hun fået hjælp hele vejen igennem eliksiren, som egentlig var F.U.T.-niveau.

Alissa nikkede diskret. Mere skulle der ikke til, før planen var i gang og selvom hun ikke var åbenlys omkring det, fulgte hun opmærksomt med, som drengen kom på benene og tøffede hen til gruppen. Hun kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men det så ret hverdagsagtigt ud. Han lænede frem, ind over Caileans krus.

Med et smørret smil vendte slangen tilbage til samtalen med veninderne. Det var ordnet nu. Der var amortentia i Caileans juice. Så var det kun et spørgsmål om tid, før dét venskab ville gå op i røg. Endelig følte hun sig lidt som sig selv igen og resten af dagen var hendes humør højt.

Søndag, frokost

---

Mulighed for overtagelse af Cailean Morgaine , Corban Yaxley Jr. (evt. Aedan C. Finnigan ?).
Ellers kan den også bare ligge her som solopost.

[Cailean Morgaine]

Søndagens frokost var som søndagens frokost plejede at være. Cailean sad ved siden af Corban Yaxley Jr., sammen med de fleste andre fra femte årgang, og tænkte ikke ret meget over den tredjeårselev der pludselig maste sig ind for at spørge vejlederen om et eller andet. Cailean var travlt optaget af en dreng på et andet bord, der lige så ud til at have spildt noget juice på pigen ved siden af. Den lille tumult det kreerede var ganske underholdende.

Da tredjeårseleven var smuttet igen, forsøgte han at fange Corbans opmærksomhed ved at prikke ham med albuen, inden han nikkede mod bordet, hvor drengen gjorde et desperat forsøg på at undskylde. ”To sølvsegl på, at hun kaster sin juice i ansigtet på ham om lidt.” Grinte han, uden egentlig helt at mene væddemålet, mens han selv rakte ud efter sin egen juice og tog en tår. Den duftede underligt hjemligt, hvilket påvirkede smagsløgene nok til at han tømte resten, inden han hældte endnu et glas op.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde forsøgt at besvare det trivielle spørgsmål fra tredjeårseleven, så pædagogisk som han kunne formå. Derfor havde han ikke ligefrem bemærket så meget andet, da Cailean dernæst drejede hans opmærksomhed mod nabobordet. Han skævede derhen mod de to. Det var utroligt så meget en lille smule juice kunne skabe splid mellem to personer. 

"To sølvsegl på at hun ikke gør, men undgår ham hele næste uge," bemærkede han, mens han fangede kammeratens blik. Dernæst vendte opmærksomheden mod morgenmaden igen.

[Cailean Morgaine]

Han fnøs, men smilte stadig ”hvordan vil du overhovedet holde øje med… om…” Cailean tabte ligesom tråden mens han kiggede på Corban, der sad og spiste morgenmad. Det underholdte og drengede glimt han før havde haft i øjnene, blev erstattet af et betaget og næsten helt uskyldigt blik. De to elever og deres lille juice uheld forlod hans tanker som dug for solen, og blev erstattet med tanken om hvor exceptionelt vidunderlig Corban så ud her til frokost.

Cailean rakte en hånd ud og strøg en tot hår væk fa Corbans flotte pande, ”tolv sølvsegl på, at du er den flotteste dreng på skolen.” Tilføjede han og lød meget oprigtig.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde nærmest fyldt hele den ene kind med røræg, da han mærkede Caileans fingre over panden. Nøjsomt havde de strøget hans hår væk og på plads. Den eneste der havde rørt hans hår, uden at få en klage med på vejen, var nok Fiona Buchanan . Indtil nu altså. Corban var simpelthen for overrasket over den følgende bemærkning til at presse et eneste sammenhængende ord over læberne.

"Meget sjovt..." Fik han endelig sagt, da det lykkedes ham at synke den smaskede klump røræg. 

[Cailean Morgaine]

Cailean grinte lidt af Corbans kommentar - eller det var måske nærmere en fnisen. Han rykkede en balle tættere på, og svarede ”du er meget sjov.” Et lille smil brød frem, mens han kørte en hånd gennem sit eget hår og fugtede læberne.

”Hvad skal du efter frokost? Du har ikke nogen planer vel? Åh, Corban, please sig du ikke har nogen planer, for jeg tror ikke jeg kan leve hvis vi ikke er sammen.” Han understregede sin påstand ved at prikke med et kærligt prik på vejlederens fine lille næse.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde gjort endnu en fejl. Den lå i rent faktisk at tage en tår af sin egen pokal med juice, og derefter være ved at spytte det ud ved kammeratens bemærkninger. I stedet måtte han nøjes med at få det godt galt i halsen, så han lige måtte hoste en gang, og så endnu en.

"Jeg synes du er en kende dramatisk," bemærkede han, og forsøgte at skjule forundringen bag en latter der kun virkede halvnervøs. Det var sikker bare Cailean der var overdramatisk.

[Cailean Morgaine]

Cailean så en anelse nervøs ud ved Corbans hosten og juicen der var kommet galt i halsen. Men han overlevede heldigvis.

”Jeg synes du er en kende sød,” bemærkede han tilbage og lænede sig lidt tættere på vennen. ”Det er næsten skørt jeg ikke har bemærket det før, når vi har boet sammen så længe.” Der var absolut intet spor af en drillende tone i Caileans stemme, og han prøvede ihærdigt at få øjenkontakt til Corban, mens han endnu engang fugtede læberne.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban fortrød det næsten med det samme, da han mødte Caileans blik. Det var ikke spøgfuldt, men mærkeligt... ærligt. Det gjorde ham dog ikke tilbageholdende overfor at forsøge at granske og analysere hans blik efter den mindste gnist af morskab og komik. Eftersom forandringen havde været så pludselig, burde der stikke noget under. Men Corban havde aldrig overvejet at det kunne være amortentia.

"Cailean... Har du det okay?" spurgte han endelig. Han var rykket lidt til siden, da kammeraten var kommet tættere på. Snart måtte han næsten sidde helt op ad Penelope Parker til den anden side.

[Penelope Parker]

Parker var ret fordybet i en samtale med Aedan C. Finnigan og havde ikke bemærket noget underligt til sin højre side, før Corban endte med at være på vej op på hendes skød. Næsten. Først rykkede hun bare lidt tættere på Aed, men da Corban rykkede med, drejede hun sig lidt om.

"Kan du-" være der. Sætningen døde, da hun fik øje på måden, Cailean lænede sig frem på og hun daskede til Aed med knæet. "Altså, hva' laver du, Cail?"

[Cailean Morgaine]

Cailean nikkede smilende af Corbans spørgsmål, og skulle til at åbne munden for at sige noget mere, men blev afbrudt af Parker. Han rykkede lidt frem over bordet, for at kunne se hende bag Corban.

”Hvad jeg laver?” Han blinkede et par gange, ”fjollet spørgsmål Parker.” Hans tone var langt fra ligeså spydig som den til tider var, men der var da et hint af det i den mere kærligt drillende tone. ”Jeg sidder bare og snakker med Corban, kan du vel nok se.”

Han rettede sig lidt op igen, og vendte opmærksomheden tilbage mod den flotte unge vejleder ved siden af ham. ”Med mindre du har lyst til at lave noget andet end at snakke?” Caileans blik vandrede fra Corbans øjne til hans læber og tilbage igen, et par gange. De sad muligvis midt i spisesalen, men lige nu kunne Cailean ikke give fem knut for hvad alle andre tænkte. Han ville bare have Corban.

[Aedan C. Finnigan]

Aedan hævede begge bryn over det lille sammenrend, der foregik på bænken og rykkede sig selv lidt over mod den næste Gryffindor i rækken. Han skævede forbi Parker og så over på Corban og Cail.

"Hvad skal I to lave ud over at snakke...? Spille skak?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban registrerede nærmest ikke Parkers forståelige klagen. Hvordan kunne han, når Caileans blik vuggede frem og tilbage mellem hans øjne og læber? Han anede ikke hvad der foregik, men en besynderlig følelse fik ham bestemt ikke til at have lyst til at færdiggøre måltidet på tallerkenen.

Heldigvis spurgte Aedan ind til det. Eller 'heldigvis'. Han overvejede om han overhovedet havde lyst til at høre svaret. I stedet rømmede han sig på rigtig Corban-manér og gav sig til at rette lidt på skjorten, og kaste blikket så langt væk fra Cailean som han kunne. Synet gjorde ham ukomfortabel. Det var nok den værste joke nogensinde. Måske hævn for at han havde stukket ham en knytnæve...?

[Penelope Parker]

Der var slet ikke noget fjollet over Parkers spørgsmål og hun åbnede munden for at informere ham om det, da Aedan overhalede hende indenom med et nyt spørgsmål. Og heldigvis for dét, for hun sad og følte sig helt rundt på gulvet over det tonefald, Cailean pludselig brugte.

Han var simpelthen for sær af og til.

[Cailean Morgaine]

Cailean lyttede kun halvt til løven der sad længst væk. ”Spille skak? Nej, det tror jeg ikke…” drævede han mens blikket stadig var fastlåst på Corban, der så en anelse ukomfortabel ud af en eller anden årsag. Cailean strøg bare en finger over den nu rettede skjorte, inden han i en hurtig bevægelse lænede sig ind mod Corbans øre, og hviskede: ”men jeg tror jeg elsker dig, Corban.” Caileans grå-blå øjne søgte Corbans brune.