Fuckuppery [S]

[Kala Patil-Fawley]

Det havde været en lorteuge. Kala havde egentlig været overbevist om, at årets første nederlag i den mest afgørende kamp havde været den absolutte bund, der var nået, men hun havde igen formået at overgå sig selv i destruktiv adfærd. Hun havde undgået William Knight lige siden og det havde da også taget hende to dage, før hun endelig fik revet sig ud mod det eneste sted, hvor hun kunne få Ronan på tomandshånd.

Han var ikke svær at få øje på og slangen stoppede op et øjeblik, tillod sig selv bare at betragte ham i stjålne øjeblikke, før det hele sikkert var forbi. Hun tog en dyb indånding, blinkede øjnene tørre igen og sendte så sig selv afsted.

“Hey.”

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

Ronan havde ærligt talt ikke så mange holdninger til quidditch, men han vidste at det var vigtigt for Kala. Derfor havde han brugt de sidste par dage på at komme på en måde han kunne gøre nederlaget lidt bedre for hende. Som det havde vist sig, havde det dog snart set været umuligt for dem at komme på tomandshånd og det var først da han ikke forsøgte, at han pludselig hørte hendes stemme bag sig.

Han snurrede rundt og med det samme bredte læberne sig tilbage over et sjældent tandsmil, der primært fra reserveret til hende. "Hey, fodboldvidunder," hilste han og luntede hende i møde, uden at tøve med at indfange hende med den ene arm og plante et kys mod hendes læber. Blikket spillede uvornt, da han trak sig tilbage. "Er du kommet for endelig at dedikere dig fuldt ud til en rigtig sport?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde åndssvagt mange holdninger til Quidditch. Flere end hun havde til den nye rektor eller det, der foregik uden for skolens mure lige nu. Ingen af dem var dog i hendes tanker lige nu, da Ronan som altid forvandlede hendes knæ til gele ved et enkelt smil.

Kysset sved mod hendes læber og blev ødelagt fuldkommen, da de slog hende, at det meget vel kunne være det sidste. Der var et flygtigt glimt af desperation, da blikket flakkede ned omkring hans læber. Hun skulle have kysset ham mere, længere, oftere. Hun skulle aldrig være stoppet.

Det nev i næsen og sved bag øjnene, da det gik op for hende, at hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han havde sagt, men dog var pinligt bevidst om, at hun havde hørt hans stemme. Hun tog sig lidt sammen og klarede halsen.

"Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget."

[Ronan Thomas]

Ronan fangede først at noget ikke var som det skulle være, da han trak sig tilbage og fik set lidt nærmere på Kalas ansigt. Hendes tonefald bekræftede det og hans smil falmede, som han i stedet så på hende med utvetydig bekymring i blikket. Bekymring, men ikke mistro.

"Hvad er der galt, Kala?"

[Kala Patil-Fawley]

Blikket i de mørke øjne gav hende en sur smag i munden og Kala måtte et øjeblik kæmpe mod impulsen til bare at sno sig udenom med en halv sandhed. Bare så hun kunne have lidt længere tid med ham. Men det var anderledes end med Imrah, som hun havde kysset, før hun og Ronan blev kærester og mens alt stadig var rodet og forvirrende.

"Jeg... Jeg er den værste idiot i verden, Ronan. Og... Og det er ikke rigtigt nogen hemmelighed, men..." Hun hakkede og stammede sig igennem ordene, mens hun prøvede at finde en eller anden form for orden i kaos. Det lykkedes ikke rigtigt.

"... Men jeg ville ikke have det til at gå ud over dig og det gjorde det og ja, jeg bør egentlig bare stoppe med at tale nu." Hvorfor talte hun egentlig stadig? Kujon. Sig det nu.

"Jeg har kysset med en anden."

[Ronan Thomas]

Ronans skuldre faldt lidt, da hun fortsatte og han rettede sig langsomt helt op. Da hun var færdig med at tale, var han stille i lang tid. Måske længere tid end hvad der var rimeligt. På den anden side skulle man også mene at han var i sin gode ret til det. Først efter flere sekunder talte han endelig.

"Hvorfor?"

[Kala Patil-Fawley]

Hvert sekund strakte sig over en evighed og Kala var flere gange ved at åbne munden for at sige noget, men evnede dog at stoppe sig selv. Det ville uanset ikke hjælpe noget, hvis hun fortsatte med at plapre løs.

Spørgsmålet efterlod hende målløs. Det havde hun ikke engang tænkt over. Hun forsøgte at fugte læberne med en tør tunge og trak formålsløst på skuldrene.

"Jeg ved det ikke," mumlede hun brødebetynget og blikket flakkede. "Jeg var ret fuld og så kyssede han mig og... Vanen tog vel over, tror jeg." Brynene søgte sammen og huden dannede en lille dal mellem dem.

[Ronan Thomas]

Ronan kunne ikke ærligt sige, at han ikke stod med en lettere hul fornemmelse i maven. Det var ikke nogen særligt imponerende årsag heller. Han kunne forstå ting med et formål. Han havde sværere ved at forstå ting uden. Selvom, mindede han sig selv om, at han ikke havde haft noget formål, da han selv havde forelsket sig i Kala i sin tid. Han var stille igen længe, overvejede.

"Hvad betyder det for os?" spurgte han endelig, lavmælt og overraskende roligt.

[Kala Patil-Fawley]

Endnu en dræbende tavshed faldt og Kala følte sig et endnu par centimeter lavere, da han talte igen. Formede ord, der sendte hendes tykke bryn op i panden. Tidligere var hun blevet dumpet for ikke at ville tale forlovelse i en alder af seksten og for at en anden havde været forelsket i hende.

Hun blinkede. "Øhm. Jeg var ret sikker på, at det betød, at du ville slå op," svarede hun. "Og, altså... Jeg forstår dig godt, hvis du ikke vil have noget at gøre med mig." Tanken fik maven til at vride sig en gang mere.

[Ronan Thomas]

Ronans øjenbryn var sammentrukne over hendes ord. "Mine følelser for dig har ikke ændret sig," konstaterede han og rettede sig lidt op. Blikket på hende var alvorligt, men han var ikke rasende.

"Så i min optik afhænger det mest af alt af, om du har det på samme måde. Eller om du hellere vil være sammen med en anden."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde allerede åbnet munden for at tale, men hun tvang sig selv til at vente, til Ronan nåede sit punktum. Selvom hun var i tvivl om, hvorvidt han havde lyst til at røre hende, huskede hun hans opfordring til at tage lidt mindre hensyn og indskrænkede afstanden mellem dem igen.

En hånd fandt vej til midten af hans brystkasse og hun rystede straks på hovedet. "Nej," faldt svaret prompte. "Nej, jeg er så forelsket i dig, Ronan. Jeg lover det. Du gør mig så glad og jeg vil så gerne gøre det samme for dig."

[Ronan Thomas]

Ronan trådte ikke væk fra Kalas berøring. Tværtimod rakte han instinktivt op og hvilede en hånd bag hendes nakke, som han havde gjort det så mange gange før. Han lænede sig da også frem og trykkede et enkelt kys mod hendes pande, før han så ned på hende igen.

"Godt," konstaterede han. "Bare lov mig én ting. Hvis du kysser en anden igen eller har lyst til at gøre det - så sig det til mig. Jeg vil hellere vide det."

[Kala Patil-Fawley]

Ronan aflivede hendes frygt komplet og Kala trykkede sig instinktivt helt tæt ind til ham. Hænderne lukkede sig om hans trøje og holdt godt fast, hvis han nu skulle ombestemme sig.

"Det lover jeg." Hun fik blanke øjne og forstod stadig ikke helt, at faren var ovre. "Så du... Du vil ikke slå op med mig?" spurgte hun for at være på den sikre side.

[Ronan Thomas]

Ronan lukkede armene om sin ærligt talt lidt kaotiske kæreste og hvilede hagen mod toppen af hendes hånd.

"Prøver du at overtale mig til det?" kunne han ikke lade være med at kommentere, en anelse tørt. Til gengæld strammede han samtidig grebet.

"Men nej, Kala. Jeg har ikke tænkt mig at slå op med dig over en enkelt fejl. Jeg elsker dig."

[Kala Patil-Fawley]

Kala lod sig trække ind til ham og spildte ikke et sekund, før hun også rettede armene til, så hun nu kunne nå helt rundt om ham. Betuttet rystede hun på hovedet og overgav sig endelig til den tilstand af inderlig frygt for at miste ham, der havde plaget hende.

Tårerne kom pludseligt og efterlod hele hendes skikkelse rystende i hans arme. "Jeg elsker også dig," snøftede hun ind mod hans brystkasse.