Mellem jubel og tilråb

[Penelope Parker]

Det havde været en intens kamp. Målene faldt i stribe fra Slytherins nøje koreograferede angreb, mens deres målmand havde gjort det til en frustrerende kamp for løverne. I sidste ende var lynet dog blevet fanget af Gryffindors søger under et kraftigt udbrud fra den rødgyldne tribune. Mesterskabet var hjemme og Gryffindor havde vundet.

Parker var hæs, da hun endelig kom ned fra tribunen, men hun gik ikke direkte til sit kollegium som normalt. I stedet satte hun over mod de grønklædte elever, der begyndte at sive tilbage mod skolen i rædselsfuldt humør. En af de høje drenge råbte ukvemsord af deres anfører lidt længere væk og også en af dem kom med en syrlig bemærkning til hende, men hun bemærkede det ikke engang. Faktisk havde hun kun øje for sit mål og det var med vindblæst hår, at hun stoppede foran Ailis.

“Hey! Ked af afslutningen. I spillede en god kamp! Eller.. Ikke I-I, men sådan det store I.”

Ailis C. Finnigan

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var blandt dem, der nærmest hang ud over tribunerne i sin iver for at følge med. Under det lå der naturligvis også en dyb længsel efter selv at være på banen. Selv være med til at sikre Slytherin sejren. Derfor var hun også blandt de første til at slippe et udbrud af helhjertet ærgrelse, da løverne alligevel fik sneget sig til at vinde.

Af samme grund hvilede der et bistert udtryk over hendes ansigt, som hun kom ned af tribunen. Der var kun én ting, som for alvor kunne formå at distrahere hende fra det. Eller rettere: en person. Det var helt som et trylleslag, hvordan tordenskyen klarede fra hendes ansigtstræk og fik hende til at lyse op, da hun fik øje på Parker. Hun kunne endda ikke hindre et smil i at brede sig over sine læber.

"Hey, P," hilste hun og fandt pludselig, at det alligevel ikke var helt så vigtigt, at de ikke havde vundet. Det ville de helt sikkert gøre til næste år. Blikket spillede endda lidt, som hun svarede. "Det var tæt løb. Forhåbentlig får jeg endelig lov til at være med til at banke jer til næste år."

[Penelope Parker]

Det var virkelig dejligt, at Ailis smilede. Nogle mennesker kunne bare hæve sig over et nederlag. Det kunne Parker godt lide ved hende og hun smilede da også selv bredt, så tænderne tittede frem, allerede før hun svarede.

"Ja, jeg forstår seriøst ikke, at du ikke er på holdet allerede. Det må være dampene fra eliksirlokalerne, der hænger for meget ved nede i krypten," bemærkede hun fornøjet.

[Ailis C. Finnigan]

Belønningen over at se Parkers smil kom med det samme. Ailis' mellemgulv slog en kolbøtte og uvilkårligt voksede hendes eget smil, knapt relateret til ordene, selvom de også varmede godt. En lavmælt latter fulgte dog.

"Jeg er glad for, at jeg altid kan regne med din uforbeholdne støtte," konstaterede hun, kun halvt drillende. "Jeg regner med at Fawley snart får nok af alle de idiotiske drenge. Det er et rent cirkus til tider."

[Penelope Parker]

"Selvfølgelig," faldt svaret prompte, før blikket tog en lille detour forbi omtalte anfører. Det kunne ikke være helt nemt, tænkte hun, så tilbage til Ailis igen og glemte alt om det.

"Vil du med tilbage til skolen?"

[Ailis C. Finnigan]

Der var få ting Ailis hellere ville end at være alene med Parker. Det var som om at enten Aedan C. Finnigan, Cailean Morgaine eller Corban Yaxley Jr. altid var til stede og derfor tøvede hun ikke nu.

"Ja, helt klart," svarede hun og blottede tænderne i et varmt smil. "Og tillykke til jer, i øvrigt. Du må være ved at revne af tilfredshed?"

[Penelope Parker]

Parker smilede bredt tilbage. Selvom Aedan var hendes bedste ven og det derfor også var hans værelse, hun sov på, når hun besøgte dem, brød hun sig vildt godt om Ailis også. Hun havde altid ærgret sig over, at de ikke var på samme sovesal og havde ofte fortalt hende det i ferierne.

"Du har ingen anelse," svarede hun og flækkede i et nyt smil. "For en gangs skyld bliver det ingen udfordring at komme op i tårnet, for jeg er flyvende!"

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var godt klar over at hun smilede som en idiot, men det var så svært at lade være. En hånd rakte op og strøg håret om bag øret. "Lige i dag gad jeg godt, at jeg kunne være med i jeres opholdsstue," bemærkede hun og tog en indånding.

"Jeg hader at gå glip af en fest, ved du nok."

[Penelope Parker]

Parker nikkede og stak fingrene i lommerne. De var efterhånden stivfrosne på trods af, at kalenderen snart sagde sommer.

"Jeg gad gerne have dig i opholdsstuen hver dag," svarede hun reelt. "Af og til er de drenge simpelthen så dumme."

[Ailis C. Finnigan]

Det var heldigt nok at Parker stak hænderne i lommerne - eller uheldigt, alt efter hvordan man så på det - for Ailis havde været enormt tæt på at række ud og tage den ene af dem i sin egen. I stedet spejlede hun veninden og stak sine egne hænder i kappelommerne.

"Det ved jeg godt. Jeg voksede op med seks af dem, husker du nok," bemærkede hun og så på Parker med et glimt i øjet, selvom hun ofte faktisk følte sig en anelse afskåret. "Jeg betragter skoletiden som mine frihedsår."

[Penelope Parker]

Ordene gav liv til en dæmpet latter, der næsten druknede i højlydte slagsange og brokkerierne omkring dem.

"Åhr, Aed er da ikke slem," indskød hun og mundvigene krummede sig yderligere et stykke opad.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs lidt over Parkers ord og så på hende med et sigende blik. Det var dog ikke så alvorligt. I virkeligheden kunne hun ikke knuselske sin tvillingebror mere.

"Men seriøst. Jeg savner jer nogle gange. Især dig, P. Kunne vi ikke lave en sovesal bare med os to...?"

[Penelope Parker]

Parker tog det ikke så tungt og grinede bare lidt af det søskendekærlighedsfænomen, de tit beskrev. Den ene hånd fandt vej ud af kappens lommer og blev i stedet rakt frem mod Ailis.

"Det ville være fedt," indskød hun. "I sommerferien kommer jeg på besøg og så lover jeg, at jeg sover inde på dit værelse."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis' hjerte sprang et slag over, da Parker rakte en hånd frem og hun var ikke sen til at gribe ud og tage den. Det fik hende til at føle sig elektrisk og sammen med ordene, var hun næsten sikker på at hun ville flyve helt væk. Alle tænderne var blottet i et smil.

"Det glæder jeg mig allerede til," svarede hun helhjertet og måske med lidt mere entusiasme end det egentlig var nødvendigt.

[Penelope Parker]

Parker tænkte ikke rigtigt over det, da hun flettede de små fingre ind mellem Ailis’. Det var sådan noget, hun havde gjort meget med Millicent Flint, når de alligevel bare kogte og snakkede på pigernes sovesal.

“Godt,” svarede hun med eftertryk og gav hendes hånd et klem. “Vi skal jo også have trænet dig op til tiptopform, nu du bliver Slytherins nye stjernespiller næste år.”