Størst af alt er kærligheden

[Senga Darrow]

Gillian C. Fudge

Som en statue havde Senga siddet foran pejsen og ventet på sine børn hele dagen. Hun havde ikke vidst hvad hun ellers skulle gøre af sig selv. Hele hendes liv var faldet fra hinanden og hun stod nu i så meget skam, at hendes forældre havde foreslået en skilsmisse helt uden tøven. Hun ville endda kunne beholde sin arv. Det virkede næsten som om de håbede på at det ville ske. Det ville det nok også. Hvad var der tilbage trods alt? Ingenting. Hun havde intet tilbage. Hendes børn, som ville lide under deres fars problemer. Hun var derudover næsten sikker på at selv ikke Francis ville kunne se bort fra dette.
Så nu sad hun her og overvejede hvor mange dage hendes børn ville være på besøg og hvor lang tid der ville gå, før hun kunne overveje hvad hun egentlig skulle gøre med sit liv.

[Gillian C. Fudge]

Livet havde været et langt foredrag om regler og rette fremgangsprocedurer, men for dette vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Der var ingen opskrift, ingen regler og Gillian gik med usikre skridt ind i pejsestuen til sin mor. Hun stoppede lidt fra hende og studerede hende respektfuldt, diskret.

“Hej mor,” hilste hun forsigtigt og mærkede tårerne stikke. Hun pressede dem ned igen.

[Senga Darrow]

"Hej skat." Sagde hun med en monoton stemm og vendte langsomt blillet mod sin datter.
"Din far ligger på hospitalet. Du behøver ikke besøge ham hvis du ikke vil." Forsatte hun og blinkede lidt med sine øjne.
"Vi kan desværre ikke forblive gift. Ikke efter det der er sket." Forklarede hun og rejste sig op. Hun havde ingen følelser tilbage. Hun var helt tom. Der var ingen vej ind til hende og det føltes som om nogen havde skåret hendes hjerte ud og skiftet det ud med bly. Verden var så forfærdelig og hendes stakkels datter levede i den.

[Gillian C. Fudge]

Heldigvis føltes hendes ansigt følelsesløst og hun holdt brynene på plads, selvom hendes mors ord forvirrede hende. De havde ikke fået meget at vide på skolen andet end at hendes far var blevet angrebet.

“Hvorfor ikke?” spurgte hun, selvom hun egentlig vidste bedre end at stille spørgsmålstegn til forældrene.

[Senga Darrow]

"Fordi han er blevet et bæst Gil. En varulv." Sagde hun og spærrede øjnene op i frygt for de associationer begrebet førte med sig.
"Måske bør vi slet ikke besøge ham. Det kan være farligt. Måske angriber han os." Sagde hun og følte sig så svimmel at hun satte sig ned i stolen igen, for derefter at lukke sine øjne og lægge hovedet i sin hånd. En voldsom hovedpine overvældede hende og hun havde lyst til at lægge sig ned et sted.

[Gillian C. Fudge]

Det løb hende koldt ned ad ryggen. En varulv. Gillian vidste kun for godt, hvad det betød, men alligevel var han hendes far. Hun undlod at kommentere, at der jo var personale til at forhindre den slags.

"Jeg vil gerne besøge ham," konstaterede hun lavmælt.

[Senga Darrow]

Senga vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun tog en dyb indånding og rejste sig derefter op. Det var en underlig fornemmelse der ramte hende, men selvom hun rystede, følte hun at hun måtte følge sin datter til hospitalet. Det var måske den eneste, sidste del af et moderinstinkt der var tilbage i hende. Efter dette ville der ikke være meget tilbage.
"Kom." Hviskede hun og rakte ud efter hendes hånd. Snart ville de være på hospitalet, hvor hun ville kunne besøge sin far.

[Gillian C. Fudge]

Moderens helbred havde altid været skrøbeligt, men der var alligevel noget særdeles ubehageligt over den tilstande, Gillian så hende i nu. Det var tøvende, at hun gik hen til Senga og tog hendes hånd.

“Jeg er her,” hviskede hun i intuitiv omsorg og strøg forsigtigt tomlen over hendes.

[Senga Darrow]

Omsorgen gik den forkerte vej, men det var Senga ikke i stand til at se. Hun kiggede på sin datter og nikkede.
"Det er ikke sikkert, du får mulighed for at se ham igen." Sagde hun og gik derefter hen til pejsen med hende. Derefter gav hun slip på hendes hånd og ventede på, at hun trådte ind på den sparsomme aske.
Da de begge var ankommet til Mungos, gik Senga op til skranken efter at have taget Gillians hånd igen. "Vi vil gerne se Reginald Fudge." Mumlede hun. Selvom hun ikke var sikker på, at hun rent faktisk ville se ham.

[Gillian C. Fudge]

Det løb koldt ned gennem hendes indre, som en kulde, der spredte sig fra spiserøret og som hun ikke kunne skærme sig for. Tavst fulgte hun moderen først ind i pejsen og så gennem ankomsthallen. Udadtil var pigen måske rolig, men hun klamrede sig til sin mors hånd, da de endelig stod ved skranken.

Tanken om, at det om lidt var den måske sidste gang, hun skulle se sin far, havde givet hende blanke øjne og hun vidste næsten ikke, om hun var klar til at bevæge sig, da tiden kom.

[Senga Darrow]

Senga følte sig ikke rigtig tilstede. Det føltes nærmere som om det var en ond drøm, som hun snart ville vågne fra. Som om nogen havde skåret hende væk fra hendes krop, så hun ikke kunne mærke sig selv. Hun følte sig iskold og havde ingen forbindelse til sine følelser overhovedet.
Da en helbreder viste dem mod værelset, begyndte hun langsomt at gå og følte lidt at hun gik i vand, fordi hendes skridt føltes så tunge.

[Gillian C. Fudge]

Vådt sand. Det var sådan, gulvet føltes under hende, da hun fulgte helbrederen og sin mor mod værelset, hvor hendes far lå. Nervøsiteten ulmede i maven og et øjeblik overvejede hun, om hun bare kunne rive hånden til sig og løbe. Hvorhen vidste hun ikke, men hun ville ikke stoppe, før hendes lunger skreg og ingen ville kunne finde hende.

Blikket flakkede op til Sengas ansigt. “De skal nok beskytte os,” forsikrede hun hende blidt og lagde også den anden hånd om hendes arm, snoede den rundt. Hun rykkede sig tættere ind til hende og stirrede på døren. Døren, der adskilte dem fra Reginald Fudge. Hendes mund føltes tør.

[Reginald Fudge]

Reginald Fudge var ikke sig selv, men han var tættere på end han havde været. Han var ikke længere bundet til sin seng og der var ikke blodpletter på hans hospitalsskjorte. Til gengæld havde han kraftige skægstubbe og en konstant, ulmende vrede i blikket.

Den mødte også de to gæster, der kom ind af døren til hans stue nu. Han stirrede fra den ene til den anden, før blikket blev hængende ved Senga. Kvinden han havde hængt på sit halve liv.

[Senga Darrow]

Senga ville aldrig i livet være kommet så langt, hvis ikke det havde været for Gillians styrke. Nu stod hun og stirrede bleg og skræmt på sin husbond, mens hendes hjerte bankede hurtigt i hendes bryst. Blodet pumpede så hurtigt rundt i hendes krop, at hun næsten kunne høre sin egen puls.
Han så vredere ud end hun nogensinde havde set ham. Det gjorde hende bange for hvad han ville kunne finde på. Nervøst blev hun stående, mens hun overvejede om det var sikkert at gå tæt på ham.

[Gillian C. Fudge]

Døren blev åbnet og det var først efter adskillige sekunder, der hver føltes som en lille evighed, at Gillian trådte ind, klamrede sig til sin mors arm. Det var et helt, at der ikke var mere styrke i hendes fingre, ellers var Sengas blodtilførsel nok stoppet helt.

Hun havde lyst til at sig noget, eller følte i hvert fald at hun burde, men ordene sad fast i halsen på hende. “Goddag, sir,” lagde hun nervøst ud uden at kunne rive sig fri af moderens skørter,