Skjulte ord i sten

[Gillian C. Fudge]

I det lille depotrum på første sal blev der ikke lukket meget lys ind. Faktisk var det et lidt halvækelt, dunkelt og støvet sted, men Gillian havde opdaget det i en krise med William Knight og nu bragte det smil over hendes læber. Ikke at der var meget at smile over. Hendes forlovede havde virket distræt de sidste par dage og hun mistænkte, at det havde rod i den nye minister og rektor. Endnu et emne, de ikke kunne tale om uden komplikationer.

Hun lænede sig ind mod væggen og trak fingrene igennem håret. Det var snart tid til frokost, så hun burde nok tømme maven. Så var det også nemmere at kaste op igen bagefter. Blikket gled over det lille rum og faldt til sidst på en lille indkradsning i stenvæggen. Nysgerrigt skubbede hun sig på knæ og studerede det nærmere. En lys fingerspids gled over de slidte bogstaver. Det lignede initialer, men de måtte være mindst hundrede år gamle.

Pludselig mærkede hun livets flygtighed på en måde, hun aldrig før havde tænkt over og hun tumlede overvældet bagover. Der var varmt derinde nu, varmt og indelukket. Hun kunne ikke trække vejret og lukkede øjnene hårdt i, men det var for sent. Svedperlerne brød ud over hendes overlæbe og pande, og selv tungen føltes svedig nu. Hun sank hårdt, før hun kastede sig på knæ og trak en gammel gulvspand til sig, hvori hun tømte maven for angst og mavesyre.

Da hun dumpede ned at sidde igen, følte hun sig rystet og uværdig som aldrig før. Hun sank igen og fugtede læberne, før hun trak staven frem og så sig nødsaget til at bryde skolens regler for at rense spanden. Hun tog en dyb indånding igen og burde ligge staven tilbage. Blikket faldt tilbage til initialerne i væggen.

Spontanitet lå ikke til Gillian Fudge, men alligevel lænede hun sig ned mod væggen og satte tryllestavens spids mod. Først, da hun havde efterladt et par fint indskårne ord, rejste hun sig og forlod depotet med underligt bløde knæ, men alligevel lidt mere mod på tilværelsen. Men hun vidste selvfølgelig heller ikke, at oppe i tårnet ventede hendes overhoved på hende for at fortælle hende, at hendes far var blevet angrebet af en varulv.

er det hele bare et skuespil, vi fremfører, når nogen kigger?
og vil det overhovedet betyde noget, når jeg ikke er mere?
G. C. F.

Tibby Kendrick

[Tibby Kendrick]

Tibby var faldet over depotet på første sal engang tilbage på tredje år. Den gang havde han gemt sig for nogle ældre elever, der havde været efter ham. Siden da var han kommet her fra tid til anden, for at være sig selv. Der var ikke mange steder på skolen, hvor man kunne være helt hundrede procent sikker på, at der ikke ville komme nogen forbi, men Tibby havde aldrig oplevet at bliv forstyrret her. Jo en enkelt gang af Peeves, men det var første gang han overhovedet var stødt på poltergejsten, og Tibby havde så mange spørgsmål, at der ikke gik længe før han stak af igen.

I dag var det lidt tilfældigt at Tibby besluttede sig for at sætte sig ind på depotet i fred og ro. Han havde lige haft forvandling. Det var bestemt ikke det samme, efter de havde fået ny underviser på grund af det der var sket i ministeriet. Generelt syntes Tibby det hele lød meget bekymrende. Han var ikke sikker på, at han helt forstod hvad det var der forgik, men han havde da opfanget, at MACUSA åbenbart mente, at der skulle være et større skæl mellem muggler verden og magiker verden. Det var selvsagt ikke noget Tibby var stor fan af.

Så nu sad han i depotet og fulgte en edderkop med øjnene, mens han spekulerede over, om han mon nogensinde skulle vælge imellem sin familie og den magiske verden. Og hvis han skulle, hvad skulle han så vælge? Det var et svært og ubehageligt spørgsmål.

Inden længe bed han dog mærke i nogle ord på væggen, som han var ret sikker på, ikke havde været der før. Han rettede sine brille og tændte et lille lys med sin stav, så han bedre kunne læse det. Han var åbenbart ikke den eneste der søgte tilflugt i depotet når alting udenfor var lidt for meget, hvilket fik ham til at smile lidt.

G. C. F.

Det sagde ham ikke umiddelbart noget. Men med et sug i maven fik han en impulsiv trang til at svare G.C.F. Så han pegede sin stav mod den bare mur under teksten, og tilføjede et svar. Bagefter betragtede han det lidt, og overvejede om han skulle skrive sine initialer. Han havde ikke brug for at blive opdaget i at lave hærværk på skolen, selvom det var i bedste mening. Måske et alias? En gåde som man skulle kende ham godt for at knække? Han smilte lidt ved tanken, inden han tilføjede to bogstaver.

Hvis det er et skuespil, så gør det til et godt et
Det er dig der bestemmer hvordan din rolle skal spilles
Jeg tror på, at det vil betyde alverden
S.B.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde været væk fra skolen to hele skoledage, efter hendes var far blevet angrebet. Hele hendes liv, navn og fokus var blevet forandret, da hun igen gik gennem skolens korridorer. Det var en hård dag. Hun kunne knapt fastholde tankerne på det, undervisningen plaprede om ogselv U.G.L’ernes vigtighed syntes falmet. Men hun havde aflagt sin far et løfte.

Hun havde ikke søgt William Knight, selvom hun måske burde. Selvfølgelig ville hun gerne se ham, men en irrationel frygt om, at han skulle bruge øjeblikket til at fortælle hende, at hans forældre ikke ville forlovelsen længere. Måske det var det, der bragte hende tilbage til depotrummet. Engang havde hun stået derinde, relativt blottet for sin forlovedes blik og frygtet, at dét ville forandre alt. Nu var hun klogere.

Hun tog plads på gulvet og blikket gled over de ord, hun ved sit sidste besøg havde kradset ind i væggen. De ord, der nu havde fået selskab. Abrupt rettede hun sig op og strøg fingrene over ordene skåret ind i stenvæggen, som for at sikre sig, at de rent faktisk var der. Og det var de.

Det var egentlig hærværk og strengt imod skolens regler, det vidste Gillian skam godt. Men den viden kunne ikke have været længere fra hendes tanker, da hun skubbede sig op på knæ og fandt staven frem.

Hvad er et godt skuespil?

Hun betragtede sine ord. Hun havde måske ikke drager eller nogle vilde fjender, men alligevel føltes hendes liv som en græsk tragedie.

[Tibby Kendrick]

Tibby havde ikke skænket ordene på væggen mange tanker, siden han forlod depotet for flere dage siden. Han havde også haft rigeligt andet at se til. Han havde fulgt situationen i ministeriet så godt han kunne, og havde prøvede at undersøge hvilke muligheder han som skoleelev havde for at blande sig. Han havde overvejet at skrive et læserbrev til Profettidende, men han havde aldrig gjort den slags før, og det var svært at finde ud af, hvordan man sådan skulle bære sig ad.

Det var faktisk ret tilfældigt at han kom forbi depotet på første sal. Først var han bare gået forbi døren uden at tænke synderligt meget over det, men få skridt efter var han stoppet op, og havde kigget tilbage. Måske havde G.C.F. været forbi igen? Af uforklarlige årsager kiggede Tibby hurtigt op og ned af korridoren, for at sikre sig at han var alene - som om det skulle være forbudt at gå ind på depotet - men der var ingen, og han gik derind.

Denne gang sad han ikke og kiggede meget rundt, før blikket fandt det sted på væggen hvor Tibby for nogle dage siden havde trodset skolens regler, og svarede på et spørgsmål på væggen. Han læste den første lille tekst fra C.G.F. igen, og så sit eget svar. Nedenunder hans, var der nogle nye ridser i væggen og Tibby betragtede dem nysgerrigt. Det var et meget godt spørgsmål, og Tibby fandt sig selv sidde og stirre lidt på det i nogle minutter, uden rigtig at være sikker på svaret.

Skulle han overhovedet svare? Måske skulle han bare stoppe mens legen var god. Et enkelt svar var fint nok, men hvis han skrev noget igen, så var det vel svært at sige, hvornår det ville stoppe? Han rettede på sine briller, inden han rejste sig op og forlod depotet.

Men nogle timer senere, kom han alligevel tilbage og pegede staven mod væggen.

Måske et man ikke fortryder senere?
Et hvor man gjorde det bedste man kunne

Han blinkede og forlod så igen depotet, med kurs mod sovesalen, hvor han vile finde noget pergament og noget blæk, og starte et læserbrev.

[Gillian C. Fudge]

Det var over to uger siden, at Gillian sidst havde nærmet sig depotet. Kaostilstanden i kølvandet på opgøret mellem hende og William Knight havde efterladt hende i en underligt følelsesløs tilstand. Alt var kørt på rutinen. Med eksaminer rundt om hjørnet var der ikke tid til sorg eller forvirring.

På vej ned til frokost, var der dog alligevel noget, der fik hende til at ændre kurs og hun rev sig fri fra strømmen af elever på vej ned mod storsalen. Kort efter sank hun i stedet ned på det lille, skjulte sted i depotet og hun måtte ikke lede længe, før hun fandt, hvad hun søgte. Et nyt svar fra S.B..

Pegefingeren fandt det første M, ridset ind i muren. Hun lænede hovedet tilbage. Fortrydelser havde hun mange af, men havde hun ikke gjort det bedste, hun kunne? Og hvordan gjorde man egentlig det?

Hun forlod depotet, men tankerne syntes konstant at kredse tilbage. Til frokosten stak hun kun til sin mad og da skoledagen var slut, kunne hun ikke samle tankerne om lektielæsningen. I stedet fandt hun et rent stykke pergament frem.

S. B.

Du nævner "det bedste", hvilket jeg tillader mig at fortolke som en gradbøjning af "godhed". Men hvordan er noget godt? Skal man blot, menneske som genstand, have en positiv effekt på nogens eksistens, for at kunne defineres som god?

På den måde er en vilje således ikke behøvet for at blive defineret som god, men en bevidsthed er udelukkende nødvendig for en sådan kategoriserende definition. Godhed er i en sådan tankegang blot et definitionsmiddel, der er nødvendigt i vores kategorisering og definition af udstraktes legemers attributter.

Det kan jeg ikke tro, er nok. Kan en person eller et objekt defineres "god" blot ved at være køn? Nej, der må ligge en vilje bag. En vilje for godhed. Men hvis jeg i en god vilje har endt med at volde dem omkring mig smerte, kan jeg så stadig betragtes som et godt menneske?

"Det bedste, man kunne", skriver du. Men kan vi ikke i virkeligheden alle gøre lidt bedre? Skylder vi ikke os selv, hinanden og vores forældre det? Og hvis der konstant er en mulighed for forbedring, kan nogen af os så i virkeligheden betragtes gode?

Jeg håber ikke, disse spørgsmål skræmmer dig væk. De ville nok i sandhed skræmme mig langt væk, hvis jeg havde en mulighed for at undslippe dem.

G. C. F

Gillian kastede et blik ned over brevet. Solen var for længst forsvundet bag skovens tætstående træer. Hovedet blev tiltet lidt til side, mens hun prøvede at se ind mellem træerne, der nu var reduceret mørke silhuetter. Der boede varulve derinde, havde hun engang hørt.

Med et stik i hjertet foldede hun brevet sammen og lukkede det. S. B. skrev hun uden på med sirlige bogstaver, før hun gik tilbage til depotrummet og lagde det, let skjult mellem to af stenene. Det var alt for tæt på sengetid, så hun blev ikke hængende, men skyndte sig i stedet op til sovesalen.

[Tibby Kendrick]

Det var flere dage siden Tibby havde fundet vej tilbage til depotet, for at kigge efter svar fra G.C.F. Da han først ikke kunne se noget, antog han at den korte samtale måske var ovre, hvilket måske i virkeligheden også var for det bedste, inden hele væggen i depotet blev dækket af graffiti. Men da han åbnede døren for at smutte videre, kiggede han alligevel tilbage mod deres lille udvæksling af ord, og fandt at lyset faldt på et eller andet der ikke var sten.

Lydløst kravlede han tilbage til væggen og lod fingrene glide hen over noget der umuligt kunne være andet end kanten på foldet pergament. Han kunne ikke få det ud med fingrene, så han måtte finde sin stav frem og da missionen var fuldført sad han nu med et stykke sammenfoldet pergament adresseret til aliasset han havde givet sig selv.

Først havde han læst det mens han sad i depotet, og det havde mildest talt efterladt ham en anelse paf. Det var heller ikke alting han var helt sikker på, at han egentlig forstod og impulsivt havde han straks foldet det pænt sammen igen for at stikke det tilbage ind mellem stenene. Men mens han sad der med pergamentet halvt i hånden og halvt tilbage hvor han fandt det, blev han grebet af en følelse af skam.

Han stak brevet i lommen og over de næste mange dage læste han det flere gange. Startede på svar, krøllede dem sammen og læste brevet igen. Snart kunne han det udenad.

Han ville gerne hjælpe G.C.F. men havde ikke den fjerneste anelse om hvordan. Til sidst var der gået så lang tid, at næppe kunne være bekendt at udskyde det meget længere, og en aften satte han sig målrettet ned og førte pennen hen over et nyt stykke pergament.

G.C.F.

Jeg beklager at jeg først svarer dig nu, og jeg ved ikke hvor mange svar jeg i virkeligheden kan give. Måske har du ret. Hvis ”det bedste” er ”godhed” og hvis godhed er at have en positiv effekt på en anden eller andre, gennem en vilje til at være god, kan vi ikke altid være sikre på, at vi ikke volder andre smerte.

Jeg ved ikke om det er en risiko man må være villig til at løbe, hvis man vil omgås andre mennesker. Men jeg tror det. Ligesom jeg heller ikke ved eller kan svare på, om du er et godt menneske. Men jeg tror det. Det er nok bare nogle af de ting vi ikke kan være sikre på, ligesom vi ikke kan være sikre på, at vores handlinger og vilje til godhed ikke altid ender efter hensigten. Men jeg tror jeg vil satse og håbe på, at det i det fleste tilfælde ender godt. Ellers er det formålsløst at sigte efter godhed, og det tror jeg ikke verden kan tåle.

Til gengæld tror jeg ikke ”det bedste man kunne” behøver at være en konstant. Nogle dage kan man lidt mere end andre, og nogle dage kan man slet ikke. Jeg håber og tror der er plads til begge slags dage.

Hvis ikke mit brev gav dig de svar du søgte, håber jeg i det mindste du kan brug det som en vished om, at der er en herude der vil dig det bedste. Jeg håber virkelig ikke du tror du ikke er et godt menneske. Vi gør alle sammen dumme ting nogle gange, og nogle gange kan konsekvenserne måske virke altoverskyggende. Men vi skal nok komme ud på den anden side igen.

S.B.

Tibby læste begge breve igennem og var stadig ikke helt tilfreds med sit svar. Han ville ønske han vidste hvem han skrev med, og han ville ønske han kunne give et bedre svar. Men selv det værste brev han kunne skrive, var vel bedre end det bedste brev han ikke skrev? G.C.F. skulle i hvert fald ikke sidde tilbage og føle at Tibby var skræmt væk af spørgsmålene. Han havde svaret på de første få ord skraveret ind i væggen, og han havde ikke tænkt sig at give op på den anden nu.

Han foldede pergamentet og noterede G. C. F. på forsiden, inden han stak det i lommen og satte afsted mod depotet. Han efterlod sit svar i samme revne mellem stenene, som han havde fundet det første brev, og forlod depotet igen med kurs tilbage mod sovesalen.