I de sene timer

[Elijah R. Ashworth]

Gillian C. Fudge
Efter debatklubmødet

Der var ikke meget energi til overs i Elijah, da folk begyndte at forlade fællesstuen og gå mod deres opholdsstuer. En underviser var kommet forbi og lukket den vilde debatfest og selvom Elijah havde haft sin egen agenda med arrangementet, var han nu helt udmattet mens han rejste sig og begyndte at gå den lange tur op mod opholdsstuen. Han skyndte sig ikke med at komme derop, da han egentlig ikke ønskede at følges med nogen. Han havde et lettere vredt blik i sine øjne. Det var ikke gået så godt som han havde ønsket, der havde været nogen der havde været kritiske overfor det nye ministerie og det havde ikke levet op til hans forventninger. Det frustrerede ham, at folk ikke kunne se, at det var godt. At amerikanerne ville bringe ro og orden til det engelske magiske samfund, ligesom hans onkel i Macusa havde fortalt ham i et brev han havde fået i morges. Han kunne næsten ikke holde det ud og han følte at han blev nødt til at gøre noget for at hjælpe.

[Gillian C. Fudge]

Efter debatmødet havde Gillian samlet sine ting og var sat op mod opholdsstuen. Det var sjældent, at det gik så vildt for sig og hun var fordybet i tanker det første stykke. Først ved trappen fik hun øje på Elijah og hun faldt ind ved siden af ham.

Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. De havde ikke talt sammen siden hans fest i påsken og efter det havde hun hørt deres navne over folks læber i hviskende stemmer, set deres nysgerrige blikke.

“Det var godt nok en heftig omgang,” bemærkede hun stilfærdigt.

[Elijah R. Ashworth]

Elijah havde haft for travlt til at høre om hviskeri og sladder, han var for fokuseret på sin nye mission. En som han tog ret alvorligt. Han havde næsten ikke lagt mærke til Gillian, da hun dukkede op på trappen.
"Ja, tænk at folk kan være så snæversynede." Bemærkede han irriteret og strøg sit hår væk fra sin pande, mens han sukkede frustreret.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde forventet, at der ikke ville gå længe, før Elijah tog kontakt til hende og undskyldte for sin upassende indrømmelse til festen, men det skete ikke. I stedet var han tilbage i det samme rædselsfulde humør, hun havde set i ham i sidst. Heldigvis uden alkohol denne gang.

“De med lavere intelligens vil altid frygte forandring,” konstaterede hun i et forsøg på trøst.

[Elijah R. Ashworth]

Måske ville Elijah have undskyldt, hvis ikke han stadig svævede i landet af kaotiske følelser. Han kunne ikke rigtig se klart længere, eller finde ud af hvad der var rigtig og forkert. Han havde nok bare regnet med, at Gillian ville forsvinde.
"Sandt." Bemærkede hun og skar en grimasse mens han vandrede sløvt op ad trapperne.
"Hvorfor snakker du overhovedet til mig? Jeg gik ud fra du ville holde dig væk."

[Gillian C. Fudge]

Der var stille mellem dem lidt og det begyndte at gå op for Gillian, at hun nok ikke ville få en undskyldning. Men i det mindste brokkede han sig ikke lige nu, så hun trak bare på den ene skulder.

“Du er min ven og jeg stoler på, at du ikke vil gøre yderligere for at kompromittere det venskab. Og Liam stoler på mig,” svarede hun simpelt.

[Elijah R. Ashworth]

Elijah var vist ikke en god ven. Han skævede til Gillian og da hun var færdig med at tale, stirrede han på hende.
"Har du sagt det til ham?" Udbrød han. Sikke en ydmygelse. Det var lige hvad han havde brug for. Derefter begyndte han bare at gå hastigt op ad trapperne. Langt væk fra hende og hendes store mund.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde på ingen måde lange nok ben til at følge efter Elijah, da han satte hastigheden op og hun småløb nærmest efter ham, mens hun indvendigt forbandede sin tunge. “Elijah, vent,” bad hun lavmælt og håbede, han hørte det. Det var virkelig ikke stedet til en scene.

“Han kom op for at finde mig...” Og hvad havde han egentlig forventet? William Knight var hendes forlovede. Det var hendes pligt at fortælle ham alt.

[Elijah R. Ashworth]

Elijah var ikke helt uden empati og han endte med at stoppe op, så Gillian ikke ville falde og slå sig.
"Okay." Sagde han og så afventende på hende, mens han ventede på om der ville være mere hun ville sige.

[Gillian C. Fudge]

Det føltes som et slag og selvom Gillian gruede for svaret, havde hun ikke lyst til at vandre rundt i denne forvirrende tilstand mere. Hun måtte have afklaring, så hun tog en indånding, mødte hans blik og fugtede læberne.

"Vil du ikke være min ven længere?"

[Elijah R. Ashworth]

Elijah vidste ikke om han havde nogle venner mere. Han havde stort set isoleret sig og talte ikke med nogen mere.
"Jeg har ikke nogle venner." Sagde han bittert og skævede mod hende, indtil han vendte sig og mødte hendes blik.
"Er du min ven? Hvorfor? Du tænker kun på din forlovede og hvad han tænker. Det er det eneste der betyder noget for dig." Sagde han.

[Gillian C. Fudge]

Det var slag på slag på slag. Gillian nåede ikke engang at værne sig mod dem og det var med let rystende hænder, at hun lagde armene over kors.

"Det er ikke sandt. Eller retfærdigt og det ved du godt," svarede hun såret. "Jeg løber efter dig hele tiden for at være her, men du tillader mig det ikke."

[Elijah R. Ashworth]

Det var bare sådan at Elijah ønskede at hun skulle forsvinde, selvom han ikke helt forstod hvorfor. Det virkede måske nemmere, hvis hun bare ikke var der, så han ikke skulle tage stilling til alle de ting hun fik ham til at føle.
"Så må du jo smutte, i stedet for at blive ved. Hvorfor kan du ikke bare lade mig være alene?" Sagde han og stirrede på hende.

[Gillian C. Fudge]

"Men..." Det lå ikke til Gillian at svare igen og hun kæmpede virkelig med ordene. Hun var faktisk allerede ved at sætte det ene ben foran det andet igen, men stoppede sig selv i bevægelsen.

"... Nej. Kun hvis du virkelig ikke vil være min ven længere."

[Elijah R. Ashworth]

Det var ikke ligefrem klogt, det Elijah havde gang i. Han havde ikke specielt mange andre venner og nu stod hun her og var på vej væk. En del af ham længedes efter at sige undskyld, men det eneste han gjorde var at stirre på hende. Tilsidst knyttede han bare sine næver og vendte blikket væk, uden at vide hvad han skulle gøre eller sige.