When shit goes south

[June Chang-Masters]

Efter påsken havde June forventet, at Benedict ville tage kontakt til hende, når han var klar til at tale, men dagene kom og gik uden nogen kontakt. Hun overvejede flere gange bare at tage tyren ved hornene og bare gå hen til ham, men frygten for en konflikt i professionelle rammer afholdt hende alligevel fra det og sådan blev det maj.

Memoer hvirvlede rundt om hovedet på hende med forvirrede mennesker, der prøvede at finde ud af, hvad der foregik. June havde netop hørt, at det nu var kommet til Harry Potter og hans datter, da hun besluttede sig for at gå hen til aurorernes kontorer. Sjældent opsøgte hun sin kæreste på arbejdet, men det virkede ikke som en normal situation nu, og hun fik hurtigt lokaliseret Ben.

Det var med alvor i minen, at hun nærmede sig ham, og da hun talte, var det dæmpet. "Kan vi lige tale sammen?"

Benedict McLaggen

[Benedict McLaggen]

Bens samvittighed var sort som kul, men det var mærkeligt, for det var ikke første gang han havde kysset to piger på samme tid. Forskellen var nok, at June var hans kæreste og han var rimelig sikker på, at hun ikke var cool med, at han kyssede andre.

Han havde ikke opsøgt hende, fordi han ikke anede hvad de skulle tale om, men da hun kom hen til ham 1. maj, hvor omtrent alt virkede til at være det rene kaos i ministeriet og Harry Potter var blevet set eskorteret ud derfra, var han rigeligt distraheret til ikke rigtig at tænke på sit personlige drama.

Da hun kom op til ham, lukkede han derfor ret simpelt sin skrivebordsskuffe i og rejste sig op. "Hvorhenne?"

[June Chang-Masters]

Det gav ikke den håbede følelse af lettelse, at han accepterede og June sank hårdt, før hun gjorde et kast med hovedet. Hun var tavs, da hun gik ud på gangen og først et stykkede nede af den, gik hun ind til siden.

"Hvad foregår der?" spurgte hun lavmælt og rynkede brynene. "Vi har hørt rygter, men ingen er kommet og har sagt noget. Sådan officielt."

[Benedict McLaggen]

Ben stoppede da June gjorde og havde lyst til at lægge en hånd på hendes arm eller hofte eller bare røre ved hende på en eller anden måde. Men der var kommet en distance ind imellem dem og han vidste ikke hvordan hun ville reagere på det. Så han lod være og nøjedes med at læne sig lidt ind imod hende i fortrolighed.

"Potter protesterede højlydt imod den nye minister og måden hun blev valgt på," svarede han lavmælt. "Så der kom nogen fra mysteriedepartementet og tog ham væk. Lily gik amok over det, så hun blev også smidt ud herfra. De siger det er amerikanerne. Dem de ledte efter i forbindelse med hele Avery-episoden..."

[June Chang-Masters]

Det var lidt som at bruge en camouflagebesværgelse og følelsen af noget koldt, der gled ned over hende, var ikke til at ryste af eller benægte. June fugtede læberne og tog en dyb indånding.

"Men de kan da ikke bare komme og mene, at de har en bedre måde at strukturere tingene på," protesterede hun lavmælt og folderne mellem hendes bryn blev dybere. "De kan da ikke bare underminere et helt magisk samfund på den måde?"

[Benedict McLaggen]

Ben trådte tættere på June og lagde en hånd over hendes mund ved hendes protester. Den anden holdt hende fast. "Stop," beordrede han lavmælt og lige ind i hendes øre. "Du siger intet om det her, imens vi er her."

Han indså at han stadig havde hånden foran hendes mund og trak den væk, uden at slippe hende ellers.

[June Chang-Masters]

Instinktivt skulle June til at protestere yderligere, da han lagde en hånd over hendes mund. Men det var dage siden, at de havde været tæt på hinanden og hjertet hamrede lidt hårdere i brystet.

Hun tog en dyb indånding, da hånden faldt og så søgende ind i de lyse øjne. "Ben," sagde hun lavmælt, indtrængende. Måske kunne hun ikke lægge ord på sin frygt der, men hun vidste, at han kendte hende godt nok til, at det ikke var nødvendigt.

[Benedict McLaggen]

Og der var det. Grunden til, at han følte sig så elendig over at have kysset Ogden-pigen. Hans hjerte hamrede lidt og han trak June ind til sig, tyssende på hende imens.

Han kyssede hende på panden og knugede hende ind imod sig. "Ikke nu," forsikrede han bare lavmælt, som en lovning om, at de kunne tale om det på et andet tidspunkt.

[June Chang-Masters]

June var ikke et lille barn, der havde behov for at blive holdt om eller tysset på, men det var nu meget rart og hun tillod sig selv den ro, hun fandt hos ham. Det var mere ømhed, end de nogensinde havde udvist hinanden i arbejdstiden, med undtagelse af et tåbeligt, passioneret kys for det, der nu virkede som evigheder siden.

"Kom forbi kontoret, når du har fri," sagde hun lavmælt, da hun trak sig lidt fri igen og trods formuleringen, var der intet beordrende over hendes tonefald - og især ikke i de let sammentrukne bryn.

[Benedict McLaggen]

Benedict nikkede let. Han plantede endnu et hurtigt kys på hendes pande, før han så hende direkte i øjnene.

"Ingen ballade," advarede han afdæmpet. Normalt ville et skævt smil have fulgt de to ord, men i dag var han komplet alvorlig.

[June Chang-Masters]

Der var ikke skyggen af smil på Junes læber, da hun modvilligt trak sig fri, hankede op i sig selv og mindede sig om, at de var voksne nu. Der var en måde at deale med det på og det var hverken her eller nu.

Alligevel var det halvhjertet, at hun vendte tilbage til arbejdet. Hendes tanker var alle andre steder og da solen begyndte at hænge lavt, kastede hun lange blikke mod døren med jævne mellemrum i håb om, at det skulle være Ben. Ligeså tiltrak lyden af fortrin også hendes opmærksomhed hver gang.

[Benedict McLaggen]

Ben havde en underlig arbejdsdag. Rygterne svirrede rundt, alle var forvirrede, nye meldinger kom hele tiden ind og han forsøgte bare at holde hovedet nede, ikke gøre opmærksom på sig selv eller stille for mange spørgsmål.

Han skulle ikke risikere sin hals, før han vidste hvad der var op og ned.

Da han kom gående mod oblivatorernes kontor, så han sig over skulderen en enkelt gang, før han smuttede ind og gik mod Junes skrivebord. "Skal du med hjem, skat?"

Han talte ikke højt, men højt nok til at flere andre hørte dem. Der var intet usædvanligt ved det spørgsmål. Trods alt.

[June Chang-Masters]

June var skide nervøs, men ikke dum og da Ben dukkede op i hendes dørkarm, skrev hun roligt sin sætning færdig, før hun lagde papiret til siden. “Ja, giv mig lige et øjeblik,” svarede hun afslappet og med et rutineret slag med staven var mapper og papirer på vej tilbage til deres bo i skuffer og skabe.

Denimjakken havde hun for længst stoppet ned i den lille skuldertaske og hun svang i stedet den ellers lidt kølige forårskappe, som hun havde taget med just in case, om skuldrene. Hun tog sin stav og taske og greb hans hånd. Stemningen var anspændt på turen og emnerne de valgte (vejret og arbejde) var ligegyldige og tomme.

Først da hun trådte ud i Benedict og Gallaghers stue, kunne hun trække vejret igen. Og det gjorde hun så. Sultne hiv efter vejret fulgte hinanden uden tegn på at stoppe lige foreløbigt.

[Benedict McLaggen]

Ben var anspændte hele vejen, men da han trådte ud i stuen lige efter June, lagde han begge hænder imod Junes skuldre og fangede bestemt hendes blik.

"Stop, June," bad han bestemt. "Langsomme vejrtrækninger. Se på mig."

Han genkendte angst og starten på hyperventilation når han så den og han havde ikke lyst til at skulle tage hende med på Mungos.

[June Chang-Masters]

Aldrig nogensinde havde Bens hænder føltes så tunge mod hendes fingre og hendes ben var et øjeblik ved at give efter, men hun holdt sig stående efter et lille dyk. Den ene hånd fandt over hans og gav den et klem, mens hun lagde den anden over hans ribben.

Sådan fik June langsomt styr på sin vejrtrækning igen og selvom hendes øjne var blanke, gav hun ikke efter for fristelsen til bare at skjule sig i hans arme og benytte sin frygt og hans trang til at beskytte hende, til at blive tilgivet. Hun blev bare stående sådan, indtil hun kunne se ind i de velkendte, lyse øjne frem for alle andre steder.