Nået kogepunktet

[Alissa Avery]

Der var mange, det tvivlede på, om Alissa Avery overhovedet havde nogle følelser. Faktisk var det nok kun en grævling på femte årgang og broren, der havde set hende græde ægte og det var ikke noget, der skete ofte, men efter selv Hamish Buchanan havde slået hånden af hende, havde det hele været lidt for meget.

Slytherins opholdsstue var ikke en mulighed, for ingen måtte se eller høre hende. Og hun havde ikke meget lyst til at tale med Imrah Avery efter hvad hun havde hørt i påskeferien. Så hun var flygtet ned til trofærummet og sad nu omgivet af skinnende pokaler og platter med ansigtet gemt i hænderne. Hun lavede ikke meget lyd, men den laveste hulken slap alligevel ud mellem de små hænder.

Stella Howard

[Stella Howard]

Det bånd der var mellem slangen og grævlingen var svært at bryde og det kom da også til udtryk nu, hvor Stella fandt sig selv gående rundt på tredje sal. Det havde været en række tilfældigheder der havde fået hende herhen. Hendes månedlige havde været rimelig hæftigt og hun havde bedt sygeplejersken om en smertelindrende eliksir.

Nu havde hun ikke så meget andet at lave og hun gik derfor forbi trofærummet, for at kigge på den store mængde pokaler der stod med hendes forældres navne på. Der var dog allerede en anden i rummet og hun stoppede op og kiggede på Alissa, mens en lille rynke viste sig mellem hendes øjenbryn.
"Hvad er der sket?" Spurgte hun som om de aldrig havde været uvenner.

[Alissa Avery]

I mange uger havde Alissa virkelig ønsket at få skovlen ind under Stella, men det var et behov, der fordampede som dug for solen, da grævlingen trådte ind til hende. Hun gemte sig mere i hænderne og kunne ikke sige noget lige med det samme.

I stedet hulkede hun lidt ned i sine håndflader og vendte sig lidt væk fra døråbningen. Hendes ry ville ikke kunne holde til det lige nu.

[Stella Howard]

Stella lukkede døren efter sig og gik derefter hen til veninden og satte sig ned ved siden af hende. Det føltes en smule fjollet at de havde været uvenner nu, eller rettere, hun kunne ikke længere huske hvorfor det var vigtigt.
"Det bliver kun bedre, hvis du snakker om det." Sagde hun afdæmpet og lænede hovedet tilbage mod muren.

[Alissa Avery]

Det føltes lidt underligt, da Stella sank ned ved siden af hende, men det var også meget rart ikke at være alene. Alissa snøftede lidt og rettede sig op. Hun tørrede tårerne væk med tommelfingrene.

“Alt er galt,” mumlede hun. “Francesco vil ikke have noget at gøre med mig, fordi jeg blev forlovet og nu vil Hamish heller ikke snakke med mig mere. Og... Imrah og min far er.... Jeg ved ikke, hvad der sker mere.”

[Stella Howard]

I begyndelsen af Stellas venskab med Alissa, havde hun troet at blondinen levede det bedste liv i verden. Efterhånden havde hun dog indset, at hun på mange måder havde det sværere end hende, fordi der hvilede et stort pres på hende. Stellas forældre havde i det mindste opgivet for længst.
"Det er jeg ked af at høre." Sagde hun med en oprigtig tone i stemmen og pillede lidt ved en lok af sit hår.
"Fransesco er en nar." Bemærkede hun. "Og Hamish er det også hvis han smider dig væk."

[Alissa Avery]

Alissa vidste ikke, hvad hun lavede eller hvorfor hun sad og fortalte Stella de her ting. Men hun snøftede bare og rankede sig lidt.

“Det ved jeg da godt,” mumlede hun i en skygge af sig selv. Hun trak fingrene gennem håret og lignede så den normale Alissa lidt mere igen.

[Stella Howard]

"Hvorfor er Hamish vred på dig?" Spurgte hun og vendte sig lidt mod Alissa, mens hun hvilede hovedet i sin hånd og lod blikket glide hen over blondinens ansigt.
"Er det på grund af Franco?" Tilføjede hun og strøg en lok af sit hår om bag øret.

[Alissa Avery]

Det var lidt svært at beskrive nøjagtigt, hvorfor Hamish Buchanan var vred på hende og Alissa sukkede. Der gik ukarakteristisk længe, før hun talte igen og selv der var det i en kamp med ordene, der var meget ulig hende.

"Vi skændtes," svarede hun og følte af uvisse årsager stadig en loyalitet over for præfekten, der forbød hende at gå i detaljer.

[Stella Howard]

Stella gik ud fra at der måtte være noget som Alissa ikke kunne fortælle og hun nikkede derfor blot et par gange, mens hun overvejede hvad hun nu skulle sige. Det var ikke ligefrem, fordi der var meget at kommentere på.
"Det må have været hårdt." Endte hun med at sige, selvom det egentlig føltes som et ringe svar.
"Jeg savner dig." Ordene røg hen over hendes læber inden hun tænkte sig om og hun forberedte sig mentalt, på den bombe der snart ville eksplodere.

[Alissa Avery]

Der var ikke noget behov for at bekræfte, at det var hårdt. Det stod skrevet ud over hver af hendes træk og Alissa tog en dyb indånding for at samle sig selv lidt. Hun var derfor også nærmest ved at kløjes i en mundfuld luft ved Stellas udbrud.

Brynene fløj op og hun vendte blikket op mod veninden, ganske langsomt. “Jeg savner også dig, S,” indrømmede hun lavmælt.

[Stella Howard]

Egentlig havde Stella troet, at Alissa ville blive vred og begynde at kaste med pokaler og det overraskede hende, at det ikke var det der skete. Der bredte sig dog en varme i hende, på grund af den måde som veninden så på hende på og det kunne også ses i hendes blik.
"Jeg vil bare gerne have, at vi er venner igen." Mumlede hun og smilede en anelse.

[Alissa Avery]

Hendes bryn rynkedes en anelse, men glattedes hurtigt ud igen. “Det vil jeg også,” svarede hun ærligt og var i det øjeblik ikke skolens dronning, men bare en femtenårig pige, der virkelig savnede sin bedste veninde.

“Jeg savner dig.” Hun rykkede hen ved siden af hende, tøvede, men lagde så armene om hende. “Men hvis du fortæller nogen om det her...”

[Stella Howard]

Det måtte heller ikke være nemt at være skolens dronning og Stella havde da også al sympati for den blonde pige, selvom hun også havde været strid et par gange eller to.
Da Alissa rykkede tættere på, lagde Stella også en arm om hende og gav hende et lille klem.
"Det ved du godt jeg ikke gør." Mumlede hun.
"Men det kan være det ville hjælpe, hvis du åbner dig lidt op for andre end mig." Sagde hun og skævede mod veninden.

[Alissa Avery]

Alissa rettede sig op igen og slap hende. Hun stolede på hendes ord, eller i hvert fald visheden om at hun kunne få hende til at fortryde det bittert, hvis hun ikke holdt tæt.

“Det var det, jeg prøvede,” afviste hun blot og rystede på hovedet. “Og det eneste, jeg fik ud af det, var at være ked af det. Så nu er jeg færdig.”