Ondskab og underværker

[Corban Yaxley Jr.]

Uden at tænke meget over det, havde Corban faktisk sagtnet farten en anelse da de kom tættere og tættere på Fionas opholdstue. Inderst inde, ønskede han nok at trække stunden ud med hende. Blikket bevægede sig vurderende og små-forvirret mod hende ved bemærkningen.

"Og det er noget som du... kan lide?" spurgte han, uden at være kæk omkring det. Han var nok bare meget frisk på at finde frem til svaret. For Corban var typen der var meget perfektionistisk omkring sin fremtoning.

[Fiona Buchanan]

Fiona fnøs af spørgsmålet, før hun så op på Corban igen og gav hans hånd et lille klem. "Jeg kan godt lide dig," svarede hun usædvanligt ligefremt og ærligt.

"Bare prøv at lade være med at komme i flere slåskampe, ikke?"

Hun stoppede udenfor opholdsstuen og kastede et flygtigt blik på portrættet, før hun rakte sin frie hånd op og strøg Corban over kinden i et flygtigt kærtegn.

[Corban Yaxley Jr.]

Der var noget vanvittigt behageligt ved at se den blidere side af Fiona. Hendes øjne spillede stadig med den velkendte gnist af udfordring, bag de mørke vipper, men hun snørrede ham ikke med kun-kække bemærkninger eller spydighed. Det kildede som hendes finger havde flugtet over hans kind.

"Jeg skal prøve..." Bemærkede han med en selvironisk trækning om læberne. Læber der snart, ganske kort, men blidt og nærmest impulsivt, havde mødt hendes.

"Godnat, Fiona." Hånden slap hendes, lidt modvilligt, før han satte kursen tilbage hvor han kom fra. Han ville næppe kunne sove i nat. Men han håbede at søvnløshedens tankestrømme måske kunne finde frem til Fiona, frem for hvad der var hændt før mødet på pigernes badeværelse.

Afsluttet.