Et sidste farvel [TW,S]

[Tobias Huxley Holmes]

Krostuen summede stilfærdigt. Alskens troldmænd og hekse, klædt i farverige såvel som dunkle gevandter, beklædte stolesæder og på diverse mørkebrune bordplader stod alskens krus med gylden væske placeret; alle blev de tilset med stor iver af deres respektive ejermand - eller heks. Udenfor slog regnen forsigtigt mod de beskidte vinduer, som ventede den blot på at slå rigtigt til efterhånden som aftenen skred frem. Månen hang over Hogsmead; fremtræden og dominerende bragte den et sparsomt skær, som sneg sig ind i selv de mørkeste afkroge. For mange var dette faktum sikkert kærkomment.
Placeret ved et af de mange borde i krostuen, sad Tobias Holmes. Hans skikkelse så ulig hans typiske. Han var iklædt gårsdagens påklædning; hans hvide skjorte opknappet, således at den afslørede en hvid T-shirt (nu tilsmudsket af alkohol, efter et mindre uheld nogle timer forinden). Dertil var ærmerne smørret skødesløst op til over albuen, hvorved de farverige tatoveringer stod frem som en kontrast til ejermandens blege hud. Hans sorte hår var uglet og randerne under hans mørkeblå øjne mørke; tydeligvis vidnede de om nogle hårde timer.
Hans krop var langsom og hans blik sløret af de mange fyldte krus, han havde formået at tømme i løbet af dagen. Det var dog ikke et faktum, som den tynde troldmand syntes at bide mærke i. Hans slørede og summende tanker var andetsteds, såvel som hans øjne var rettet mod de kort hans hænder holdte krampagtigt. Han var ved at tabe og det faktum havde endnu ikke undsluppet ham.
Overfor ham sad en forsamling af hekse og troldmænd, alle med deres skarpe blik vendt mod ham; parat til hans næste træk. Tobias lod sig dog ikke påvirke, for han kunne ikke lade sig provokere over sådan en ligegyldighed og ikke mange øjeblikke efter smed han kortene fra sig og bekendtgjorde sit tab. En tilfreds mumlen spredte sig ved bordet og Tobias forlod det uden hastværk. Alting forekom ham ligegyldigt.
Slingrende og langsomt bevægede han sig mod baren, hvor han bestilte endnu en drik. Kroejeren syntes ikke at bemærke hans tilstand; det kunne ikke tælles på samtlige hænder i krostuen, hvor ofte de reserverede øjne havde set selv samme tilstand hos andre magikere. Det forekom kroejeren at det var bedst ikke at spørge eller blande sig i disse affærer.
Tobias rejste sig langsomt og vaklede mod døren, som førte ud til Ulvesmøgen, tiltrukket af ideen om den friske luft mod hans hud. Ikke mange øjeblikke efter kolliderede hans tynde ryg med murværket og vant skød hans ene frie hånd mod lommen, hvori de hvide cigaretter lå placeret.

[Briony N. Baines]

Festen hos Ashworth havde været en del mere vild end Briony egentlig havde planlagt. Hun havde drukket alt for meget og havde muligvis gjort, eller sagt nogle dumme ting i løbet af aftenen. Det tænkte hun dog ikke på nu, hun var på vej ind i pejsen hos Ashworth og sagde navnet på den kamin hun gerne ville havne i. Det gik dog ikke specielt godt, i hendes berusede tilstand mumlede hun og endte i stedet på Det Glade Vildsvin. Fortumlet, var det eneste hun kunne finde på at skynde sig at gå gennem krostuen og udenfor, fordi hendes umiddelbare følelse var at hun skulle væk.

Da hun åbnede døren til den friske luft, sukkede hun opgivende og tog et par skridt ud på vejen. Forvirret så hun sig omkring og opdagede først at der stod nogen derefter. Først kunne hun ikke kende ham i mørket, men så kneb hun sine øjne sammen og forsøgte at fokusere.
"Tobias?" Sagde hun og gik hen mod ham mens hun strøg sit hår om bag ørene. "Hvad laver du her?" Mumlede hun, selvom det nok var hende der burde svare på det spørgsmål.

[Tobias Huxley Holmes]

I sin fordrukne tilstand lod Tobias' ører ham ikke høre krodørens højlydte knirken og efterfølgende annoncering af, at han nu ikke længere befandt sig alene i det mørke gadebilled. Kun da den spinkle pigestemme, han genkendte så godt, nåede ham, syntes han at blive vækket af sin døs.
Med tunge øjne så han op og lod sit blik glide henover Briony, som forstod han ikke, hvad hans øjne lod ham se. Hans mørkebrune øjenbryn samlede sig i midten af hans pande i den bedst funderende grimasse, som han kunne præsterer i hans svømmende tilstand. "Har du make up på?", spurgte han, hans stemme snøvlende efter dagens mange, mange genstande. Han skubbede sig besværet fri af muren og vaklede usikkert få skridt mod hende, som var han bange for at skræmme hende. Han prøvede at rette sig op og stå med begge sine fødder plantet på de skæve brosten, og for et øjeblik lykkes det ham. Kun da han atter hævede blikket, vaklede han. Ikke at han dog syntes at bemærke det, for hans opmærksom lå fæstnet på Briony.
Han trak på skuldrene og skar en grimasse, hans blik svømmende henover hende og gadebilledet. "Jeg gad ikke være derhjemme", mumlede han og trak igen på skuldrene, som var første gang ikke nok. Hans mørkeblå øjne var forvirrede og kunne ikke holde sig til at betragte en ting af gangen. "Der var så stille", tilføjede han, uden selv at høre sine ord. Tøvende tog han yderligere nogle skridt hen imod hende, stadig vaklende. Dovent hævede han sit krus til læberne og tog en slurk.

[Briony N. Baines]

Det var ikke så meget, men Briony havde en smule make up på, mest rød læbestift som hun havde lånt af en af sin adoptivfars ældre døtre. Hun havde forsøgt at lægge det pænt, men hun lignede mest en der lige var begyndt at bruge det, især fordi det meste af hendes mascara var tværet ud.
"Ja." Sagde hun. Hun havde jo været til fest og derfor havde hun også en fiks lille kjole på, under den varme kappe.
Tobias' opførsel fik hende dog til at betragte ham varsomt, der var noget usædvanligt over hans måde at bevæge sig på. Han virkede tung og sløv. Langt fra hans sædvanlige boblende adfærd og præcise bevægelser.
"Hvad er der sket?" Spurgte hun uden helt at forstå hvorfor hun sagde lige præcis det. Hendes intuition var måske så god, at hun opfattede at noget var galt. Hun gik tættere på ham og betragtede ham undrende, mens hun tænkte på, at han nok ikke skulle have mere at drikke.

[Tobias Huxley Holmes]

"Det er pænt", bemærkede Tobias med sit svømmende blik. Instinktivt søgte han atter støtte mod murværket, hvor han lod sin tynde ryg kollidere med de kolde sten, i det en strøm af ubehag ramte ham; som havde synet af Briony bragt ham ud af fuldskabens dybe vand og bragte ham tilbage på land.
Tobias prøvede at fokusere sine øjne på hende, men ufrivilligt svømmede de og forlod hendes skikkelse til fordel for den skæve bygning, der lå overfor Det Glade Vildsvin. Han trak på skuldrene. Det voldte ham store kvaler at forklare, for i sandhed havde chokket ikke stadfæstet sig. Han forstod endnu ikke, hvad han set.
"Det min mor...", snøvlende han besværet. Han måtte synke en voksende klump i halsen, før han kunne fokusere sine sparsomme tanker og finde de ord, som var nødvendige. "Jeg var nødt til at tage på redaktionen... og så... da jeg kom hjem... hun var ikke stået op, du ved", brummede han og smed skødesløst den ene hånd ud til siden i en gestus af afmagt. "Hun kunne ikke, du ved... fordi... hun er død"

[Briony N. Baines]

Komplimentet ville nok have gjort mere indtryk, hvis ikke Briony havde været så opmærksom på Tobias' velbefindende. Hendes blik hvilede modsat hans, opmærksomt på ham og selvom hun havde drukket en del, følte hun nu hvordan den kolde luft og den ualmindelige situation gjorde hende mere ædru. Hendes hjerte bankede hurtigere, da han sagde at det havde noget med hans mor at gøre. Hun huskede den ældre kvinde godt og fik allerede en klump i halsen, over de ord som han måske ville sige.
"Død?" Gentog Briony med en sagte stemme og gik et par skridt tættere på Tobias. På trods af at Briony havde en del oplevelser med døden, så vidste hun ikke hvad hun skulle sige, eller måske lige netop derfor vidste hun hvad hun skulle sige. Ingenting.
Forsigtig lagde hun armene om hans skuldre og gav ham et kram, selvom murværket gjorde det en smule svært.
"Tobias." Hviskede hun og sukkede dybt, inden hun trak sig lidt tilbage for at se ham i øjnene med et ømt blik.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias øjne var sløret af forvirring, i det hendes person nåede ham og hendes arme faldt om hans skulder. Til trods for murværkets assistance svømmede hans krop og vaklende lagde han sin kind mod hendes blonde hår. I sin fordrukne tankestrøm, bemærkede han, hvordan en varme spredte sig fra hendes berøring og hendes duft sneg sig fra hendes hår ind i hans næse, som fik ham til at lukke øjnene...
Indtil hun forsvandt. Hans øjne søgte hendes skikkelse, stående tæt på ham og med ømme øjne. Han så væk, ude af stand til at rumme hendes medfølelse. Tobias rømmede sig besværet og tabte sin ufærdige cigaret på murbrokkerne, hvorved hans øjne søgte den. "Hun havde det fint", snøvlede han, uden at vide hvorfor og som blev han forskrækket over hans egne ord, rømmede han sig igen.
Hans øjne for omkring, som vidste han ikke hvad han skulle fæstne sit blik på. Stadig påvirket af den sensation, der havde ramt hans krop ved hendes berøring, trak han sig væk; følelsen var dominerende og den skræmte ham. Vaklende bevægede han sig hen mod døren og med tunge øjne nikkede han til hende. "Hvad laver du her? Burde du ikke være derhjemme?", brummede han og rømmede sig igen. Igen så han væk; mærkelig nervøs for hendes svar.

[Briony N. Baines]

Det gjorde ondt på hende, at se ham i så meget smerte og hun ville lidt ønske, at hun kunne trække ham ud af det. Gøre ham glad på et sekund. Hjælpe ham på en eller anden måde. Brionys blik fulgte cigaretten, da den faldt til jorden, men hun løftede hurtigt sit ansigt igen for at se på ham.
"Det er jeg ked af." Mumlede hun, selvom det føltes en smule nemt bare at sige at hun var ked af det og så havde hun vist sin medfølelse. Ordene var bare ikke nok til at beskrive det og hun følte derfor at hun ikke rigtig gjorde nogen forskel.
Da han begyndte at gå, fulgte hun lidt tøvende efter ham, fordi hun egentlig ikke havde lyst til at gå ind i krostuen igen. Hun ville højst sandsynligt også blive smidt ud.
"Jeg har været til fest og da jeg skulle hjem, endte jeg her i stedet for i Wales." Forklarede hun.
"Ved ikke rigtig, jeg tror jeg er for beruset til at bruge susenetværket." Bemærkede hun og trak sin kappe tættere omkring sig. Hun havde alt for lidt tøj på til at være udenfor en forårsnat så kølig som denne.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias syntes at lide under en komplet forvirring; hans farverige hånd gned hans øjne, hvorefter den fortsætte op og igennem hans sorte hår. Han rømmede sig besværet og nikkede derefter. "Det er godt med fest", bemærkede han fraværende og stadig snøvlende, hvorefter han lod sine mørkeblå øjne glide henover hendes skikkelse og det tomme gadebilled.
"Du kan ikke være her", sagde han derefter, uden at vide at hun heller ikke ønskede det. Han så dog, hvorledes hun kuede sig under den mørke kappe og i sin fordrukne tilstand forstod han hvorfor. Han rømmede sig igen, hans hals tør efter de mange hvide cigaretter og øl. "Vent her", brummede han, i det han vaklende forsvandt ind i krostuen. Han ønskede ikke at lade hende være alene og i sandhed, ville han ønske hun blev hos ham. Varmen fra hendes kram var på vej væk og i hans stille sind ville han have følelsen tilbage.
Han kom tilbage med sin sorte frakke og en brun lædertaske, han skødesløst havde smidt over skulderen. Tobias hostede og rakte hende frakken, der utviveligt ville dække hende som et telt. "Du... Ja, skal ikke gå rundt alene. Vi...", brummede han, ude af stand til at holde fokus og uden at kunne tilbyde hende et alternativ. Han ville ikke hjem.
"Kan du blive lidt? Hos mig", brummede han stille. Han skyndte sig at vifte med hånden. "Hvis ikke... Ja. Vi kan finde... Øh... Vi kan gå lidt?"

[Briony N. Baines]

Bemærkningen om fester lød ikke ligefrem overbevisende i Brionys hoved. Hun skævede mod ham, men sagde ikke mere til det, da hun regnede med at hans begejstring for livet måtte være på et lavt plan i nuværende time. Hans følgende ord, fik hende til at løfte øjenbrynene en anelse og hun ville nok normalt have svaret igen, men sympatien for hans situation gjorde at hun holdt sig tilbage. Han havde jo i og for sig ret i, at hun ikke kunne være her, men rebellen i hende havde lyst til at fortælle ham at han ikke bestemte den slags.
Da han gik ind fulgte hun ham med blikket og trak skuldrene op til sine øre. Det var koldt og hun ville helst bare hjem.
Brionys blik hvilede stadig på døren, da han kom ud igen og hun trak frakken over sig da han rakte den til hende. Den var rimelig lang og det var lige før, at den ville have rørt jorden.
"Jeg kan godt blive." Bemærkede hun, selvom hun var lidt nervøs for at folk ville blive bekymrede for hende. Det var dog bare ikke hver dag, at ens vens mor døde så pludseligt.
"Hvor vil du gå hen?" Spurgte hun mens hun så på ham og begyndte at gå, hun vidste ikke rigtig hvor hendes fødder førte hende hen. "Måske lidt varme ville være rart. Har De Tre Koste åbent?" Foreslog hun, det var måske lidt mere passende for hende og så kunne hun også komme hjem.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede stilfærdigt og hankede op i den tunge lædertaske, hvilke resulterede i at han vaklede faretruende. Han rakte ryggen, efter at have fundet fodfæstet, hvorefter han begyndte at gå. Langsommere end normalt, stadig med verden svømmende omkring ham.
Ude af stand til at finde på noget at sige, forholdt han sig tavst. De samme tanker ville ikke forlade hans hoved og frustreret rev han den farverige hånd igennem det sorte hår. Han ville ikke hjem. Og samtidig vidste han, at han ikke kunne blive i Hogsmeads dunkle gader. Selv hans fordrukne tanker syntes at bekymre sig om kulden og de mistænksomme skikkelser, Hogsmead lokkede til sig i nattetimerne.
En stille, tøvende tanke sneg sig ind i hans hoved og fraværende begyndte han at overveje den. Jovist, det kunne lade sig gøre, kunne det ikke? Så længe han ikke skulle hjem...
Over dem hang månen og han bemærkede, hvorledes gaderne, så snart de havde forladt Ulvesmøgen, begyndte at summe af stille liv. Hekse og troldmænd som forlod deres respektive destination, lod et skeptisk blik glide henover ham men han gav pokker i deres spekulationer.
Han skævede til Briony, som de gik. Han en anelse ustabilt, men dog fokuseret. Stadig forhindre han sig tavst og igen fandt hans tanker frem til moderen, som ikke længere var at finde i det skæve, rødmalede hus.

[Briony N. Baines]

Da stilheden sænkede sig mellem dem, begyndte usikkerheden at opstå i hende igen. Imens de gik, skævede hun mod Tobias af og til. Hun overvejede om hun skulle sige noget, eller de bare skulle gå sådan der hele vejen til De Tre Koste. Det var mærkeligt, at hun næsten følte sig akavet. Hvorfor gjorde hun det? Det var en ny følelse i forhold til ham og hun brød sig ikke om den.
"Er du sikker på du ikke bare skal hjem?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe.
"Altså jeg forstår godt, at det ikke er rart, men når man har drukket så meget som dig så burde man nok få lidt søvn." Sagde hun og lagde en hånd under hans arm, for at støtte ham mens de gik. Hun endte med at gå i retningen af hans hus, fordi hun håbede at hun kunne få lov til at lægge ham i seng, selvom det ikke havde været det der havde været den oprindelige plan. Følelsen af hans arm mod hendes, fik en varme til at brede sig i hende, men hun skubbede de tanker langt væk. Han havde jo afvist hende før og ville sikkert gøre det igen.

[Tobias Huxley Holmes]

Hendes støttende hånd mod hans tynde arm var en kærkommen hjælp og instinktivt begyndte Tobias at støtte sig mod hende. Hendes bløde hud mod hans fik den tidligere varme, nu næsten væk, til at blusse op som et flammehav og han lod den sprede sig fra armen til resten af hans krop i hans tanker. I hans fordrukne tilstand lod han tankerne stå stille.
"Der er stille, så nej. Jeg følger dig... til De Tre Koste", brummede han snøvlende, dog uden at bide mærke i retningen hvori de gik. I sandhed kunne han kun fokusere på hendes hånd mod sin arm og det forslørede hans idé om, hvorhenne de i befandt sig. "Så tager du hjem. I et stykke. Safe and sound", tilføjede han hurtigt, så klart han kunne præstere og uden at ville have, at det var sådan det skulle ende.
Stadig uvidende om retningen de gik i, stønnede han pludselig ildevarslende. Med bange øjne, trak han sig fri af hende, før han vaklende men hurtigere end før, søgte ly af den mørke gyde, hvorved de var på vej forbi. I de mørke skygger, tømte Tobias maven, indtil der ikke var mere at give af for nu. Prustende og stønnende lod han en hånd kollidere med murværket som støtte imens han fattede sig. Svimmelheden var aftaget en smule og med klarere øjne end før, vendte han atter rundt mod Briony. Med et beklagende blik, begyndte han atter at gå. Allerede savnede han hendes berøring og uden at tænke tanken til ende, søgte hans hånd hendes.

[Briony N. Baines]

Stilhed. Det var åbenbart noget dårligt i Tobias' verden. Briony kunne dog ikke lade være med at tænke på, at hans mor ikke larmede synderlig meget da hun var i live, men måske var det en anden form for stilhed. Måske var det den form for tomhed, når man plejede at bo sammen med nogen, men de så pludselig var væk. Det havde hun selv oplevet efter Edwards død.
Briony fulgte ham ikke mod De Tre Koste, hun forsatte i retningen af hans hus, fast besluttet på at få ham hjem. Så måtte hun sende en ugle til Madoc og sige, at hun var hos en ven.
Et øjeblik efter havde han trukket sig fri og hun forsøgte at få øje på ham i mørket. Lyden der kom fra ham, forklarede dog alt.
"Tobias?" Kaldte hun med en tydelig bekymring i stemmen. Hun prøvede at gå i retningen mod ham, men stoppede op og overvejede om han måske hellere ville have lidt privatliv.
Da han kom tilbage så hun på ham med et blik, der ikke var mindre bekymret.
"Er du okay? Du ser bleg ud." Sagde hun og tog hans hånd, selvom lugten af opkast fik det til at vende sig i hende. Det virkede dog helt naturligt, som om de altid havde holdt i hånd i sommers.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sit mørkeblå blik glide ned langs hendes arm, til deres fingre og hænder som nu var et. Han sank en klump og mærkede varmen sprede sig fra hans hånd, op ad armen, til den nåede hans brystkasse hvor den satte sig fast. For et øjeblik forlod mindet om hans mor hans tanker.
Han nikkede hastigt på hovedet, da det i samme øjeblik gik op for ham, at han med fraværende øjne havde betragtet deres sammenflettede hænder.
"Ja", mumlede han, hvorefter han lod blikket farer hen af gadebilledet. Vaklende begyndte han atter at gå, stadig uvidende om retningen, hvori de gik. Hans tanker kunne ikke forlade hendes hånd i hans.
De gik atter i tavshed. Tobias stadig en anelse usikkert, men dog bedre end før hans tur i gyden.
Langsomt bevægede de sig ud fra sidegaderne og ud i yderkanten af Hogsmead, og som var Tobias kollideret med en mur, stoppede han brat op. Pludselig slog det ham, hvorhenne de befandt sig. Han kunne se sit skæve stråtag i det sparsomme skær fra månen. Han sank en klump og så ned, som besejret. "Du kan tage susenetværket hos mig", annoncerede han stille, hvorefter han for et øjeblik stod og betragtede den skæve bygning, han i godt 10 år havde kunne kaldt sit hjem. Deres hjem.
"Vi havde ikke snakket sammen i tre år, da hun opsøgte mig", mumlede han, hvorefter hans tunge øjne fæstnede sig på hende. "Ikke fordi, vi var... der var ikke sket noget. Vi snakkede bare aldrig sammen", snøvlede han stille, hvorefter han rømmede sig. Han skar en lidende grimasse og så ned på sine sko. "Efter min far døde, blev der helt stille derhjemme. Jeg hader, når der er stille. Det... er som at stå i regnvejr og drukne." Med trætte øjne så han atter på hende. De tanker som det medgav skræmte ham og derefter begyndte han atter at gå. "Du må hellere komme hjem"