Erkendelse (S)

[Cedric Llywelyn]

Bethany P. Green

Cedric druknede de sorger han havde tilbage i fester, artikler og alkohol. Det var det eneste han kendte til, og der var ingen til stede til at kunne fortælle ham noget andet. Der havde ikke været et hav af kvinder, men kun et par enkle gengangere. Dem han søgte, som kendte ham godt. Som ikke stillede dumme spørgsmål eller forlangte noget af ham. Dem han ikke var forelsket i og derfor kunne distancerer sig selv til ubetydelig sex.

Han havde skodet den sidste smøg og var så småt på vej til at samle sig til at gå ned efter et par nye. Han strøg hånden gennem de strittende rødbrune hår og gled en hånd over det trætte ansigt. En halvtimes tid senere kom han gående op af trappen, med en smøg i munden og ugens avis.

[Bethany P. Green]

Det havde føltes som lidt af en genistreg, da hun og Quentin Green havde fundet på at forhekse nøglerne til døren, så de var det eneste, der kunne åbne den. Men nu Bethany sad ude på gangen og stirrede på en låst dør, der adskilte hende fra selvsamme forheksede nøgle, føltes det en kende tåbeligt. Hun havde selvfølgelig prøvet at banke på hos Cedric for at låne hans pejs til (uanset hvor tåbeligt det føltes) at bruge susenetværket ind, men lejligheden havde været forladt.

Hendes numse føltes efterhånden flad og frem for at stirre på sin egen hoveddør, var hun begyndt at stirre på naboens. Hvorfor var han ikke hjemme? Hvor var han? Og værst, hvem var han sammen med? Ved hvilken nøgen, velduftende kvindes side var han faldet i søvn? Hvem havde han duftet til, før han havde lukket sine øjne og hvem havde han berørt med sine bløde læber?

Hun føltes sig som lyden af knust glas, da der lød skridt på trappen og hun et kort øjeblik nåede at håbe, at det var Cedric og ikke storebroren. Men så kom han til syne og hun fortrød straks den masochistiske forelskelse, der havde fået hende til det. Blikket blev hurtigt rettet tilbage mod døren, forhåbentligt før han så, at hun havde siddet og kastet et længselsfuldt blik hans retning.

[Cedric Llywelyn]

Hvis Cedric havde tænkt sig om, burde han ikke være overrasket over at finde Bethany foran døren til deres lejlighed. Det var sket tusinde af gange og pigebarnet syntes ikke at lærer noget af det. Men måske det var en form for dårlig undskyldning for at mase sig på inde hos ham? Måske hvis de ikke havde skændes så frygteligt havde han troet på det. Men så igen ville han selv have inviteret hende ind.

Han var glad for at se hende, hvor ondt det end gjorde. Han klarede halsen en smule og pustede røgen ud gennem næsen. Ms. Anderson ville blive rasende hvis hun fandt ud af at det var ham der røg i opgangen. Men det syntes ligegyldigt ny.

"Bethany" Den skotske accent var tyk som altid. De blå øjne gled over hendes ansigt. Han havde både håbet og frygtet den dag han skulle stå ansigt til ansigt med hende igen. Det var minimalt den kontakt de havde haft, til trods for at hun var stribetegner på deres avis. Men forholdet til Quentin var heller ikke det samme lige for tiden og Cedric havde være idiot nok til at holde dem helt på afstand indtil han fandt ud af hvad der skulle ske.

Han åbnede døren men lukkede den ikke efter sig da han gik ind.

[Bethany P. Green]

Cedrics stemme, der formede hendes navn, var en mavepuster og hun måtte bruge et sekund på at sunde sig, før hun kunne danne et ord. "Hey," gengældte hun hilsenen, kun lige før han forsvandt ind i sin lejlighed.

Bethany havde forventet, at døren ville glide i efter ham og efterlade hende siddende alene ude på gangen med et knust hjerte, men den blev stående på klem som en ubehagelig fristelse. I en blanding af længsel og trods betragtede hun den. Hun nægtede at lade sig gøre til den pige, der bare faldt sammen, fordi en mand forsvandt.

På en eller anden måde kom hun dog på benene og fulgte langsomt efter ham ind i lejligheden. Hun lukkede døren efter sig med en dyb indånding og det gav et lille niv igen som endnu et lille stykke af hendes indre blev krattet af og smuldrede.

"Jeg vil ikke trænge på på."

[Cedric Llywelyn]

Cedric vidste at han ikke burde have gjort det. For det først havde det været bedst for dem begge hvis han blot havde ignoreret hende. Givet hende et nik med hoved som det eneste. Men for alt i verden ikke lade døren stå åben som en lokkende invitation. Måske havde han i virkeligheden gjort det for at teste hende? Om hun i sidste ende ville gå med ind.

Han burde have vist hvad der ville komme til at ske. Men som han løftede hovedet og så op på hende syntes han ikke at se noget problem.
"Det har du nu aldrig gjort" bemærkede han i det han pustede røgen ud mellem læberne. Han havde sat sig i sofaen og havde straks kastet sig over skrivemaskinen.

[Bethany P. Green]

De havde været venner, længe før de overhovedet begyndte at kysse og Bethany så ingen grund til, at det skulle ændre sig. Eller, hun så en milliard grunde til det i form af hendes splintrede hjerte, men de var begge voksne mennesker og det var jo ikke verdens undergang.

Hun fugtede læberne og tog en cigaret. “Skal jeg lave noget kaffe?”

[Cedric Llywelyn]

"Mmh. Den må gerne være stærk, jeg skal højst sandsynligt være vågen hele natten" bemærkede Cedric. De blå øjne veg væk fra papiret og mod Bethanys feminine skikkelse. De havde været venner så længe, og det burde ikke have været et problem. Men han syntes hele tiden at der hver gang opstod en eller form for akavet stilhed når de var sammen. Måske var han bare ikke professionel nok. Det var heller ikke fordi at venskabet med Quentin kørte som smurt. Faktisk så de kun hinanden når det handlede om at samle sig om avisen, det kunne de da stadig finde ud af.

Det tog åbenbart tid, og Cedric havde det fint med adspredelse lige for tiden. "Går det ellers godt?" spurgte han hende kort tid efter. Han blev nødt til at få en fod inden for. Han kunne jo ikke bare åbenlyst spørge ind til hendes kærlighedsliv.

[Bethany P. Green]

Bethany nikkede og gik i sving. Tryllestaven blev liggende i lommen, som hun ordnede tingene uden magi. Snart stod maskinen og spruttede, og hun rettede igen blikket mod Cedric. Det gav et lille stik i maven, som hun prøvede ikke at fokusere for meget på.

“Jo, jeg er blevet sat på et spændende illustrationsprojekt igennem arbejdet, så det er ganske fint,” svarede hun med et lille smil og undgik på den måde at besvare spørgsmålet.

[Cedric Llywelyn]

Cedric nikkede. Det var måske i sidste ende langt bedre for ham at høre om hendes arbejde frem for hvor mange dates hun havde været på. Lyden af kaffemaskinen der arbejdede på højtryk fik altid en varm hjemlig følelse til at lyse dejligheden en smule op.

"Det lyder spændene." Han holdte ikke Alt for heksene, men havde det med at kigge det igennem nede i den lille kiosk, blot for at se hvad Bethany havde været med til at lave.

[Bethany P. Green]

Bethany slog sig ned på den frie stol ikke langt fra ham og tog et hvæs mere af cigaretten. De korte fingre blev trukket igennem håret, mens hun exhalerede igen og så hen på ham. “Det holder mig i hvert fald beskæftiget,” svarede hun beskedent.

“Hvad med dig?” ... Ses du med nogen? Savner du mig? Spørgsmålene kildede på tungespidsen, men nåede aldrig over læberne. Det var nok meget heldigt.

[Cedric Llywelyn]

Cedric lagde mærke til alle hendes bevægelser, selvom han ikke havde opmærksomheden rettet mod hende. Den halve smøg hvilede i mundvigen som de blå øjne festnede sig mod de trykte ord på papiret der stadig sad fast i skrivemaskinen.

"Det går strygene. Forlaget vil gerne have mig til at bruge kræfter med noget fiktion" bemærkede han. De rødbrune bryn samlede sig og fik en rynke til at vise sig på hans næse. "Men det ved jeg sgu ikke om jeg kan finde ud af" svarede han ærligt. Som hende fokuserede han også på arbejdsrelaterede emner frem for det personlige.

[Bethany P. Green]

Brynene blev hævet lidt. “Det ligger da også langt fra, hvad du normalt beskæftiger dig med,” bemærkede hun og skoddede cigaretten. Hun rejste sig og fandt to kopper frem. Den ene stillede hun ind under filteret til at opsamle kaffen direkte derfra, mens hun hældte op fra kanden til den anden. Da begge kopper var fyldte, skubbede hun kanden ind igen.

“Har du overvejet at sige ja til udfordringen, da?”

[Cedric Llywelyn]

Cedric nikkede. Det gode var dog at der lå en udfordring i det, og det kunne måske lige knapt nok tage fokus fra det kaos der eksisterede til daglig. For uden avisen og aftenjobbet på Tarantallegra, havde han behov for noget at dykke ned i så han ikke gik helt i hundene.

"Jeg overvejer det. De må vel se et eller andet i mig siden de eftersøger det" bemærkede han og drejede hovedet for at se på hende.

[Bethany P. Green]

Med en kop i hver hånd vendte Bethany tilbage til bordet og tog plads igen. Hun skubbede den ene kop over til ham og pustede selv utålmodigt til væskens overflade.

“Det er jeg sikker på, at de gør,” svarede hun oprigtigt og en ømhed i tonefaldet var født af de følelser, der rasede i hendes indre. Hun sank med nogen besvær og rettede blikket mod sin kop.

[Cedric Llywelyn]

Cedric tog imod koppen og tillod sig selv at sætte sig tilbage i sofaen for at gribe et øjebliks afslappelse. Han pustede ned i den varme væske før han tog en forsigtig slurk.

Et lille skævt smil trak op i den ene side af mundvigen ved hendes ord. "Måske. Nu skal jeg først lige finde ud af hvad jeg vil skrive om." sukkede han og gled en hånd over ansigtet.

"Jeg har aldrig tænkt i protagonister" Han skrev digte og hyldeskrifter ikke fiktion. Det krævede meget mere. Hvilket stof skulle han gå i dybden med. Skulle det være taget ud fra egne oplevelser eller skulle han sætte sig selv overfor flere forskellige problemstillinger han ikke kendte til.

"Og jeg arbejder for det meste kun med sandheder og meninger" brummede han træt.