Ved bristepunktet

[Quentin Green]

Efter to ugers afstand plaskede Quentins tanker stadig rundt i lavvandet mellem ham, Cedric og Bethany. Det var i dén grad en ironi, at det stadig hjemsøgte ham, hvordan han var vadet ind i bedstevennen og søsterens minefelt.

Selvom han havde betænkeligheder ved et forhold mellem de to, var Quentin udmærket klar over, at hans mening var uvedkommende. De var stadig hans vigtige systemkritiske allierede, uanset hvordan de foretrak at være sammen.

Derudover ville det være den ultimative falliterklæring, hvis han begyndte at moralisere over sin lillesøsters frihed. Indtil nu havde han overladt Bethany til sig selv og ladet hende få fred bag skillegardinet i deres delte lejlighed. Men nu brød han tavsheden, udstyret med stærk kaffe og ynkelige pandekager.

"Beth? Har du tid?" spurgte han, idet han vraltede ind i stuen med en stablet bakke svævende foran tryllestaven.

Bethany P. Green

[Bethany P. Green]

Det var bedst, de bare sluttede det. Det var det, hun og Cedric Llywelyn var blevet enige om. Før nogen blev sårede, havde Bethany prøvet at bilde sig selv ind, selvom hendes hjerte allerede føltes makuleret. Hun havde gemt sig i lejligheden et par dage, søgt tilflugt i sine streger og farver. For en sjælden gangs skyld havde hun ikke lyst til at tale med nogen om det. Hun ville bare være alene.

Det tog også et øjeblik, før hun løsrev sit blik fra penslens færd over lærredet og så op på sin storebror. Hendes mine var ukarakteristisk neutral ved mødet med hans blik og let hævede bryn afslørede, at hun stadig var hvis ikke vred på, så i hvert fald skuffet over ham.

“Ja?”

[Quentin Green]

At se Bethany uden den bonhomie, der ellers kendetegnede hende, og opleve hende være totaltsigende udtryksløs - det gav Quentin følelsen af at smuldre indvendigt, hvilket skræmte ham. Den voksende forlegenhed blev slet ikke bedre af, at det overhovedet ikke kom bag på ham, og at han indså, at det var en helt berettiget reaktion. Han havde været eddikesur, hvis det var ham. 

Han dirigerede bakken ned på gulvet, og leverede et beklagende smil. "Jeg har lavet lidt kaffe og noget mad, hvis du trænger til noget." Han kiggede skeptisk på de afpillede pandekager. "Tænk, at jeg kommer rendende med noget så småborgerligt som pandekager."

[Bethany P. Green]

Bethany var ikke noget madøre, men når det kom til kaffe og pandekager, så var hun nem at blødgøre og selvom hun kastede et skeptisk blik på stakken, begyndte hendes indre allerede at føles varmt og blødt. Kaffen duftede himmelsk og hun kunne ikke engang få sig selv til at pine ham ved at trække den længere, før hun rakte frem og tog koppen. De kolde fingre lagde sig om dens varme ydre, som hun sugede lidt mere af duften ind i en dyb indånding.

“Småborgerligt, måske,” bemærkede hun og så fra tallerkenen op til ham i stedet. Det trak lidt op i den ene mundvige, selvom det aldrig dannede et reelt smil. “Eller måske prøver du bare at blødgøre din pandekageglade søster?”

[Quentin Green]

Selvom det ikke ligefrem var en statshemmelighed, at Bethany havde en svaghed for pandekager, havde Quentins hensigter oprindeligt været, at hans lillesøster ikke skulle sulte. Han havde lavet pandekager, fordi det typisk var den mest vellykkede af de to opskrifter, der indgik i hans kulinariske repertoire.

Han satte sig ned og tog den overskydende kop kaffe til sig. "Jeg kan langt bedre acceptere, at jeg er en rar storebror end en småborger, der fedter om tilgivelse. Lad os sige det," Han parkerede en tallerken foran hende. "Hvordan har du det?"

[Bethany P. Green]

Der havde altid været noget over den lidt tørre humor, Quentin havde, og Bethany måtte vende blikket ned mod sin kaffekop for ikke at lade ham se et lille smil. Hun var ikke helt færdig med at være sur på ham endnu. Selvom det var hende selv, der havde fået fedtet sig ind i problemerne.

Hun trak på den ene skulder. "Jeg har haft det bedre," svarede hun undvigende og løftede koppen til læberne.

[Quentin Green]

Selvom det var lovende, at hans søster ikke bare havde løftet tryllestaven og trodsigt vippet både kaffe og pandekager ud over ham, gjorde Quentin sig ingen illusioner om, at de var på bølgelængde allerede. Ikke efter hvordan han bare havde møvet sig ind i noget, som Beth nok havde været glad for.

Præcist hvor glad vidste han ikke, men det ville han prøve at opsnuse. Det mutte skuldertræk og de underspillede ord antydede, at hun måske havde det sværere, end han umiddelbart brød sig om. Han fugtede tøvende sine læber. "Har du set noget til Cedric siden sidst?"

[Bethany P. Green]

Der var gået dage og uger, men det var slet ikke tid nok til at hele og Bethany, der knapt havde genfundet fodfæstet, følte tæppet trukket væk under sig, da navnet på naboen blev nævnt. Hun strammede instinktivt grebet om koppen og pustede til overfladen.

"Nej," svarede hun og formåede på ingen måde at lyde henkastet. Nej, det lød tamt og hult, og ordet dryppede af hendes hjerteblod.

[Quentin Green]

Selvom Quentin virkelig prøvede at styre sig, imponerede det ham hvordan Bethany tappert forsøgte at virke nonchalant over, at hun ikke havde set noget til Cedric, siden alting kørte af sporet. Det blev ikke særligt overbevisende, hvilket det sjældent var, når hun var beklemt over noget - men det var et hæderligt forsøg. 

Quentin var dog smerteligt klar over, at der ikke var det mindste at glæde sig over: at hun virkede brav og henkastet var et sølle dække for, hvor hjerteskærende fortvivlet hun lød over den andens nu længerevarende fravær. Han så medfølende på hende, bekymret over nedtrykt hun var. "Har du skrevet til ham?"

[Bethany P. Green]

Al appetit forsvandt med Quentins vedholdenhed eller manglende evne til at tage et hint. Bethany stillede koppen fra sig og skubbede pandekagerne væk igen, før hun vendte siden til ham og rettede blikket tilbage mod sit projekt i stedet.

"Jeg har ikke lyst til at tale om det," svarede hun betuttet og under normale omstændigheder var hun stoppet der, men hun var såret og fortvivlet og træt af, at alt gjorde ondt. "... især ikke med dig."

[Quentin Green]

Quentin fnyste, en smule fornærmet over Bethany skubbede hans nævenyttige spørgsmål samt pandekagerne væk. Han var dog forstående, og kunne ikke blive synderligt emsig: for det første havde Beth det tydeligvis så elendigt, at selvforsvar var den eneste adækvate reaktion. Derudover havde han fået langt grovere hak i tuden, af mennesker som han holdt betydeligt mindre af end sin søster.

"Fair nok. Jeg har vist også snaget urimeligt meget i dit privatliv," Han så uanfægtet på hende, inden han pustede til kaffen. "Hvis du får brug for at snakke om noget, også selvom du ikke har decideret lyst, så bare skyd løs."

[Bethany P. Green]

Bethany havde hævet penslen, men hun kunne ikke male noget. Hun følte sig kvalm og syg, og Quentins forstående tilgang til hende gjorde det ikke et hak bedre. Faktisk krydrede det kun hendes i forvejen ubehagelige tilstand med dårlig samvittighed. Irriteret sukkede hun og overgav sig, som hun lagde penslen fra sig.

Tavst rakte hun ud og tog cigaretpakken. Hun skubbede sig bagud på stolen og trak benet op til sig, så det sad i spænd mellem hendes overkrop og bordkanten, før hun fiskede en cigaret ud af pakken og lagde den for læberne. Snart var den tændt og røgen fyldte igen det lille rum.

Hun åbnede munden, men nåede ikke engang at forme et ord, før hun snøftede hårdt med pludseligt blanke øjne. Hun lagde hånden for panden og prøvede at skjule det lidt. “Jeg føler mig så dum.”

[Quentin Green]

Hvor overskudsagtige hans ord end lød, var Quentin i virkeligheden ikke helt så ubekymret over om hvorvidt Bethany ville ende med at svare ham. Han tog sig selv i at stirre på penslen, som hun nok ikke satte på lærredet af den helt forståelige grund, at han nidstirrede den som var den en drøm af en politisk skandale.

Han fokuserede i stedet på at få tændt en cigaret: over halvdelen af pakken var allerede blevet kæderøget, imens han stod i køkkenet og grublede, og han burde ikke pløje ukritisk sig gennem flere. Men smagen og synet af deres fælles røgslør gjorde omgående uvisheden mere spiselig.

Quentin så,spørgende på hende, idet hun åbnede munden og mistænkeligt nok ikke sagde noget. Et tydeligt, tårevædet hulk fulgte, og han skyndte sig at komme på benene og hen til den hånd, som hun gemte sig bag. "Hvordan det?"

[Bethany P. Green]

Stolebenene skrabede mod gulvet og lyden syntes høj i det ellers relativt stille rum. Bethany snøftede bag hånden og prøvede at hanke op i sig selv. Trods årevis, hvor hun havde prædiket alles ret til at føle og tænke frit, var hun alligevel til tider hæmmet af forældrenes strenge opdragelse. Og tårer var ikke noget, man bare sådan dryssede omkring sig med.

"Jeg troede virkelig," snøftede hun, men måtte stoppe sig selv, før hendes tone kom op et for højt sted, der var forbeholdt hunde. Hun rankede sig lidt og sænkede hånden, så hun kunne aske.

Fingrene rystede let, da hun hævede cigaretten til læberne igen til et nyt hvæs. Hun rystede på hovedet, mens røgen steg fra hendes næse og det lille o formet af hendes læber. "Jeg troede bare, at det kunne blive noget." Stemmen var mere rolig nu, selvom øjnene stadig var blanke.

[Quentin Green]

Quentin bøjede i kroppen, så han nogenlunde var i øjenhøjde med hvordan Bethany sad på stolen, og så ellers forstående på hende. Ydmyg, uendelig tålmodighed var hans eneste modsvar på de tavse tårer.

De var opdraget til at være stolte og stoiske, næsten afstumpede, omkring følelsesudbrud. Hvor meget libertiner han end var blevet, ville Quentin stadig hellere give albuerum til beklemte følelser, end at han ville omklamre nogen.

Han lukkede øjnene, imens han lod røgen valse ud af munden. Idet de atter fik øjenkontakt, kunne han nogenlunde tåle at se, at hendes øjne stadig var svagt fugtige. "Det kan det måske også. Det er jo ikke dig, han er stiktosset på." Han lagde en opmuntrende hånd på hendes skulder. "Måske ændrer tingene sig, hvis han hører, hvor meget du tror på det."