Sammentræf

[Gallagher O'Leary]

Det var Beltane og Gallagher var der da, primært for sine venskabers skyld. Han brugte dog også en del tid på at håbe at han ikke stødte ind i sin ekskæreste.

Det var han så fokuseret på, at han slet ikke så en mørkhåret heks, før de var stødt halvt sammen og han instinktivt rakte ud for at støtte hende.

"Det må du undsky-"

Øjnene udvidede sig, som han så direkte på Hecate M. Carrow.

[Hecate M. Carrow]

Der var noget over den løsslupne stemning til Beltane, der altid havde tiltalt hende. I lys sommerkjole og spids hat var hun derfor taget forbi festlighederne med nogle af de andre hekse fra ministeriet. Med et par gode glas indenbords, godt vejr og gode venner, var hun i så strålende humør, at hun ikke engang vendte sig om for at give en yngre troldmand en lektion i opmærksomhed, da hun tumlede et par skridt bagud ved kollisionen.

Overraskelsen var kun synlig i et splitsekund, før minen i stedet blev tvunget i et høfligt smil til manden, hun fejlagtigt havde troet, var muggler. Forbandede uheld.

“Det skal De ikke tænke på,” svarede hun og nikkede til en af veninderne, der sendte et sidste, nysgerrigt blik deres vej, før hun vendte ryggen til.

[Gallagher O'Leary]

Gallaghers overraskelse var komplet og han skulle til at grine lidt af det, da hun kom med et temmelig frakoblet svar. Så i stedet fnøs han lavmælt, knapt hørligt.

Han behøvede ikke være et geni for at regne ud at hun helst ikke ville kobles med en som ham. Det viste den lille opstilling ganske glimrende. Han hævede øjenbrynene.

"Tak for sidst."

[Hecate M. Carrow]

Smilet forsvandt hastigt fra hans læber, men Hecate havde ikke plads til dårlig samvittighed, når alternativet kunne kaste en skygge på hendes ry. I hvert fald så længe hun ikke anede, hvem han var, og om han kunne kende hendes fremtidige forlovede.

Hun sænkede blikket, men et smil trak afslørende op i hendes mundvige ved mindet. “Det var hyggeligt,” svarede hun og så op på ham igen. Smilet brød frem, selvom hun holdt det i skak. Der var dog spil i hendes blik som ved deres første møde. Og et stærkt af nysgerrighed, der ikke kun var seksuelt betonet.

“Jeg vidste ikke, De kom her?”

[Gallagher O'Leary]

Ikke helt en isdronning alligevel, konkluderede Gallagher, som han hævede etøjenbryn lidt og mærkede det trække op i sin ene mundvig.

"Tror du ikke at vi er ude over høflighederne?" spurgte han muntert, uden at adoptere hendes formelle tiltale. Det ville formentlig først ske den dag han stod overfor den britiske regent.

"Men i lige måde - selvom det ikke er helt så chokerende, som det måske burde være..."

[Hecate M. Carrow]

Øjnene blev lidt smallere, men Hecate modstod fristelsen til decideret at dreje hovedet for at den over på veninderne. I stedet spidsede hun ører. Det lod ikke til, at de talte om dem, så hun kunne igen tildele manden lidt mere af sin opmærksomhed.

“Ikke?” spurgte hun og løftede et øjenbryn over et næsten underholdt smil. “Hvordan kan det være?”

[Gallagher O'Leary]

Gallagher lod blikket glide en enkelt gang over den mørkhårede kvinde, heks, og smilede lidt.

"Når jeg ser på dig nu, forstår jeg ikke hvordan jeg ikke gættede det med det samme. Du ligner ikke en muggler."

[Hecate M. Carrow]

Det overraskede ikke, men behagede mere og Hecate undlod at kommentere, at han i høj grad lignede en muggler. Hun kastede et blik til siden og hævede den ene skulder, før hun fandt hans øjne igen.

“Jeg er ikke den store dater, så sommetider søger jeg væk for anonymitet,” indrømmede hun lavmælt og trak fingrene igennem de mørke spidser.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher fnøs muntert og smilede et drenget, men charmerende, smil. "Det gør vi begge, tydeligvis," konstaterede han og trak på skuldrene.

"Problemet med magikerverden er, at den er for lille. Hvem man er sammen med, bliver lige pludselig alle andres business også."

[Hecate M. Carrow]

Hecate blev smittet af det dejlige gensyn med hans charmerende smil og måske var det det fordi, at hun allerede havde fået lidt indenbords, eller bare at hun generelt ikke var forsigtigt anlagt (og desuden havde værten intim med ham), men hun lod blikket glide skamløst ned overs ham.

Hun tog sig godt tid, før hun fandt hans øjne igen. “Du ser ellers for ung ud til at være gift,” bemærkede hun og lagde hovedet lidt på skrå. “Så hvorfor?”

[Gallagher O'Leary]

Gallagher fnøs lidt over hendes konklusion. "Jeg tror bare at alle kender alle og det forhindrer at man nogensinde kan være komplet anonym," svarede han, måske kun en lille smule undvigende. Han havde mest af at alt bare ikke lyst til at tale om præcis hvor meget alle var indblandet i det, når man havde været sammen med en som Lily Potter.

"Og nogle gange er det sgu bare meget rart, at der ikke er sytten andre mennesker, der har en mening om hvem man er eller hvem man er sammen med."

[Hecate M. Carrow]

Det sitrede i hendes mundvige, selvom det ikke havde gjort hende det mindste, hvis han havde været gift. Der havde ikke været nogle løfter eller forventninger. Kun et fysisk behov.

"Folk har generelt for mange meninger og for stort et behov for at dele dem med andre," konstaterede hun simpelt og uden behov for at trave mere rundt i det. Hun lagde hovedet lidt på skrå og studerede ham vurderende, før hun så rakte hånden frem.

"Måske det er på tide med en introduktion, så. Hecate Millefeuille Carrow."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher smilede et smil, der helt tydeligt erklærede enighed, men han fandt ikke mere at sige til emnet, før hun også havde lagt det bag dem. Øjenbrynene gled let op, men som han så på hende nu, var han ikke så chokeret over at høre så fint et navn klinge over hendes læber. Omend det også havde en lille klang af ballade for ham. Endnu en kvinde fra en prominent familie. Ikke at han var særligt involveret med hende her, omend han stadig levende kunne genkalde sig lyden af hendes ophidselse. En svagt distraherende tanke.

"Gallagher O'Leary," præsenterede han sig dog, i stedet for at sætte ord på sine upassende tanker, og rakte sin egen hånd frem. Han blinkede en enkelt gang. "Det er godt, officielt, at møde dig, Hecate."

[Hecate M. Carrow]

Det kom ikke som nogen overraskelse, at hun ikke genkendte navnet. Han havde immervæk emmet langt væk af muggler, så det var sikkert ikke meget forkert, selvom han nu slentrede ned ad hovedgaden i Hogsmeade.

Hecate lagde sin hånd i hans og gav en et fast klem. En kvinde, der ville frem i verden. "I lige måde, Gallagher. God aften. Det kan være, vores veje krydses en dag igen." Ikke at hun regnede med det.

Luk?