Et par sandheder

[Cailean Morgaine]

Fredag aften
Opholdsstuen
Imrah Avery

Cailean havde brugt den sidste times tid på at spankulere omkring på slottet, efter et skænderi han havde haft med to fjerdeårs under aftensmaden. Den ene af dem havde kommenteret på, at Cailean havde tømt resten af et fad, uden at spørge om der var andre der skulle have, og Cailean havde pænt fortalt, at det var hans ret fordi han var både ældre en dem og fuldblod. Af en eller anden grund var det ikke faldet i god jord, og selv om diskussionen forblev i et forholdsvist normalt toneleje, gik det ikke sådan helt uset hen. Cailean oplevede i hvert fald flere blikke i deres retning, og besluttede sig for at smutte tidligt inden de to fjerdeårselever fik vent alt for meget rundt på situationen, så det så ud som om det var Cailean der havde gjort noget galt.

En times tid senere befandt han sig nu ved indgangen til Gryffindors opholdsstue, sagde kodeordet og blev lukket ind.

Der var relativt få i opholdsstuen. Det var faktisk helt til at holde ud og være i lokalet, og Cailean slog sig ned i den mest eftertragtede sofa foran pejsen, hvor han lænede hovedet tilbage og satte sig til at stirre ind i de dansende flammer.

[Imrah Avery]

Imrah sad i sofaen skråt overfor den hvor den bette femteårsstuderende væltede ned at sidde, uden at sige et ord. Han hævede begge øjenbryn lidt.

"Det var noget af en scene du lavede til aftensmaden, huh, Morgaine?"

[Cailean Morgaine]

Cailean vendte straks blikket mod den ældre elev. Han løftede en finger og pegede sigende på ham, men svarede ellers med en relativt rolig stemme. ”Det var fandme ikke mig der startede.” Han havde ikke tænkt sig at diskussionen skulle tages op igen, men han havde heller ikke tænkt sig at tage credit for postyret.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn over svaret. "Køl lige ned," svarede han i et roligt, men irettesættende tonefald. Han tog ikke imod pis fra femteårsknægte med for meget ego.

"Er du altid så forsvarsberedt?"

[Cailean Morgaine]

Det er man fandme da nød til, tænkte han ærligt, men det irettesættende tonefald fra den ældre elev havde alligevel fik ham til at tænke en ekstra gang over sit svar. Han trak i stedet på skuldrene. ”Det lød bare som om du gav mig skylden.”

[Imrah Avery]

Imrah trak på skuldrene. "Du er flere år ældre end de to knægte og det var alligevel dig, der hævede stemmen og lavede en scene," konstaterede han. "Sådan som jeg kunne se. Men jeg er da pisse ligeglad. Jeg er ikke præfekt. Der er bare ingen grund til at tage sådan på vej."

[Cailean Morgaine]

Den ældre løve havde fat i noget. Og det irriterede Cailean at drengen muligvis havde ret - i hvert fald i, at Cailean var ældre og måske skulle have ladet den ligge. Men der var ingen grund til at give Imrah Avery tilfredsstillelsen i at få ret, så Cailean himlede i stedet med øjnene. ”Godt, hvad ville du så have gjort hvis du skal være så vis?”

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn. "Ingenting," svarede han simpelt. "Hvorfor få sit pis i kog over mad? Der er nok til alle. Spis brød til. Andre steder er der folk, der sulter."

[Cailean Morgaine]

"Det lyder som deres problem." Bed han tilbage, og så flygtigt mod trappen op til sovesalen. Han besluttede sig for alligevel at blive siddende. Hvis han bare gik sin vej, havde Imrah Avery vel vundet, og det var ikke optimalt.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn. Han betragtede den kyniske lille knægt i et langt øjeblik i komplet tavshed. Men det var skam ikke fordi han ikke havde noget at sige.

"Nu hører du her, din lille selvcentrerede lort," startede han ud, da han havde taget en dyb indånding. "Det kan godt være du selv tror at du har ret til at opføre dig som om dit røvhul er forgyldet og du skider guldæg, men virkeligheden er, at du er en gennemsnitlig femteårselev med en lidt for stor idé om dig selv og hvis du ikke snart ser at få justeret den ned til noget passende, så ender du med at være en af de der berettigede små tabere, der sidder i et taberjob deres far har skaffet dem og hader deres eget liv, fordi de aldrig gjorde noget for andre og der nu ikke er nogen som helst, der gider gøre noget for dem eller med dem."

[Cailean Morgaine]

Hvis Imrah havde stukket Cailean en flad, havde det haft nogenlunde samme effekt. For et kort øjeblik sad han ganske lamslået og stirrede på den ældre elev. Al vrede og irritation midlertidigt forduftet fra hans ansigt, og tilbage var blot en gennemsnitlig femteårselev ramt af overraskelse over opsangen.

Men så blussede hans kinder op i tydelig frustration, suppleret af et noget hidsigt blik. Alt i alt så han ganske fornærmet ud, og man kunne næsten se hvordan tankerne løb om kap i hans hoved for at komme med et smart svar.

Men der var intet. Hans mund åbnede sig, og lukkede igen. ”Rand mig, Avery!” Det var det klogeste han kunne komme på, og han var slemt skuffet med situationen. ”Jeg har ikke bedt om din mening!”

[Imrah Avery]

Imrah var alt andet end påvirket over at blive bedt om at rende Cailean Morgaine. Han havde selv sagt langt værre ting i sin tid, men han havde til gengæld aldrig sagt, at det var sultende menneskers eget problem, at de sultede. Han hævede et enkelt bryn over protesterne og rystede lidt på hovedet.

"Du får den alligevel. Få hovedet ud af din egen røv, Morgaine, og begynd at opføre dig som et rigtigt menneske, i stedet for en fucking undskyldning for et."

[Cailean Morgaine]

”Jeg har ret til at være som jeg er, uden at alle mulige- uden… og du skal fandme ikke bestemme hvordan jeg skal og ikke skal være!” Det var en kende vanskeligt at være både hidsig og sammenhængende, men han gjorde da i det mindste et forsøg.

”Hvad så hvis jeg bare er en undskyldning og får et job af min far? Måske er det dét jeg vil?” Merlin forbyde at han nogensinde skulle arbejde for sin far, men det var der ingen grund til at sige højt nu.

[Imrah Avery]

Morgaine kunne være gået, men blev tydeligvis hængende og Imrah var åbenbart blevet en slags sandhedsspyende guru for femteårselever. En bitter, gammel guru.

"Så gør da det. Hvis du fortsætter med den der attitude, kommer det til at blive nødvendigt. Men hvis du nyder at have tæt på ingen venner, så fortsæt endelig."

[Cailean Morgaine]

”Det ved du overhovedet ikke noget om! Og jeg har masser af venner!” Cailean var for det meste en ret dygtig løgner, men det var svært at lyve om noget som selv en blind mand kunne se ikke passede.

Der var da ganske vidst en håndfuld elever som han ikke skændtes med, og nogle af dem kunne han endda føre en venskabelig samtale med. Men i sidste ende var det faktisk kun Corban Yaxley Jr. som Cailean følte han havde et rigtigt venskab med.