Ventetid [S]

[William Knight]

Gillian C. Fudge

Påskeferien.

Tid alene. Den slags var ikke nem at tilgå, når man havde forældre der, trods ens myndighed, altid antog at der var bagtanker bag hvert spørgsmål. En forlovelse var desuden på spil og William Knight var ikke ligefrem kendt for sin kyndighed i at træde varsomt. Derimod havde han ofte været elefanten i glashuset.

En aften i påskeferien, åbnede der sig en mulighed. Hjemmet i Edinburgh var tomt fra andre sjæle end løven med det mørke hår og varme øjne, hvorbag der ofte gemte sig gnister af en-eller-anden form for forventning. Gillian kunne være der hvert øjeblik. Den første tid alene... Han var ikke nervøst anlagt, men noget i ham var forandret. Mere end blot hans evne til at holde fokus på bøgerne.

[Gillian C. Fudge]

Det havde ikke været nogen nem sag at tilbringe tid alene og da muligheden endelig bød sig, var det med et hamrende hjerte, der havde flyttet sig helt op i halsen, at Gillian trådte ud af de grønne flammer i Knight-familiens pejs. Hendes knæ rystede og et øjeblik frygtede hun, at de ikke ville kunne bære hendes vægt. Så trådte hun ud af pejsen.

Stuen var på en eller anden måde mindre, end hun huskede den og duftede af... Ikke Liam, men alligevel som om det var en af komponenterne bag hans duft. Hun sank og fugtede læberne, før hun klarede halsen.

"Hallo?" kaldte hun forsigtigt.

[William Knight]

Ganen var blevet vædet med en ordentlig tår vand i køkkenet, da han hørte kaminen blusse op, samt den velkendte stemme kalde fra dagligstuen. Nok havde han aldrig haft en tendens til at have en skoleskjorte på i ferierne, men den mørke langærmede trøje, var stadig urynket - og ærmenerne var, overraskende nok, trukket ned hvor de nok hørte til.

"Gillian. Hej." Varmen prægede hans smil, som han trådte ind i stuen igen. Der lugtede en smule brændt efter kaminens blussen, og han kastede et enkelt blik mod denne, for at se om en eventuel husalf eller Reginald Fudge skulle følge trop. Heldigvis ikke.

"Jeg er glad for at du kom," sagde han, da han var nået helt hen til hende. Han bøjede nakken lidt for at plante et velkommende kys mod de bløde læber.

[Gillian C. Fudge]

Der gik noget tid, før Gillian hørte lyden af fortrin og inden da havde hun nået at udglatte skørtet på sin sandfarvede velourkjole i hvert fald tre gange. Hun så op med store øjne, da Liam trådte ind, men forbløffelsen blev hurtigt erstattet af et varmt smil. Et sjældent syn for nogle, men efterhånden ret normalt i hans nærvær. Forsigtigt trådte hun ud i hans stue og direkte ind i hans arme.

“Jeg er glad for, at du inviterede mig,” svarede hun blidt og tog hans hænder. Nysgerrigt kastede hun et blik på stuen bag ham. “Jeg har glædet mig.”

[William Knight]

Hendes hænder var, som sædvanlig, en smule koldere end hans. Det gjorde måske bare at han omkransede dem en smule tættere, som fingrende gled ind imellem hendes. Hun havde glædet sig - det samme havde han. Forventningerne måtte dog ikke stige ham til hovedet.

"Samme her," bemærkede han, med en tone i stemmen der var dyb af varme. Det var måske godt at han havde fået en tår vand. Ganen havde været underligt tør, af hvad han antog var nervøsitet, "Nu har du jo været her før, så en rundtur er nok ikke nødvendig." Smilet blev skævere over mindet. 

"Vil du have noget at drikke? Vand. Vin. Saft?"

[Gillian C. Fudge]

Det var beroligende at tænke over, at hun jo både havde været der før og også havde hans forældres accept. “Nej, det er sandt,” svarede hun genert uden at vide, hvor følelsen kom fra. Men de havde aldrig været sammen alene på den måde. Og han så godt ud i sit eget tøj. Ikke at skoleuniformer ikke klædte ham, men dette var anderledes. Det var ude i den virkelige verden.

“Vand, tak.” Hun smilede forsigtigt op til ham og slap hans ene hånd for at feje en krølle bag øret.

[William Knight]

Der blev dvælet en smule ved synet af den kønne pige, der puffede håret på plads. Gillian var ikke kun smuk, men også kær og elegant med sine små bevægelser. Brystkassen syntes allerede at føles en smule varmere, som han flygtigt lænede sig ned for at strejfe hendes tinding med læberne.

"Du ser smuk ud," brummede han lavmælt, før han rankede sig en smule igen. Smilet om hans læber var karakteristisk skævt. Han vidste at det ikke var nødvendigt at pointere det åbenlyse, men det kunne måske ikke skade at skænke komplimenter hvor de virkede mest naturlige.

"Du sætter dig bare. Jeg er tilbage om et øjeblik." Med det, gik løven mod køkkenet for at skænke to glas vand op. Han tog sig en smule tid om det. Tid til lige at trække vejret godt ned i lungerne, før han vendte tilbage til brunetten, "Fortalte du dem at du skulle herhen?" spurgte han.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste, at hun var smuk. Det var hendes bedste år, havde hendes mor sagt, og det var kun et spørgsmål om tid, før de var ovre. Så hun så op på ham med et smil, der var blevet en smule smallere. “Tak.” Hun glattede kjolen igen, denne gang for at skjule sine pludseligt halvsvedige håndflader.

Og så gik han. Hun så ubeslutsomt på møblerne, før hun tøvende tog plads helt ude på kanten af sofaen. Blikket var tilbage på Liam igen det sekund, hun hørte ham træde ind i stuen igen. Hun rystede på hovedet.

“Ja, selvfølgelig,” svarede hun prompte. Alene tanken om at lyve over for sin far gav hende en kold fornemmelse i maven. Selvom... “Men jeg undlod at nævne, at dine forældre ikke er hjemme.”

[William Knight]

De to glas blev placeret på sofabordet, før han tog plads ved Gillians side. Selv, siddende i en sofa, lænede hun sig ikke bare afslappet tilbage, men syntes i stedet at sidde på kanten af de bløde hynder. Ikke at han bebrejdede hende. Selvom han havde været alene med en pige før, var der noget nyt over situationen.

"Det... gør dig ikke nervøs, vel?" spurgte han dernæst. Den ene arm foldede sig om ryglænet på sofaen, bag Gillian, så han kunne vende sig en smule mere mod hende.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var pludselig meget selvbevidst. Ikke at det var en ny ting, men det syntes næsten værre nu - hvis det da overhovedet var muligt. Pludseligt i tvivl om, hvad hun normalt gjorde med sine hænder, gled de over skørtet en gang mere, før hun foldede dem i skødet. Så kunne de vel ligge lidt der.

“At jeg undlod at informere mine forældre om det eller at vi er... alene?” Det larmede helt vildt, da hun sank. I hvert fald for hendes ører. Hastigt rakte hun ud efter det ene vandglas og nippede forsigtigt til indholdet.

[William Knight]

Nok var knægten ikke altid den mest observante. Han havde dog lært at navigere visse af Gillians adfærdsmønstre, og havde været konfronteret med Gillians nervøsitet før. Engang var han blevet fortalt, at var man bange eller nervøs, kunne man ofte søge en instinktiv tryghed i at være støttestenen for dem som lod til at være mere påvirkede af situationen. Gillians tryghed betød alt for den hovedkuldse løve.

"Begge ting," svarede han, selvom han måske havde henvist mere til deres tid sammen uden opsyn. Ja, selvom han var myndig. Forsigtigt lagde han en hånd over hendes - den ene der altså stadig hvilede i skødet efter hun havde taget glasset til sig, "Du kan stole på mig."

[Gillian C. Fudge]

Ørnen faldt i tænksom tavshed, før Liams hånd fandt hendes og bragte hende tilbage til nuet. Hun smilede smalt og nikkede. “Det gør jeg også,” forsikrede hun ham mildt. Men det var ikke kun der problemet lå. Hun gav hans hånd et blidt klem efter at have stillet glasset fra sig igen.

“Jeg brød mig ikke om at holde noget fra mine forældre, men... Jeg vil gerne lære dig at kende, når vi bare er... os,” prøvede hun at forklare. Hun drejede sig mod ham og rykkede ubevidst lidt tættere på. “Det er jo sådan, det bør være. Ikke?”

[William Knight]

Det var sandt at han ikke altid havde været til at stole på. Liam havde dog overbevist sig selv grundigt om det nye kapitel han havde påbegyndt, efter den rædselsfulde sommer. Sommeren før han havde mødt Gillian efter at have efterladt en slagmark af problemer bag sig.

Han nikkede og betragtede den kønne pige. "Ingen kan bebrejde os det," sagde han bekræftende. De skulle spendere deres liv sammen. Det var vel kun retfærdigt. Langsomt bevægede mundvigene sig op i et mildt smil. "Det er noget jeg har drømt om." Blandt andre ting.

Han rykkede sig en smule tættere på hende, "Og jeg ser at du ikke har slæbt bøger med til mig denne gang," sagde han med en lille underholdt glød i de mørke øjne. Det hændte ofte at deres møder på skolen koncentrerede sig mest om lektielæsning.

[Gillian C. Fudge]

Hendes mund føltes tør. Hun havde også drømt om at være alene med ham og en del af de fantasier havde bevæget sig ned af de forbudte stier i hendes tanker. Lige som hun vidste, at hans havde gjort. Alene det gjorde hendes kinder varme, men hun slap ham ikke for at tage en tår vand mere. I stedet så hun opslugt ind i hans mørke øjne, mens han rykkede tættere.

“Det er vel ferie,” svarede hun med et lille smil spillende i mundvigen. Hun havde da læst derhjemme, men det var ikke formålet med deres tid nu. “Jeg tænkte, vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til i stedet.”

[William Knight]

Fingrende flettede sig en smule mellem hendes, hvortil han kunne mærke stoffet på den bløde kjole mod fingerspidserne. De kunne gøre hvad de havde lyst til... Han ønskede at læse hendes tanker - det havde han vel ønsket siden han mødte hende. Den frie hånd fik blidt strejfet sig over hendes nakke, for at skubbe det brune og velduftende hår en smule til side. Kroppen summede allerede en smule mere end den burde.

"Se, det lyder som en god plan," sagde han. De havde luftet ideer, da de sad ved det store vindue ved tårnene. Derfor var luften mellem dem ikke ligefrem befriet fra insinueringer. Han lænede sig frem for at placere et enkelt kys mod den blottede hud lige ved halsudskæringen af den sandfarvede kjole.