Vindens farver

[Vera M. Selwyn]

Augusta Avery

På vej ud fra Magisk Kunst gik Vera hen mod sin veninde og sneg sin arm ind under hendes. Det var alt for lang tid siden de rigtig havde talt sammen. Det var underligt hvordan man kunne gå op og ned ad hinanden hver dag og så lige pludselig var der gået alt for længe.
"Vi må altså lige snakke lidt, hvis du har tid." Sagde hun med et skævt smil, mens hun løftede sin frie hånd og strøg sit sorte hår om bag ørene.

[Augusta Avery]

Der skete ret meget i Augustas liv. I toppen af listen var at hun rimelig officielt var blevet kærester med Imrah Avery - og meget uofficielt, at hun var gravid. Det sidste var der kun få mennesker der vidste og den sorthårede pige der linkede armen under Augustas, var ikke en af dem. Måske fejlagtigt.

"Vera," sagde hun varmt og smilede lidt. "Selvfølgelig."

[Vera M. Selwyn]

Vera håbede inderligt at kæresteriet med Imrah gik godt, men hvis han gjorde hende glad kunne hun godt leve med det. Hun vidste dog samtidig hvor splittet hun ville føle sig, hvis de nogensinde gik fra hinanden. Det håbede hun ikke ville ske, men samtidig kunne hun ikke forestille sig at de var typerne der var sammen for resten af livet.
"Jeg skal møde Lucas Selwyn mor i påsken. Han har inviteret mig hjem til sig." Sagde hun og kunne ikke lade være med at smile en smule dumt, selvom det hurtigt blev erstattet af et nervøst blik.

[Augusta Avery]

Augusta var allerede lettere nervøs for hvordan hun skulle svare på eventuelle spørgsmål om sit liv og var derfor lettet, da det slet ikke var det Vera ville tale om. Skuldrene faldt, selvom et overrasket udtryk også gled over hendes ansigt.

"Virkelig?" røg det ud af hende. "Wow, Vera. Det er..."

[Vera M. Selwyn]

Augustas reaktion bekræftede kun Veras eget chok over hvor tingene havde drevet hen. Hun havde aldrig forestillet sig at hun skulle hjem til en fuldblodsfamilie og blive præsenteret som en kæreste.
"Ja." Sagde hun en anelse tøvende. "Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, men det skræmmer mig en smule." Sagde hun.
"Har du nogle gode råd til når man skal hjem til sådan nogle fornemme fuldblodsfamilier?" Spurgte hun med et skævt smil.

[Augusta Avery]

Augusta forstod fuldt ud. Hun havde meget lidt til fælles med blodsfanatikerne - udover netop blodstatus. "Ikke rigtigt. Vi er jo blodforrædere," sagde hun, en kende tørt, men også lidt muntert. Det var utroligt at der stadig var nogen tilbage der gik op i det. Hun styrkede det selvfølgelig ikke ved selv at skulle gifte sig med en fuldblods, men det havde ikke ligefrem været et aktivt valg...

"Og så er jeg virkelig ikke god til det med selskaber. Det hænger ikke sammen med det med at være klodset. Jeg vil vædde med, at du er naturtalentet af os to."

[Vera M. Selwyn]

Vera smilede en anelse skævt over Augustas svar og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang de først var blevet veninder. Hvor alene hun havde følt sig og hvordan veninden fik hende til at føle sig godt tilpas.
"Sikkert." Svarede hun og smilede skævt.
"Hvordan går det så med dig? Behandler Imrah dig ordentligt?" Spurgte hun med en lettere skarp tone i stemmen.

[Augusta Avery]

Augusta var reelt glad for at Vera var glad sammen med Lucas, men det var også meget svært at få på plads i sit hoved. Hun ville ønske at hun kunne hjælpe lidt bedre end hun kunne og skulle til at sige det højt, da Vera skiftede emne og fik hende til at hæve begge bryn lidt i overraskelse.

Så bredte læberne sig dog i et smil, der var på grænsen mellem smørret og generet. "Ja, han er en perfekt gentleman," konstaterede hun med et lille fnis. Den ene skulder hævede sig lidt. "Han er virkelig sød. Mere end jeg troede til at starte med."

[Vera M. Selwyn]

Veras blik blev mindre skeptisk og hun nikkede derefter lidt. "Godt." Sagde hun og smilede så bredt.
"Så har vi begge to fundet os nogle søde mænd. Det er da ikke så ringe, jeg var sikker på vi ville ende som kattedamer." Bemærkede hun og grinede afdæmpet.

[Augusta Avery]

Augusta smilede svagt over Veras ord og grinede lidt halvhjertet. Så tog hun en indånding og trak veninden lidt til siden.

"Vera, kan jeg fortælle dig noget? Du må love ikke at sige det."

[Vera M. Selwyn]

Vera smilede skævt over det halvhjertede grin og løftede derefter øjenbrynene lidt overrasket, da hun blev trukket til siden.
"Øh, ja, altså. Selvfølgelig siger jeg ikke noget." Sagde hun og så veninden i øjnene. Det var alligevel ikke ligefrem fordi hun rendte rundt og sladrede om alle, men det måtte være vigtigt siden Augusta ville være sikker.

[Augusta Avery]

Augusta gnavede lidt på sin underlæbe, tydeligvis usikker på hvordan hun skulle sige det, der lå hende på sinde. Der var ingen god måde og til sidst opgav hun og kom - helt lavmælt - ud med det:

"Jeg er gravid."

[Vera M. Selwyn]

Det var nok en af de sidste ting hun havde forventet at høre. Det tog noget tid for hende at forstå det. Derefter begyndte hun at spærre øjnene lidt op.
"Har den klovn." Sagde hun, men stoppede sig selv. "Fortæl mig lige, at han ikke bare har smidt dig for ulvene." Bemærkede hun og havde tilsyneladende glemt alt det andet Augusta havde sagt.

[Augusta Avery]

Augustas øjne spærrede sig lidt op og hun holdt hurtigt hænderne afværgende op. "Nej nej!" sagde hun hurtigt, stadig dæmpet, men bestemt nok. Armene faldt lidt håbløst.

"Nej, overhovedet ikke. Han vil endda giftes med mig..."

[Vera M. Selwyn]

Vera så stadig skeptisk ud, men hun endte med at betragte Augusta en smule uimponeret i stedet. Hun himlede let med øjnene. Hun skulle vist lige have en snak med Imrah om det her. Sikke en klovn han var.
"Hm. Okay så. Men vil du så gerne giftes med ham?" Spurgte hun og så overvejende på Augusta.