Mens andre sover

[Gillian C. Fudge]

Mørket havde for længst sænket sig over slottet og det var også så småt begyndt at tynde ud i Ravenclaws opholdsstue. Det yngste elever var allerede sendt i seng og de ældste begyndte også langsomt at trække sig tilbage til sovesalene, men Gillian var modsat de andre fra sin sovesal på vej ud af opholdsstuen.

Hun standsede foran den ældre vejleder med respektfuld afstand. "Willow? Jeg fik at vide, at drengene ville gå sammen i aften, så det lader til, at vi følges." Blikket var mildt og ordene venlige, selvom der ikke var et smil om hendes læber. Det var der intet usædvanligt i.

Willow Sinistra

[Willow Sinistra]

Ravenclaws aften. Willow var ikke altid begejstret for fredage. Hun kunne såmænd godt lide at være vejleder, men det at skulle gå runder når hun burde ligge og sove, forstyrrede hendes døgnrytme og satte hende i et mindre godt humør. Hun så op fra sin bog, da den yngre pige talte til hende og slap et dæmpet fnys over hendes meddelelse.

"Det er jeg ikke blevet spurgt om," konstaterede hun med en dronnings værdighed. "Hvornår fik du det at vide?"

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke Gillians valg, der havde ført til beslutningen og hun hævede da også et bryn over Willows reaktion. “De kom forbi, mens jeg sad og lavede lektier, så jeg antog, at de havde vendt det med dig først,” svarede hun roligt, men foldede da alligevel armene foran brystet.

“Så. Er du klar?”

[Willow Sinistra]

Willow var endnu mindre tilfreds med at blive jaget med af en femteårselev og hendes bryn skød et stykke op i panden over spørgsmålet.

"Nej," svarede hun roligt. "Jeg er ikke klar endnu. Der er også stadig flere minutter til vores vagt begynder, Fudge. Tag det stille og roligt."

[Gillian C. Fudge]

Næsefløjene vibrerede let ved svaret. Det var ikke så ofte, at Gillian blev tvunget ud i den situation med sine jævnaldrende og hun havde ikke samme respekt for Willow som for professorerne eller de mandlige elever.

Alligevel holdt hun tand for tunge og betragtede blot pigen med et afventende blik uden at gøre mine til hverken at sætte sig eller på anden måde tage det stille og roligt.

[Willow Sinistra]

Willow så ned i sin bog igen og nynnede let. Efter et par øjeblikke hævede hun blikket til Gillian, uden at lægge nakken tilbage. Hendes ene bryn skød lidt op.

"Du virker som om du er meget hårdt spændt for, Fudge. Hvorfor sætter du dig ikke ned og puster lidt ud?"

[Gillian C. Fudge]

Udadtil var Gillian Fudge roen selv, men bag facaden var det en lidt anden historie. Hendes hjerte hamrede hårdt i harme over at blive holdt i en venteposition på den måde, mens Willow nynnede som havde hun alverdens tid. Men det var kun næsevingerne, der rykkede let på sig.

"Jeg kan puste ud, når dagens arbejde er overstået."

[Willow Sinistra]

Willow slap ikke Gillian Fudge med blikket. Hun sænkede dog hagen en smule, uden at forsøge at skjule, at hendes mundvige sitrede.

"Du kunne også puste ud lige nu, som jeg beder dig om," svarede hun roligt. "Jeg er trods alt din ældre vejleder."

[Gillian C. Fudge]

Gillian var bestemt ikke typen, der bad folk rende og hoppe. I stedet blev hun tavs. Hendes kæbe var lukket hårdt sammen, men hun sagde ikke noget.

Hun holdt øjenkontakten, mens hun langsomt skridtede hen til sofaen. Først da hun havde taget plads rettede hun igen blikket frem og foldede hænderne i skødet.

[Willow Sinistra]

Willows mundvige sitrede endnu et øjeblik, før hun faldt hen i alvorlig læsning og mere eller mindre ignorerede den kontrære yngre pige. Kun lige nok til at hendes pointe var sunket ind, dog. Så nåede hun slutningen på sit kapitel og smækkede den sammen om bogmærket.

"Skal vi?"

[Gillian C. Fudge]

På få minutter, mens hun sad der, forvandlede Gillian sig til en statue og først, da Willow talte igen, hævede hun hagen en smule dog uden at møde hendes blik. Hun var rasende, men det var ikke en følelse, der var plads til i en kvindes liv.

Så hun rejste sig med et næsten usynligt nik og ventede på, at den ældre vejleder førte an.

[Willow Sinistra]

Willow kunne ikke fysisk se raseriet, selvom hun nærmest kunne mærke bølgerne af energi fra den yngre pige. Hun havde tydeligvis virkelig brug for at puste ud og slappe af. Måske tog William Knight sig ikke godt nok af sin pige? Hvad der end lå bag, så rejste Willow sig selv roligt fra sofaen, pakkede sine ting væk og slyngede tasken over skulderen, før hun gik over imod udgangen.

Der var ikke ligefremt lagt op til hyggesnak, men det var ikke hende, der havde noget i klemme.

"Hvordan går det med dig og Knight? Jeg hørte, at I var blevet forlovet?"

[Gillian C. Fudge]

De forlod opholdsstuen i tavshed og selvom Gillian ikke havde meget lyst til at tale med den øretæveindbydende pige, fandt hun trøst i, at hun en dag nok ville være tvunget til at ændre sin tilgang. Man fandt i hvert fald ikke en mand på den måde.

"Det er sandt," svarede hun roligt. "Men der har du jo også dit svar."

[Willow Sinistra]

Mundvige sitrede igen og Willow trak lidt på skuldrene, som hun derefter fortsatte i tavshed.

Hun havde trods alt ikke et behov for at skulle udfylde stilheden, hvis Gillian Fudge gerne ville gå og surmule.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde mest lyst til at gå og surmule. Men det var ikke sådan, hun var opdraget og efter alligevel at have trukket tavsheden lidt for længe, klarede hun halsen.

"Du har ikke en kæreste?"